Lars Rohde og Bjarne Corydon er gået i samarbejde for at forsøge at holde sammen på vores fastkurspolitik med den kriseramte euro.
Hver gang Nationalbanken intervenerer i markedet for at svække kronen, sendes yderligere resurser til vores boomede eksportsektor på bekostning af husholdningerne og forbrugerne, der må tage til takke med en svækket valuta der ikke kan købe så mange varer på importmarkedet.
Vores fastkurspolitik blev introduceret i 1982 af Poul Schlüter for at genskabe troværdigheden til den danske økonomi, efter Anker Jørgensen havde devalueret og inflateret det hjemlige marked i en sådan grad, at internationale investorer flygtede fra kronen, og som resultat måtte danskerne betale enorme renter for at tiltrække kapital.
Derfor valgte PS at låse os fast på Bundesbank, en konservativ centralbank, der vidste hvad ordet "inflation" betød, og vi genskabte tilliden til dansk økonomi på rekordtid.
Fastkurspolitikken betød at vi frasagde os muligheden for at devaluere og samtidigt blev vores inflation banket i bund, da vi skulle følge Bundesbanks pengepolitik for at opretholde kronekursen til D marken.
I dag er vores fastkurspolitik låst til Euroen, en konstant devaluerende valuta begrundet i en faldende produktivitetet - til gengæld er både gæld og arbejdsløshedsprocenten høj. Det var netop disse ting vi ville undgå, da vi oprindeligt indførte fastkurspolitikken!
ECBs nyeste QE program kombineret med Schweiz' farvel til deres fastkurspolitik vil lægge et kæmpe opadgående pres på kronekursen, der ville gavne alle forbrugerne i Danmark og give os en større købekraft, hvis det ikke var fordi Nationalbanken og politikerne i skøn samhørighed konstant intervenerede med friske pengesedler og rentesænkninger for at holde kronen undertrykt.
Fordelen er at vores eksportindustri klarer det langt bedre end ellers, og det dækker over vores enorme problem med konkurrenceevnen, der pga. regulering, skatter og afgifter er miserabel. Statsstøtten til eksporten gør at vi kan påpege at vi er konkurrencedygtige ved at se på betalingsbalancen og juble over vores eksport. Desværre medfører denne statsstøtte også at eksportindustrien i disse devalueringstider rammer loftet for hvor mange medarbejdere de kan finde i Danmark, og en overophedning af visse sektorer vil følge. Det vil på længere sigt få den konsekvens at arbejdspladserne flytter ud af landet da virksomhederne ikke kan tiltrække tilstrækkeligt arbejdskraft og som resultat vil lønningerne stige til et uholdbart niveau i perioden op til udflagningen.
Ofte glemmer vi dog at se på regningen, som fx betyder at enhver importeret genstand bliver dyrere på grund af fastkurspolitikken og detailhandlen må holde for, da husholdningerne ikke har købekraft til at efterspørge flere indenlandske varer da importen er så dyr.
Lige for tiden går nedturen for Euroen så hurtigt, at Nationalbanken nu har taget det ultimative skridt at nægte at sælge statsobligationer i et forsøg på at holde kronekursen lav. Det er værd at bemærke at indlånsrenten er sat ned 2 gange på 11 dage til -0,5% (ja, det var minus nul komma fem procent der stod!), og at opkøbet af euro til valutareserven formentlig er oversteget 150mia indenfor den samme periode. Vi plejer ca. at have 400mia i valutareserve, så de 150mia kr siger lidt om hvor vildt det går for sig i denne tid.
Euroen synker som en sten. Og vores købekraft synker med den.
