Punditokraterne skrev i mandags et indlæg angående panama-papers, som er værd at bringe op igen hvis der skulle være nogen der uheldigt har overset det.
Niels Westy skriver kritisk om den skingre tone i skattedebatten og fremfører argumenter sammen med Otto Brøns-Petersen at Panama-sagen næppe har gjort noget synderligt indhug i den danske stats forventede provenu.
Det er alt sammen noget jeg kan læne mig op ad og støtte, langt hen ad vejen.
Til sidst i indlægget dukker der en diskussion med Pelle Dragsted op fra facebook. Pelle Dragsted går retorisk til værks og slår liberalister i hartkorn med onde mennesker der vil ophæve støtten til de uheldige og svage borgere der ikke kan ernære sig selv i samfundet.
Udover Niels' gode pointe angående Pelle Dragsteds empatiske men voldelige overfald på andre borgere under hans aktivistiske fortid, vil jeg blot tilføje et par punkter angående liberalisten og hans syn på staten, overførselsindkomster og de svage i samfundet.
Der er to punkter jeg vil ridse op.
1) Liberalisten vil ikke gøre det umuligt at hjælpe de svage
2) Liberalisten ser ikke et monopol som den eneste løsning
Ad 1 vil en liberalist påpege at en skat reducerer menneskets muligheder for selv at vælge hvilke ydelser og produkter mennesket kan forbruge og nyde. Liberalisten vil derfor påpege at det er i samfundets interesse at sænke skatterne. Tabet for samfundet i forbindelse med at staten pålægger skatter på aktiviteter som arbejde, forbrug og udveksling genvindes ikke senere i processen.
Samfundets effektivitet bør måles på hvor høj den sociale nytte kan blive - og med et system der tager fra Peter for at forære pengene til Poul er det ikke korrekt at sige at den sociale nytte er højnet. Det er tværtimod lettere at påpege at nytten bliver reduceret, fordi Peter har en specifik reaktion på at kunne forudsige at blive berøvet ved at forsøge at engagere sig med et beskattet gode eller ydelse.
Peter reducerer sit forbrug, opsparing eller arbejde i lyset af skatterne. Samfundsindkomsten reduceres til skade for alle i samfundet, såvel de såkaldt "rige" og de såkaldt "uheldige og/eller svage". Større produktion af værdifulde varer eller ydelser kommer alle i samfundet til gode, men med skatten straffes og reduceres produktion. Med andre ord bliver samfundet dårligere i stand til at skabe produkter til forsørgelsen af de svage og uheldige fordi produktionen falder.
Ad 2 bør det fremføres at liberalisten ikke ser statens monopol som et gode. Et statsligt monopol lever ikke op til velfærdsfablerne, den kan ikke gøre de svage stærke, eller de uheldige heldige. Statens monopol ensretter hjælpen og skaber konflikter i samfundet - skatteyderen ser på de svage og/eller uheldige i et andet lys end hvis skatteyderen vidste at han ikke var ufrivilligt sat på krogen.
Liberalisten vil påpege overfor andre at før staten overtog al drift af hjælp til svage og uheldige borgere fandtes et eksisterende system der tog sig af de svage og uheldige: Privat velgørenhed.
Forcen ved privat velgørenhed er at donorerne selv finder det værdifuldt at donere penge til de svage. Den frivillige hjælp kommer både afsender og modtager til gode. Afsenderen føler en glæde ved at kunne hjælpe andre, på sin egen måde, med sit eget værdisæt. Det offentlige monopol lider under at være planlagt centralt hos politikerne. Politikerne formår kun at påkalde skattevæsenet til at tage fra Peter for at give til Poul, de formår ikke at skabe den subjektive værdi som den frivillige donor føler når han giver en sum til velgørenhed.
Derudover er der endnu et tab for samfundet når statens monopol ikke formår at få de svage gjort stærkere eller tilført held til de uheldige. Statens monopol derimod ombygger et sikkerhedsnet til et spindelvæv - et klæbrigt system som man ikke kan eller vil kæmpe sig ud af.
Hvor den private velgørenhed gav værdi til donorerne giver staten frustration og irritation til skatteyderne. Statens ineffektivitet skaber en konflikt mellem skatteyderen og skattenyderen, ganske enkelt fordi pengene tages uden at give noget tilbage og doseres efter bureaukratiske principper til nyderen, der gør sig lækker for systemet.
Det er selvskrevet at privat velgørenhed må kappes om donorer ved at give ydelser som donorerne anser for værdifulde og resultatskabende. Med privat velgørenhed skabes konkurrence om at gøre et godt stykke arbejde, der reelt hjælper de svage og uheldige med at opnå resultater. Som kontrast kan statens monopoliserede og skattefinansierede overførselsindkomstsystem ikke prale af den samme dynamik og værdiskabelse.
Skatteyderen kan ikke sige fra eller til, og kan kun forlade sig på den gode tro på at statens bureaukrater forfølger effektiv anvendelse af hans tidligere ejendom.
Uden noget feedbacksignal til at styre forbruget efter, bør enhver nøgtern behandling af emnet dog påpege det urealistiske i at pengene skulle blive brugt dygtigt og effektivt af et offentligt monopol der finansieres med store samfundstab af skatter.
Liberalisten påpeger blot disse sammenhænge, og bliver ofte herefter kaldt egoistisk og uden empati. Der bedrives ingen yderligere logisk og rationel gennemgang af de økonomiske konsekvenser af det monopoliserede ufrivillige overførselssystem som modsvar fra de statselskende populister. Efter liberalistens fremlæggelse af sit synspunkt overgår debatten til ren og skær ad hominem.
