Når ønsket om velstående borgere er udtryk for ekstremisme

At arbejde for et lavere skattetryk i Danmark, udråbes som højreekstrem liberalisme af bl

Niels Westy,

08/03/2015

At arbejde for et lavere skattetryk i Danmark, udråbes som højreekstrem liberalisme af bl.a. Corydon og hans socialdemokratiske fæller. Det er tragisk, da især de der arbejder, vil få gavn af LAs politik – og flere vil komme i arbejde ved LAs politik.

 

Det er også tragisk, når man tænker på hvordan socialdemokrater tidligere betragtede skattetrykket. Der var en gang, hvor man sang om, at

”Vi knuges under stat og love,
vi flås af skattens skarpe klo”

Og så sent som i deres skatteplan for 1990-1995 var mottoet, at skatten ikke måtte være højere end 36 procent. Det var dengang. Nu anses det for at være den rene ekstremisme, når Liberal Alliance foreslår en indkomstskat på maks 40 procent. 

Der var en gang, hvor socialdemokrater vist nok forstod, at hårdtarbejdende mennesker fortjener at beholde hovedparten af deres indkomst til dem selv. Deres velstand afhænger ikke af den forsørgelse staten evt. kan give, men af hvad de selv kan skabe gennem arbejde, samt de rammer staten og samfundet giver.  

Forståelsen for at arbejde skal lønne sig, er vigtig for Danmarks velstand. LA ønsker at de første 7.000 kr. om måneden skal være skattefri for alle i arbejde, ligesom topskatten skal fjernes.

Begge forslag vil gavne mange LO familier, da faglærte ofte betaler topskat.

Betyder disse få og begrænsede reformer en total revolutionær ændring af samfundet? Hvor dem der har, lader dem der ikke har, sejle deres egen sø?

Nej, langt fra. Alle lønmodtagere vil derimod opleve en indkomstfremgang. 

Men reformerne kræver dog, at fokus ændres fra at være mange ansat i det offentlige, til at det er de rette der er ansat. Det vil alle i Danmark få glæde og gavn af, ligesom den samlede beskæftigelsen oven i købet stiger med 124.000 personer.

Tænk at vi er kommet dertil, at en dansk regering, endog ledet af socialdemokrater, der byggede på at varetage arbejderne intresser, mener højere beskæftigelse og højere velstand for ganske almindelige danskere er udtryk for en ”ekstrem politik”.

Når man har fjernet sig så langt fra befolkningen og er så ligeglad med deres tarv, er det vidst på tide, at samme befolkning fjerner socialdemokraterne og lader nogen komme til, der rent faktisk kærer sig om almindelige menneskers ve og vel.

Liberal Alliances plan, som er gennemregnet  af Finansministeriet, har netop til formål at sikre, at danskerne oplever fornyet fremgang og velstand. 

Kilde: