De fleste lønmodtagere har vel idag en pensionsordning. Og forventer - uden at tænke nærmere over det – at det vil komme dem tilgode senere. Men hvor meget?
Jeg vil her forsøge at lave min egen ”analyse”.
Hvis vi nu tager et øjebliksbillede på et tidspunkt - måske om et par år – hvor pensionsselskaberne oplever balance i ind- og udbetalingerne. Så vil min indbetaling, i princippet, gå direkte til udbetaling til en pensionist.
Jeg får et skattefradrag, og pensionisten betaler skatten.
I forvejen går en del af min skatteindbetaling direkte til at betale pensionistens folkepension. Jeg oplever altså samlet en ekstraudgift, og pensionisten oplever en ekstra indtægt. Men den pågældende har jo også opsparet retten til den.
Statskassen får kun den skatteindtægt som den havde fået alligevel. Altså uden pensionsordninger.
Jeg har her set bort fra det tilfælde hvor pensionistens ekstraindkomst er så stor, at han/hun mister retten til folkepensionstillægget – og staten derved opnår en besparelse.
Dette er et tænkt eksempel – og et forsøg på at se det hele fra en anden vinkel. Hver enkelt pensionsopsparer har selvfølgelig sin helt egen opsparing. Men eksemplet kan bruges til at illustrere hvad der rent faktisk sker på et givet tidspunkt.
Ifølge en investeringsekspert, forventer man at der i mange år fremover, som minimum vil være balance i ind- og udbetalinger. Og andet vil da også være uheldigt – det kommer jeg til.
Jeg ser selvfølgelig frem til at jeg,- når jeg om 8 år bliver pensioneret, kan få samme gode økonomi som den nuværende pensionist. Jeg har jo sparet op til det. Men hvis regeringen til den tid har valgt at nedsætte satserne for folkepensionen – fordi alle, eller de fleste da får udbetalinger fra en pensionsordning, så vil jeg da føle mig lidt snydt og udnyttet.
Det kan altså for mig, se ud som om jeg hver måned sender et beløb til en pensioneret dansker, som derved får forbedret sin økonomi,- uden at jeg kan være sikker på at jeg selv bliver lige så godt stillet.
Men så har vi jo pensionsformuen. Den har jeg bidraget til at få opbygget.
Så længe der ikke skal tæres på formuen, så har jeg ingen umiddelbar glæde af den – udover at afkastet kan gavne pensionsselskabets evne til at sikre udbetalingerne til mig senere. Afkastet skal dog fratrækkes skat og administrationsomkostninger.
I teorien skal formuen forvaltes i al evighed. Den er der kun som en sikkerhed for at systemet kan fortsætte. Hvis, eller når formuen svinder ind, så vil det være tegn på at indbetalingerne ikke længere er tilstrækkelige til at opretholde balancen. At pensionsselskaberne udbetaler mere end de får ind. Det vil ikke være holdbart i længden.
Hvor meget er formuen så værd?
Investeringseksperten er enig med mig i at værdien sandsynligvis er overvurderet. Der har været et stort behov for at finde investeringsobjekter, og det har været sælgers marked.
Jeg har fundet et eksempel:
I 2007, lige før finanskrisen, blev 224 af TDCs ejendomme købt for ca. 4.1 mia. kr. af et nystiftet ejendomsselskab – med pensionsmidler fra ATP og PFA. Bygningsarealet var samlet på 500.000 m2 og grundarealet på knap 3 mio m2.
Der blev så lavet en lejeaftale, så TDC fortsat kunne benytte bygningerne. Men størstedelen af de store grundarealer er nu enten landbrugsjord, eller udlagt til beskyttet natur.
Uanset hvem der ejer jorden, bygningerne eller virksomhederne i Danmark, så er værdien afhængig af at nogen kan og vil købe. Men når flere interesserede købere har penge nok (som pensionselskaberne), kan det være medvirkende til at presse prisen op.
Hvis, eller når det bliver nødvendigt at sælge, bliver det en helt anden situation. Jeg kan ikke se hvordan en tilsvarende kapital vil kunne findes her i Danmark.
Der kan muligvis sælges til udenlandske investorer, men så sælger vi også fremtidige indtægtsmuligheder. Vi sælger af vores land.
Pensionsformuen er selvfølgelig også anbragt i udenlandske aktiver, men der findes jo også pensionsformuer i udlandet. Jeg vælger at tro på at der er en balance i tingene. Og hvis jeg endelig skal pege på ubalancer, så er det ikke til Danmarks fordel. Det vil være eksempler på at danske aktiver er solgt ”for billigt” til udenlandske investorer.
Nu kommer vi så til danskernes boliger – som i løbet af de sidste 20 år er steget voldsomt i ”værdi”. Men alt er jo relativt – det rigtige ord er handelsværdi. Hvor er denne handelsværditilvækst så kommet fra?
For 60 – 70 år siden, var det ikke ualmindeligt at der boede 4 voksne og 4 børn i en beskeden villa i en af de større byer. I dag er det mere almindeligt at en husstand kun består af højst 2 personer. De fleste enlige ældre har deres egen bolig, og noget lignende gælder for de unge.
