Den økonomiske verden består af en række resurser (menneskene, arealerne og produktionsudstyret) der kan tages i anvendelse på en lang række måder for at producere varer og serviceydelser.
Hver af de tre resursetyper består delvist af heterogene enheder. En smed er ikke bare en arbejder, men en smed der har et særligt sæt af evner og lyster til at arbejde efter. Et stykke jord er ikke det samme om det ligger på lolland eller i søhøjlandet, hver har sin egen kvalitet og sammensætning der gør det særligt egnet til visse grupper af produkter. Jorden på lolland er bedre til at producere roer end søhøjlandets jord. En golfbane i søhøjlandet er mere værdifuld end samme golfbane på Lolland etc. Ligeså er det med produktionsudstyret - en maskine der standser metalplader ud til produktion af toppakninger til en Ford Escort er meget ringe egnet til at producere pommes frites til din lokale McDonalds.
En del af produktionsresurserne kan benyttes til mange forskellige produkter - eksempelvis kan en skruemaskine kan bruges til at producere en lang række forskellige produkter. Indenfor et vist spænd kan smeden også bruges til at producere en lang række forskellige produkter, ligesom arealerne kan.
Af ovenstående giver det sig selv at mange af resurserne har et særligt kendetegn, men på trods heraf er der mange muligheder for hvilke produkter og især hvor mange enheder af produktet der skal produceres. Hvordan foretrækker vi at sørge for at benytte resurserne på den bedst tænkelige måde?
Der er generelt set to metoder til at allokere resurserne:
1) Det frie marked, kapitalisme
2) Statslig kontrol med produktionsapparatet, socialisme
Produktion på det frie marked
I det frie marked ejes hver resurse af private aktører der benytter markedspladsen til at udbyde og benytte resursen. Hver ejer af resursen er interesseret i at benytte resursen på en måde der bedst tjener hans egen stræben mod at gøre sit liv bedre. I produktionsprocessen bruges mange forskellige inputs af de tre typer resurser, og hver person sælger og køber på markedet for at opnå så stor tilfredsstillelse af egne behov som det er muligt i den givne situation.
Det frie marked opererer med beskyttelse af ejendomsretten, hvilket vil sige at en person der producerer varer eller serviceydelser forlader sig på sine kunders vurdering af produktet. Når produktet skal sælges, vil kunderne med egen værdiskala vurdere om udveksling af en sum penge for at opnå ejerskab af produktet medføre en stigning i deres personlige tilfredsstillelse.
Eller med andre ord: Kan det betale sig for mig at købe dette produkt? Er det pengene værd?
Vigtig pointe: Køberen skal ikke i situationen mene at produktet er nøjagtigt det samme værd som summen af penge som køberen handler bort - dette er en fejlslutning. Køberen skal efter handlen føle at han står i en situation der er bedre end den han stod i før handlen blev indgået. Derfor skal produktet i køberens øjne være mere værdifuld end pengesummen der indgår i handlen. Modsat skal sælgeren mene at pengesummen der indgår i handlen er mere værd end produktet han forsøger at sælge.
Det betyder at værdien af dit produkt skal være høj nok til at forsvare prisen på produktet. Det betyder at i processen af produktets tilbliven skal dit resurseforbrug være tilladeligt småt med en tilstrækkelig stor værdiskabelse til at du kan sælge dit produkt på markedet uden at lide tab. Markedsprocessen vil derfor, med forbrugerens værdisæt i mente, sørge for at luge ud i dårlig anvendelse af resurserne.
Prisstrukturen som opstår ved køb og salg på markedet dirrigerer resurserne hen til de varer og serviceydelser hvor de gør mest gavn, hvor de bidrager til den største sociale nytte for forbrugerne. Varer der værdsættes højt af forbrugerne vil tiltrække flere resurser for at dække behovet, og markedsprocessen vil tiltrække flere udbydere af varen hvis profitmarginalerne forbliver store. Hvis markedsprocessen får lov at løbe frit, så vil priserne på varen falde, selvom værdien af varen stadig er høj for de første forbrugere som købte varen til en høj pris. Da flere udbydere tiltrækkes og konkurrerer om kunderne, skal de sænke priserne for at tiltrække flere kunder og udvide markedet for deres varer. Jo lavere det lykkes at skære prisen ned, jo flere vil med deres subjektive værdisæt føle sig bedre tilfreds ved at købe varen, og jo større styktal af varen vil blive solgt.
