Priskrig på ældrepleje er skyld i flere konkurser - Indland

De stakkels ældre efterlades af konkursboer på stribe

Uffe Merrild,

05/10/2015

De stakkels ældre efterlades af konkursboer på stribe. 5000 ældre har manglet hjemmeplejen "de seneste år" (skal vi gætte på at det er siden 2013 hvor loven om udbud blev ændret?)

Det er dog ikke værre end som så, for da kommunen drev hjemmeplejen til ågerpriser for skatteyderne kom de ældre ofte i tvivl over om døren smækkede fordi den stod lidt på klem, eller om det var hjemmeplejen der stak hovedet ind og brugte sine 4,25 minutter på støvsugning, 3,14 minutter på aftørring af bordene og 47 sekunder på at tale med den ældre. Således drives bureaukratiske offentlige virksomheder. Når der ikke er nogen sammenhæng mellem brugernes præferencer og virksomhedens indtægt kan man nok ikke sikre sig at det er kunderne der er i højsædet.

Dennis Kristensen, den velansete lynskarpe videnskabsmand udi markedsøkonomiens vidunderligheder har til vores store glæde og lykke optrevlet problemerne og præsenterer os for hvad der foregår:

»Lovændringen betyder, at branchen er kommet ind i lidt af en dødsspiral – til stor gene for de ældre. Men med 100 pct. fokus på økonomien er der virksomheder, som ikke kan klare det, og de bliver spist af de større spillere, som har råd til at dumpe priserne for at komme ind på markedet,« siger Dennis Kristensen, formand for FOA – fagforbundet med hjemmehjælpere og social- og sundhedsassistenter.

Oraklet udtaler at problemet er at store virksomheder laver kampagne for at konkurrere på markedet, og giver start-tilbud for at tiltrække kunderne. Virksomheden underbyder i startfasen en anden leverandør som mister markedsandele hvis tilbuddet frister kunderne.

Hvad der så bagefter sker forekommer mig ikke helt tydeligt ud fra teksten, men problemet er nok på denne side af skærmen, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i Dennis Kristensens skarpe fler-lagede analyser af økonomien.

Mit ydmyge gæt er at Dennis Kristensen skriver at virksomheden der ikke kan konkurrere på markedet bliver *GISP* udkonkurreret! Den nye udbyder af ydelsen tilbyder sin service til en lavere pris. Hvilken forfærdelig situation verden er endt i, konkurrence mellem udbydere for at vinde kundernes gunst - det er ikke så lidt de ældre må finde sig i, kan vi forstå på Dennis Kristensen, der ikke selv er i den uheldige situation at møde konkurrerende virksomheder i sit offentlige monopolregime.

Tilsyneladende finder de ældre sig i at have nogle valgmuligheder, og tilsyneladende er 5000 tilfælde af 7,14 minutters hjemmepleje ikke nok til at vippe deres lyst til private udbydere af banen. Gad vide om ikke de ældre, trods problemer med ganske få leverancer, alt i alt er godt tilfredse med at kunne vælge udbydere der kæmper om at få lov at servicere dem, frem for en kommune der er mere interesseret i at føre politisk valgkamp om hver eneste bagatel der skal centralplanlægges.