Set over en fyrreårig periode er dagbladenes oplagstal faldet med 40 pct., mens der bliver set seks gange så meget DR-TV. Samtidig er den statslige mastodont det internetsite i landet med fleste brugere – i øvrigt efterfulgt det ligeledes statsejede TV2.
Ideelt set bør mediemarkedet slet ikke subsidieres. De økonomiske forhold, der kan tale for offentlig støtte og regulering – forekomsten af en såkaldt markedsfejl – er ikke længere til stede på mediemarkedet. Støttesystemet er snarere udtryk for en såkaldt politikfejl: At bevillingerne er drevet af de lobbyinteresser, som er stærkest. Med den kritiske rolle, medierne bør spille i et liberalt demokrati, er der endog ekstra grund til at være tilbageholdende med politisk indblanding.