Det er denne process der gør markedet så effektivt. Tillader man blot prissystemet at fungere så vil man tiltrække flere resurser til at producere varer som forbrugerne værdsætter højt - og jo længere markedsprocessen får lov at løbe jo nærmere kommer produktionsomkostningerne og salgsprisen hinanden. Forbrugerne der var villige til at købe varen til en høj pris vil senere hen få samme vare til en lav pris, og har mulighed for endnu større tilfredsstillelse.
Et eksempel fra vores nuværende situation i Danmark af dårlig anvendelse af resurserne:
I dag subsidieres vindkraft for at støtte tilblivelsen af flere vindmøller. Det betyder at staten forskubber markedets værdisæt i favør af produktion af vindmøllestrøm over andre lignende varer. Markedet får ikke lov til at "lukke" for produktionen af vindmøllestrøm fordi staten løfter prisen på vindmøllestrøm ved brug af lovgivning der undertrykker elkundernes værdisæt og erstatter dem med politikernes værdisæt. Derfor produceres der mere vindstrøm end markedet reelt ville ønske. Forbrugernes værdier mister betydning og erstattes med politisk værdi. Det betyder at det jern, de mandetimer og de arealer der bruges til produktion af vindmøller anvendes suboptimalt - til skade for samfundet.
Produktion under socialisme
Når staten ejer alle resurserne, og egenhændigt tildeler hver resurse sin plads i produktionapparatet, så er der en meget vigtig detalje der går tabt. Markedspriserne findes ikke. I det statslige regi findes ingen priser, for der er ingen handel af resurser - der er ikke privat ejerskab og frivillige transaktioner der kan bruges til at kommunikere forbrugere og producenters værdisæt. I det statslige system hersker bureaukratiet - kontorsystemet, bogen, elfenbenstårnet, politbureau'et der fastsætter hvordan resursen skal allokeres og i hvilket antal der skal produceres dit eller dat.
I et sådant system kan man principielt ikke vide om man spilder resurserne eller om man er tæt ved at bruge dem optimalt. Forbrugerne kan ikke give sine værdier til kende ved at købe varerne frivilligt til markedspriserne, og producenterne imellem hinanden kan heller ikke skabe priser på de forskellige inputs til produktionen.
Det giver den absurde situation at man ikke kan beregne om det er optimalt at bygge et hus af jern eller træ eller mursten. Resurserne der indgår i byggeriet har ingen pris. Salget af byggeriet er også trivielt, staten ejer det alligevel.
Man ender derfor op i en situation hvor den menneskelige tilfredsstillelse ikke er i fokus og man derfor ikke kan allokere resurserne for at opnå den største menneskelige tilfredsstillelse der er mulig i den givne situation med de resurser man har til rådighed.
Det er muligt at producere en masse varer og serviceydelser i dette system, men det er ikke til at vide om resurserne bliver brugt til at tilfredsstille forbrugerne i samfundet. Det er nok snarere bureaukratiet og partiet der stilles tilfreds.
Quasi-Socialisme i Danmark
Vores offentlige virksomheder (sygehuse, skoler, universiteter, børnehaver, plejehjem og en lang række flere) lider af samme type problem som socialismen - de sælger ikke ydelserne til markedspriser og har derfor ikke den nødvendige kobling mellem forbrugerværdi og produktion. I de offentlige virksomheder har de dog en vis grad af markedspriser på deres input, priser på jord, arbejdskraft og produktionsgoder kan de bruge til at lægge budget og styre udgifter efter. Derfor vil vi altid have problemer med ventelister og elendig behandling af de ældre i vores statslige velfærdssamfund. Staten ved ikke hvordan den skal prioritere, og forsøger så at gøre det ved at bruge politikerne og demokratiet. Dette system er en ringe erstatning for et fuldt fleksibelt prissystem, der reagerer på ændringer i udbud og efterspørgsel og er præget af frivillighed og er værdibundet til forbrugerne af varer og ydelser.
Målt i procent af BNP så fylder den offentlige sektor ca. halvdelen af økonomien. Kritikere vil nok indvende at BNP er et dårligt tal at bruge, fordi visse afgifter og skatter hæver både skattebetalingen og BNP på samme tid, og ændrer derfor ikke på brøkens værdi selvom skatten stiger.
Tager man de officielle tal for gode varer, så betyder det at ca. halvdelen af den danske produktion dirrigeres med bureaukratiet og den anden halvdel foregår på markedet.
