Kort fortalt bygger historien om amerikas opsving på statistikkerne der kom ud i månederne efter QE3 programmet afsluttes. Mange jobrapporter var meget positive, hvis man kun ser på antallet af nye jobs. Fordelingen mellem aldersgrupperne og mellem fuld- og deltidsjobs viste dog et mere blandet billede.
De seneste par måneders data har heller ikke vist noget tydeligt billede af et opsving, men har i stedet haft adskillige skuffelser undervejs især i industriproduktion og salg af varige forbrugergoder.
I denne omgang rapporteres igen om en "vigtig" kerneinflation på 1.8pct. Her er det underforstået at inflation er en entydig positiv ting for en økonomi. Skærer man ind til benet bygger den positive mediehistorie om inflation på at inflation opstår når pengemængderne pustes op fordi udlån hos bankerne stiger.
Herfra bygger man så frem at årsagen til en stigning i bankudlån er at industrien har optaget nye lån i banken for at investere i produktionapparatet og har kanaliseret de lånte midler ad forskellige kanaler til en stigning i indkomst.
Men hvis investeringerne for lånte penge ikke er i koordination med resten af markedet (eksempelvis fordi renterne planlægges centralt), så er der ingen sammenhæng i fortællingen om at inflation fortæller en positiv historie. Inflation kan lige så vel være et tegn på en mindre produktiv økonomi som på en mere produktiv økonomi. Investeringerne kan lige så vel gå hen og give tab på længere sigt, og der er ikke nødvendigvis nogen garanti for at bankudlånet er brugt på kapitalapparatet - det kan lige så vel være aktieopkøb eller andre værdipapirer der er budt op.
Vigtigst i en økonomi er at det der produceres er det som forbrugerne efterspørger og som tilfredsstiller menneskets behov bedst. Inflationstallet i sig selv er et meget forsimplet tal at se på, og mediernes brug af tallet skaber en falsk fornemmelse hos den almindelige læser at inflation er et sundhedstegn mens deflation er farligt.
