Pensionsselskaber frygter for ny dansk finanskrise - Planøkonomi - LIVE

To pensionsselskaber udtaler nervøsitet over de danske lave renter

Uffe Merrild,

29/10/2015

To pensionsselskaber udtaler nervøsitet over de danske lave renter. De synes at samfundet påtager sig mere risiko end ellers på baggrund af de lave renter.

- Hvis man i mange år har ekstremt lave renter, får man sat gang i flere og flere projekter, som i bund og grund kun er baseret på, at man kan låne penge utroligt billigt. Det er en risiko, der bliver større, jo længere man har den lave rente, siger Hasse Jørgensen, administrerende direktør i Sampension, til dagbladet Børsen.

Direktøren mener nok, mere nuanceret, at så længe centralbanken trykker renten under den rente som markedet ville komme frem til, en rente hvor opsparing og investering er koordineret med hinanden, så vil de centralplanlagte renter føre til en øget gæld.

Der er kun een måde at sænke renten under markedsprisen, og det er ved at tilføre flere kreditter end opsparerne er villige til at gøre. I gængs økonomisk terminologi sætter en lempelig adgang til kredit gang i flere virksomheder og projekter, end hvis disse skulle låne til en ægte markedsrente. Således stimuleres beskæftigelsen.

Teorien som Mises og Hayek udviklede, baseret på den engelske "Currency school", og på Carl Menger og Eugen Von Böhm-Bawerks kapitalteori, er at når renten sænkes, så tilskyndes særligt projekter med længere investeringshorisont end ellers. Produktionsstrukturen ændres sådan at den bliver mere tidskrævende end realøkonomien kan bære.

En almindelig opsparing betyder at man udskyder sit forbrug - altså forbrug af rigtige resurser i økonomien, som i stedet for at blive brugt, efterlades ude i økonomien til anden brug. Eksempelvis til brug i investeringer. Når disse resurser bruges til investering, vil man se uændrede priser fordi de resurser til rådighed stemmer overens med dem der efterspørges af investeringen. Men startes projekter som bruger flere resurser, så indfinder der sig en knaphed med stigende priser.

Men så længe kreditten flyder, så kan lån optages og sikre de dyrere resurser, mens produktionen også kan sælges med profit til stigende priser.

På et tidspunkt begynder den større pengemængde at give udslag i stigning i forbrugerpriser, inflationen tager til, og centralbankerne begynder at hæve renten. Som kreditten bliver dyrere, bliver den forlængede produktionsstruktur mere urentabel, og krisen begynder at kunne føles. Priserne falder og den opbyggede gæld bliver sværere at servicere.

På jævnt dansk: Man opfordrer virksomhederne til at investere i langsigtede (og derfor mere risikable) projekter, som er meget rentefølsomme. Pensionsdirektøren er nok nervøs for at projekternes profitabilitet reduceres, når flere og flere risikable projekter startes op med den lette adgang til gæld.