Det danske marked består af et manipuleret prissystem
På det som de fleste danskere vil kalde "hjemmemarkedet" eller "det danske marked" kan enhver borger gå ud og indkøbe de varer og serviceydelser som denne lyster. Her kan forbrugernes værdisæt få lov at slå igennem og fortælle producenterne om deres produkter er værdifulde og om resurserne bruges socialt optimalt.
Men prissystemet er skævt. Det manipuleres af skatterne, afgifterne og reglerne for produktion og forbrug. Markedet vi observerer i Danmark har intet at gøre med det frie marked - her er afgifter, skatter og regulering med til at gøre prisstrukturen suboptimal.
Eksempel på skævvridning
Eksempelvis er der en meget høj skat på indkomst, og ingen på boliggevinster. Tit kan man høre argumenter om at man skal beskatte ens for at fjerne skævvridningen af prisstrukturen, sådan man i den totale sum af transaktioner fjerner statens favorisering af en aktivitet over den næste. Det grundlæggende forfejlede problem heri er at et sådant system overser fravalg. Omkostningen for enhver forbruger af at vælge en særlig vare frem for den anden er alle de andre varer man for samme sum penge kan købe. På samme måde gælder det, at beskatning af husgevinst bør være det samme som beskatning af kapitalgevinst.
Men vi render i særdeles svære problemer når vi så begynder at tale om beskatning af indkomst. For at skatten er neutral skal man også beskatte fritid for at hæve beskatningsniveauet og efterlade borgerens subjektive værdifornemmelse af de forskellige muligheder som helt markedsbaserede - altså at beskatningen kun hæver prisen ligeligt på alle varer.
Den neutrale skat er et tankeeksperiment og umuligt at opnå i den virkelige verden
Men det er omsonst at argumentere således: Hvordan skal man beskatte fritid? Hvordan beskatter man en pakke smør kontra en liter mælk for at forbrugerne alle opfatter skatten på de to som identisk? Formålet med beskatningen er at opnå en neutral påvirkning af skatten på individet: I situationen uden skat og situationen med skat skal forbrugerne vælge nøjagtigt det samme produkt, for at undgå skævvridning af valgene.
Der er ingen måde at beskatte neutralt på, enhver forbruger har sine egen subjektive værdisæt og kan derfor ikke fra den individuelle vinkel se en procentuel skat eller en kopskat ens, uanset hvilket objekt eller aktivitet man vælger at beskatte. To personer er ikke ens, hvad en opfatter som en neutral skat opfattes af en anden person som en forvridning.
Pengesystemet skævvrider alle priser
I Danmark bruger vi statens mønt, den danske krone, som Nationalbanken har monopol på at udstede, og som bankerne har særlige privillegier til at låne ud af. Sådan som vores nuværende fleksible pengemængder er centralplanlagt fra Nationalbanken og statsgaranteret i de private banker, kan enhver pris i samfundet manipuleres fra centralt hold.
Det er oftest kendt at tale om "prisstabilitet" og "inflationsmål" for centralbankerne, da man ifølge deres teori kan stabilisere økonomien ved at centralplanlægge renten og "kontrollere" inflationen for at undgå at pengenes værdi eroderer "for hurtigt". Centralbankerne siger det ikke direkte, men det kræver ikke megen omtanke at nå fra konklusionen om at centralbanken forsøger at styre inflationen (målt i forbrugerprisindekset) til at centralbanken i virkeligheden manipulerer købekraften af pengene ved at udstede flere af dem, for at holde priserne stigende. Et pengesystem som vores karakteriseres ved at pengene nær ved intet koster at producere, og styres af centralbankerne og staten, for at udnytte de effekter der er i at have magten til at udstede penge. Staten for at politikerne kan lege julemand og købe velfærdsgoder til vælgerne med friske pengesedler, og centralbanken for at leve det gode liv med fine lønninger og masser af anseelse i bankkredse.
Når pengemængderne udvides ved udstedelse af nye lån, så skævvrides prissystemet i markedet - pengene der udlånes skabes ud af den blå luft, og giver låntageren købekraft til at opnå besiddelse af nogle resurser i samfundet. De nye penge strømmer igennem økonomien og hæver priserne via den vej igennem køb og salg på markedet som de nye penge antager. Der er ikke altid tale om at priserne stiger i markedet som resultat af udstedelse af nye lån, men effekten er den samme om priserne afholdes fra at falde, eller at de direkte stiger.
Forbrugerprisindekset er for simpelt
Centralbankerne har naturligvis ikke en intention om at bombe markedet og ruinere hele befolkningen. Centralbanken er bygget på den teori som siger at pengenes værdi kan måles i de basale goder som alle i samfundet køber for pengene. I de basale goders priser kan man derfor måle inflationen. Denne målestok giver input til centralbankernes rentesatser og pengepolitik. Men hvor god en målestok er det at kigge på priserne på de basale goder i samfundet? Hvordan skabes et indeks der vejer hver vare på samme vægt som forbrugerne selv ville gøre det? Kan man sige noget generelt om forbrugerne der er sandt for alle? Hvad nu hvis produktionen af fødevarer stiger og presser ned på priserne, skal man så udvide pengemængden hurtigere for at sikre sig imod prisfald?
Ideen i centralbankerne er at pengemængderne er ligegyldige, det vigtige er at holde forbrugerpriserne stabile (i deres jargon betyder stabilitet at forbrugerprisene altid skal stige). Det betyder derfor også at man konstant er nødt til at udvide pengemængden fordi kapitalismen hele tiden effektiviserer og reducerer priserne for at få flere købere til deres produkter. Centralbankerne skaber derfor mange flere penge end det man måler i forbrugerprisindekset, fordi udvidelsen af pengemængden sløres af kapitalismens evige drive for at levere varer til faldende priser og højere produktivitet.
En anden måde at opfatte pengesystemet på er at forkaste den gængse definition af inflation, og i stedet benytte ordet til at angive stigningen i pengemængden. Med den meget fleksible pengetype vi anvender i dag kan det dog blive lidt svært at definere præcis hvad penge er. Den vigtige mængde penge er den som er likvid og indenfor kort tid kan bruges på køb af varer. Det betyder derfor at kontanter (M1) ikke er nok til at definere pengemængden med. Der skal også benyttes bankindskud som en del af pengemængden. Men der er mere endnu - mange opsparingskonti og andre konti hvor man kan hæve fra skal også tages med i pengemængden for at benytte dette begreb - og sikkert mange flere elementer end jeg er bekendt med. Det officielle tal der kommer tæt på denne definition er M2, der er defineret som kontanter + bankindskud. Den mangler dog nogle elementer, men kan bruges som en grov estimator på pengemængden i samfundet.
Bruges ovenstående definition af inflation, kommer man til at indse at en stigning i forbrugerprisindekset blot bliver en enkelt effekt af inflation. Pengenes købekraft kan bruges på stort set alle varer og ydelser i markedet, og udvider man pengemængderne så ændres priserne individuelt på alle varer og ydelser i markedet. Visse varer vil falde i pris på trods af udvidelsen af pengemængden, andre varer vil stige hurtigere. Der er ikke noget "prisniveau" at tale om. Priser er organiske og uafhængige størrelser som ikke lader sig ændre samtidigt ved at udvide pengemængden. Inflationseffekterne løber igennem økonomien og skubber til prisstrukturen på deres vej igennem, og skaber kunstige høje priser der tiltrækker resurser der måske slet ikke burde være tiltrukket.
Den manipulerede prisstruktur snyder os alle
Den konstante prismanipulation med skatter, pengesystemet, regulering og afgifter gør at den almindelige danskers påvirkning af prissystemet bliver udvandet og forbrugernes værdisæt hænger derfor ikke ret nært sammen med hvad der produceres i vores samfund. Den ene halvdel domineres af politikerne og deres bureaukrater, og den sidste halvdel bliver også manipuleret. Sammenlagt forhindres derfor en effektiv allokering af de tilgængelige resurser. Skævvridningen af prisstrukturen medfører velstandstab for hele samfundet dag efter dag, og det er i vores nuværende system meget svært at gennemskue om vi bliver rigere eller om vi snydes til at tro at vi bliver rigere.
Der er dog næppe meget håb for en revolution i vores samfund, langt de fleste danskere forstår ikke ovenstående sammenhænge mellem pengeudvidelser og priser, beskatning og priser og offentlig produktion af varer og serviceydelser.
Meningen med hele skriveriet er at konkludere at vores nuværende situation med meget lav vækst og kroniske underskud på statsbudgettet og det relative fald i levestandard sammenlignet med de omkringliggende lande har rigtig mange årsager som alle spiller en rolle i markedets funktion i Danmark. En ting er dog sikkert: Man kan næppe hævde at vi bruger resurserne optimalt. Det er ikke let at give al skylden på een af elementerne, de har alle en del af ansvaret for vores pauvre økonomiske udvikling.
Så længe borgerne i Danmark ikke forstår disse årsag og virkningers sammenhæng i det sociale, monetære og offentlige eksperiment vi er en del af, kan man næppe fornemme nogen ændring af systemet i nær fremtid.