Samfundsværdien af den enkelte bolig kan siges at være blevet mindre, fordi antallet af boliger er steget mere end befolkningstilvæksten. Alligevel er handelsværdien for en bolig steget mere end værdiskabelsen i samfundet.
En forklaring kan jo netop være det store behov for anbringelse af pensionsmidler. Pensionskasserne køber realkreditobligationer, udstedt med baggrund i handelsværdistigningen i vores boliger.
Det er ikke fordi jeg tror at det er bevidst planlagt,- men det kan jo opfattes som om ”man” i mangel af bedre, har vedtaget at vores huse er blevet mere værd. Derved er der blevet skabt værdier som ikke eksisterede før,- værdier som der kunne investeres i. Ren magi.
Og selvom mange også har fået forbedret og moderniseret, og derved tilført værdi,- så er det ikke nødvendigvis det samme som at boligens samfundsværdi er forøget.
Den almindelige dansker ser en skattefordel i at spare op til pensionen,- og bliver lokket med et - på papiret - godt afkast.
Den større friværdi i ejerboligen - og muligheden for at belåne den, har så ført til at boligejerne har lånt sig til den købekraft, som blev afleveret til opsparing. Og det fortsætter år for år.
Der er jo også en skattefordel ved at gældsætte sig,– til gengæld må boligejeren så betale en større ejendomsværdiskat, fordi handelsværdien er steget.
Igen vælger jeg at tro på en balance. Altså at der generelt ikke er nogen fordel ved at have samtidig opsparing og gæld. Der er jo også udgifter til ”systemet”. Et system som givetvis er kompliceret, men som med lidt god vilje kan forenkles til - at jeg har lånt mine egne penge. Og endda har troet på at der ligger sund fornuft bag.
Hvem betaler så udgifterne?
Det er jeg ikke istand til at afgøre, men jeg er overbevist om at hvis nogen lige nu har glæde af dette "system" (som mit eksempel med pensionisten), så vil andre i fremtiden komme til at bøde for det. Ikke kun fordi staten,- for at kunne begrænse udgifterne i fremtiden - har lokket danskerne til at deltage i private pensionsordninger. Men også fordi der er ekstra omkostninger forbundet med det. Og da især når man låner af sin egen opsparing – ad omveje.
Dertil kommer så at pensionopsparerne har købt andele i aktiver, til overpris. Det kan kun føre til tab.
Hver gang en boligejer sælger sit hus med fortjeneste, sendes der gæld videre. Og i mange tilfælde bliver der tilføjet ny gæld. På et tidspunkt bliver den samlede gæld så stor, at den overstiger den reelle værdi af opsparingen. Det er måske allerede sket..?
Vi kan ikke fortsætte med at sælge jord, bygninger og virksomheder til hinanden, til stadig højere priser. Og låne penge af hinanden, med sikkerhed i opskruede værdier.
Og om det er skatteyderne eller pensionsopsparerne som ejer værdierne, gør ingen større forskel.
Min konklussion er at vi er ude i noget skidt.
For at få danskerne med på pensionsvognen, var det nødvendigt at lokke med udsigten til ”at kunne få den pensionisttilværelse som man drømmer om”. Det vil, og skal selvfølgelig lykkes for nogle, men det bliver en kortvarig drøm for de fleste.
Staten vil opnå besparelser fordi en del af forpligtelserne er flyttet over til de private pensionsordninger. Men i overgangsfasen har vi haft en gevaldig fest. Og et stort slagsmål om hvem der kunne rage mest muligt til sig. Dem med de største økonomiske ”muskler” har haft overtaget.
Desuden har vi smidt gode penge efter tvivlsomme projekter.
Danske pensionsopsparere ejer i dag store danske aktiver, som før var ejet af – danskere. Det gør ikke aktiverne mere værdifulde. Men vi tror på det – at vi er blevet rigere.
Mange er, og har været beskæftiget med at få ”systemet” til at fungere. Et system som svarer til at tisse i bukserne for at få varmen.
En langt mere fornuftig og langsigtet plan, ville have været at erkende at vi simpelthen ikke har haft råd til velfærden. At Danmark ikke tjener penge nok til at kunne dele ud til højre og venstre. Men der er jo ikke stemmer i at fortælle befolkningen dette.
Vi har måske allerede ”brændt” pensionsformuen af. Til den vilde forbrugsfest. Og har kun opnået at få opbygget et parallelt pensionsapparat, som betyder større omkostninger.
Hvor det før var staten som omfordelte pensionsmidlerne, er det nu også private selskaber. Som lige her og nu, gør det samme som staten – sender min indbetaling videre til en pensionist.
Den større opsparing førte til nedsat forbrug og vækst. Det måtte der kompenseres for.
Men med begrundelse i at skabe vækst, har vi taget en god bid af fremtidens vækstmuligheder.
Hvem har ansvaret for at vi har dummet os sådan?
Først og fremmest, demokratiet. Men der må være nogen som har kunnet gennemskue konsekvenserne. Men som ikke har villet afsløre deres viden – måske fordi de så muligheder for personlig vinding.
Et ordsprog siger; ”man skal ikke save den gren over som man selv sidder på”. Men hvis grenen er ved at knække, kan det være en god idé at klatre ned i tide.
...
Ny redigeret tekst 3/12 2015
