Når ulighed bliver en sygdom

Lige siden ”pop-økonomen” Thomas Pikettys bog: Kapital i det 21

Ivan Erik Kragh,

07/01/2015

Lige siden ”pop-økonomen” Thomas Pikettys bog: Kapital i det 21. århundrede udkom, har folk på højre og venstre side af det politiske spektrum stået i kø – for enten at rose eller kritisere Piketty. Der blev yderligere i efteråret kastet mere benzin på det allerede flammende bål. Denne gang meldte OECD sig på banen med en analyse af medlemslandene, hvori de konkludere, at der for nogle af medlemslandene havde været en reduktion i det strukturelle BNP pga. øget ulighed. Socialdemokraten Peter Hummelgaard skriver da også i et debatindlæg til Politiken (14/8-14) at ”højrefløjen i den vestlige verden i mere end 30 år har stået stejlt på synspunktet, at stigende ulighed er godt, så fortæller virkeligheden en anden historie”.

 

Hvad Peter Hummelgaard og andre muligvis ikke har taget højde for er, at man i Danmark har en af de laveste grader af ulighed målt ved Gini-koefficienten samt at sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. OECD anslår at BNP i Danmark er blevet reduceret med sammenlagt minus 1.2 pct. over perioden 1990 – 2010, svarende til en årlig gennemsnitlig vækstrate på 0.06 pct.. Tager man udgangspunkt i det gennemsnitlige BNP i perioden 1990 – 2010 fås det, at BNP var 1.611[1] mia. kr., Danmark skulle altså være blevet ca. 1 mia. kr. rigere hvert år, såfremt uligheden ikke var steget i perioden 1990 – 2010.

Da jeg ikke 100 pct. kender OECD’s data og beregningsmetode kan jeg ikke forholde mig til om deres resultater korrekte eller ej, men blot konstatere, at 0.06 pct. pr. år i 20 år må være behæftet med en vis grad af usikkerhed, da Gini-koefficienten ikke kun påvirkes af indkomstfordelingen blandt de 1-10 pct. rigeste og resten, men også andre steder i fordelingen. Visse former for politiske tiltag kan hæmme væksten i BNP og skabe ulighed. Eksempelvis kan høje minimumslønninger gøre det mere attraktivt at være på arbejdsmarkedet, men samtidig øges afstanden til personer udenfor arbejdsmarkedet, hvilket resultere i øget ulighed og samtidig rammer væksten, idet flere står uden arbejde.

Det er imellem tiden interessant at bemærke, at lande som Spanien, Irland og Frankrig har oplevet en stigning i BNP pr. capita i perioden 1990 – 2010 som følge af øget ulighed. Spanien, Irland og Frankrig er alle lande der har en højere ulighed målet ved Gini-koefficienten end Danmark. I 2011 havde Spanien en Gini-koefficient på 34.4, Irland en på 30.2 og Frankrig en på 30.9, til sammenligning havde Danmark en på 25.3 jf. OECD. Der er altså ikke nogen direkte sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst. Jf. Figur 1.1

Figur 1.1:
Estimeret effekt på BNP pr. Capita som følge af ændret ulighed, vækstrater, 1990 – 2010

OECD har i et tidligere notat analyseret fordelingen af den samlede indkomststigning fra udvalgte indkomstgrupper i peroden 1975 – 2007. OECD finder i Danmark, at 2.5 pct. af den samlede indkomststigning kan henføres til top 1 pct. af indkomstfordelingen, mens de øverste 10 pct. sammenlagt udgør 10.2 pct. de resterende 90 pct. af indkomstfordelingen har således stået for 89.8 pct. af den samlede indkomststigning. Sammenligner man Danmark med Sverige ses det, at Top 1 pct. i Sverige udgør 8.7 pct. samt at top 10 pct. udgør 28.2 pct. af den samlede indkomststigning. Dette er 10 pct. point højere end i Danmark. Jf. Figur 1.2

Figur 1.2:
Andel af den samlede indkomststigning fra udvalgte indkomstgrupper, 1975 – 2007

Figur 1.3:
Gini-koefficient og Top 1 pct., 2007


Der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem Gini-koefficienten og Top 1 pct.’s andel af den samlede indkomst. Dette ses af, at forskellen mellem Norge og Frankrig målt på Gini er 7.3 Gini point, mens indkomsterne fra de 1 pct. rigeste er nogenlunde identisk, med en forskel på 0.7 pct. point. Ulighed og indkomstfordeling har derfor ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Jf. Figur 1.3

Ulighed er blevet en sygdom der skal bekæmpes, med alle midler til rådighed. Lavere og øget ulighed må aldrig blive et mål i sig selv, men perioder med ulighed kan skabe øget vækst og dermed smitte af på resten af samfundet. Danmark står på ingen måde overfor noget ulighedsproblem, men snare et lighedsproblem. I Danmark har man ikke blot en høj marginalskat, men også en lav grænse for hvornår man er forpligtet til at betale topskat. Der er derfor mange mennesker i Danmark der betaler topskat, for hvem man i andre lande ikke ville være forpligtet.

En statslig konstruktion som SU øger uligheden her og nu, da SU’en er en overførelsesindkomst på linje med kontanthjælp og dagpenge. Dette betyder dermed ikke, at denne type ulighed er dårlig, idet det må antages, at studerende opnår en højere indkomstgruppe efter endt uddannelse. Man kan hermed argumentere for, at uligheden i kortere perioder faktisk er med til at reducere uligheden på længere sigt.

Danmark har en af OECD’s laveste grader af ulighed målt ved Gini-koefficienten, en lille stigning i ulighed vil derfor svare til at en tynd mand tager 1 kg. på. Dermed sagt, at stigende ulighed i et af verdens mest lige lande ikke er et problem. Når CEVEA laver en fremskrivning og påstår, at Danmark om få år vil have samme ulighed som i Rumænien og Bulgarien er dette udelukket et forsøg på en skrammekampagne der ikke forholder sig til virkeligheden. Siden 1970’erne er den globale ulighed faldet. Dette skyldes, at landene generelt er blevet rigere, gennem handel og samarbejde.

Såfremt familien Kirk og Mærsk forlod landet, ville dette resultere i en lavere Gini-koefficient, men den lavere grad af ulighed vil ikke påvirke det omkringlæggende samfund. Jeg vil som person ikke blive rigere af at nogle forlader landet. Vi har i denne situation gjort alle lidt fattigere og dermed mere lige. Ulighed må aldrig stå alene og må aldrig være på bekostning af velstand. Øget ulighed som følge af at nogle få ”populært sagt” Top 1 pct. få mere og alle andre få mindre har ikke været et problem i Danmark. Siden 1980 har den øverste 1 pct. haft en næsten uændret andel af den samlede indkomstmasse.

Figur 1.4 Andel af den samlede indkomst, der tilfalder den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, 1980-2012

[1] Danmarks Statistik, NAN1, faste 2010-priser, kædede værdi.

Kilde: