I disse uger er papirerne fra Panama et populært emne at diskutere. Asociale rigmænd har placeret deres midler fjernt fra Danmark og Skat. De manglende midler kunne sikkert købe os både et hav af børnehavepladser, halve broforbindelser eller sågar skattelettelser, hvis man har sådanne ambitioner.
Hvor meget er Danmark i skrivende stund gået glip af? Fire-fem milliarder kroner ser ud til at være et godt bud. Det ville uden tvivl være rart med disse penge i statskassen, men både skribenter og førende politikere har i mine øjne for travlt med at fokusere på disse få milliarder frem for at interessere sig for de områder, hvor det virkeligt ville gøre en forskel med en målrettet indsats.
For to år siden afsluttede Produktivitetskommissionen sine rapporter om dansk økonomi. Af disse fremgår det, at det offentlige forbrug kan nedsættes med minimum ti procent årligt, uden at det vil påvirke kvaliteten eller udbuddet for borgerne. Som bekendt var det ikke den vej, regeringen ønskede at gå. Dermed ser det ud til, at vi betaler i omegnen af ti procent for meget i forhold til de ydelser vi modtager. Minimum. Kan vi stille os tilfredse med det?
I disse år udgør det offentlige forbrug i omegnen af 1.000 milliarder kroner årligt. Det offentlige underskud godt 41 milliarder. Man kan spare sig til omtrent 100 milliarder alene ved at følge Produktivitetskommissionens anbefalinger. En sådan rapport må yde god rygdækning for de, som måtte frygte anklager om at gøre uhyrlige ting ved vort samfund. Virkningen af at følge en sådan anbefaling vil være, at offentligt underskud bliver til overskud.
Der er ingen tvivl om, at både medier, den brede befolkning og politikere er i sin gode ret til at fordømme både banker og banditterne involveret i skattesnyderiet. Desværre gør det ingen forskel i det store billede at indtage sådan en holdning: Lad landets største banker redegøre for deres deltagelse på Christiansborg. Lad os alle være forargede, og lad straks de skyldige blive idømt strenge straffe, for de river samfundets sammenhængskraft itu. Hvad med at vore folketingspolitikere skulle forklare sig på samme måde som bankdirektørerne netop har skullet?
Hvorfor er der mennesker, der risikerer fængselsstraf og dårligt omdømme for at undgå dansk beskatning? Er den mon for høj? Hvorfor skal vi betale adskillige milliarder kroner ekstra for de offentlige ydelser, vi modtager?
Både i 2014 og 2005 er der blevet fremlagt rapporter om mulighederne for at øge dansk vækst, kvaliteten i den offentlige service og nedbringe omkostningerne forbundet med vor samfundsmodel. Begge rapporter blev bestilt af de samme regeringer, der skrottede dem efter flere års skrive- og regnearbejde. Tænk på, hvor mange penge vi hér er blevet narret for! I denne kontekst synes panamapengene pludseligt at være irrelevante.
En krone sparet, er en krone tjent. Javel. Sådan har det lydt i mange år. Men i 2016 er fire milliarder i Panama, mere end 100 milliarder i Danmark. Det nuværende fokus på skatteunddragelse i Panama minder om, at fordømme mindre færdselsforseelser, men undlade at reagere på væbnet røveri.
Jeg ser frem til at høre mere om papirer fra Panama i fremtiden, for det må betyde, at vi i mellemtiden har fået styr på de ovennævnte hængepartier, der er af langt større betydning for vor
