For nylig var Lars Rohde i Schweiz, og han talte bl.a. om pensionskassernes pres på kronen i 2015.
En artikel på finans.dk har fået mig til at fare i blækhuset for at forklare hvordan tingene udfoldede sig sådan som jeg ser det:
I sin essens har journalisten fremstillet Nationalbankdirektøren som den dygtige og ærværdige forsvarer af den danske fastkurspolitik der sørger for at beskæftigelsen i den skrøbelige, udsatte lille bitte danske økonomi kan opretholdes i det kæmpestore internationale profithajfyldte farvand, mens den cigarrygende monokelbærende mega-egoist hos pensionsselskaberne ikke kærer sig om nationens ve og vel, men i stedet udelukkende beskæftiger sig med profitten til sig selv og sine.
Det korte af det lange er at Nationalbanken har magten til at tjene så mange penge som den har lyst til i valutamarkedet, fordi den har monopol på udstedelsen af nye penge. Penge der er langt mere værd end produktionsomkostningen, og forskellen mellem digitale nye kroner og købekraften af kroner kan dermed høstes ved at producere nye kroner.
...
For at skjule denne sandhed bliver Nationalbanken altid beskrevet i medierne som en institution der beskytter den skrøbelige borger mod fæle inden- eller udenlandske kapitalister. I stedet for at være oplysende om tingenes tilstand, så hjælper journalisterne magthaverne, når de portrætterer Nationalbanken som en helt.
God fornøjelse.
