Tine Rostgaard fra Kora ( Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) har været inde og vurdere på LAs udspil angående UBERficering af ældreplejen. LAs udspil går på at de ældre via en app kan bestille services når de har behov for dem. Det lyder meget fornuftigt, at de ældre selv kan give besked til personalet, når de har behov for hjælp.
Tine Rostgaard vurderer midlertid:
"Det er en sjov tanke at lege med. Men det passer ikke sammen med hverdagen eller realiteterne i en serviceproduktion som ældreplejen."
Hvad betyder den udtalelse i det hele taget? Passer de ældres behov ikke ind i realiteterne i serviceproduktionen? Det kunne noget tyde på.
Guldkornene kommer umiddelbart lidt senere i artiklen, hvor Tine Rostgaard udtaler:
"Hvis man skulle tilbyde en sådan fleksibel service, hvor ældre kunne tilkalde service, når de havde lyst, ville det blive et enormt ineffektivt system. Man ville jo skulle bruge en enorm reserve af hjemmehjælpere, der bare sad og ventede."
Tine Rostgaard er heldigvis fri for at tænke i sådanne baner, fordi denne fleksibilitet er ganske uhørt i det offentlige. Meget tyder på at fleksibilitet ikke er vellidt, bl.a. fordi det stiller krav til medarbejderne og ledelsen, der presses til at finde på løsninger for at udnytte resurserne bedst muligt. I det offentlige foretrækker man en statisk situation med faste rutiner og roller, som ikke bør ændres på undervejs. Man kan dog som skeptiker spørge hvordan det faste og rutineprægede system blev skabt i sin tid, og om den proces der ledte hertil.
Der er dog adskillige punkter i kritikken af UBERficeringen af ældreplejen som kræver lidt diskussion. Korrekt er det at der er tider med størst tryk på, og det er også korrekt at skulle man imødekomme sådan en kæmpe spike af efterspørgsel på særlige tidspunkter, måtte man have en vis standbykapacitet.
I stedet for at vejre kundernes behov og tilgodese deres ønsker, så planlægger de offentlige bureaukrater, såsom Tine Rostgaard, nøje hvordan tilfredsstillelsen af de ældres behov udføres. I denne planlægning findes intet personligt præg i pasningen. Planlægningen tager ingen højde for de menneskelige aspekter i ældreplejen, men indfører i stedet et lag af rigiditet og ligegyldighed mellem den ældre og plejepersonalets tidsforbrug, der er ingen skræddersyede løsninger - alle får det samme.
I det offentlige skal man planlægge detaljeret hvem får hvad, men ikke på en personlig facon der tilgodeser de forskelligheder de ældres behov udgør, nej i stedet må systemet beskrive det gennemsnitlige menneske, og alle behandles efterfølgende ens. Det er lettest at overskue og planlægge for bureaukraterne. I det offentlige ser man ikke positivt på innovation og dynamik, det giver bare problemer med ledelsen og politikerne. Der er et sæt love der skal følges, og indenfor lovrammerne er der plads til en vis personlig stil, men rammerne bliver endda meget snævre som vi også ser tydeligt i vores almindelige kontakt med det offentlige.
For at belyse LAs forslag i et mere positivt lys kunne man have valgt i stedet at fremhæve:
Hvis de ældre vil have dynamisk og personligt styret behovsdækning, skal vi have et rationelt system der sørger for at prioritere resurserne sådan at deres anvendelse bunder i de ældres behov. For at sørge for personlig pleje og så vidt muligt opfylde personlige særheder, er det nødvendigt at opbygge et system der stiller modkrav til den ældre.
Systemet er ganske simpelt og burde have været professorens første svar: For at kunne prioritere efter kundernes ønsker, så er det nødvendigt at skabe et prissystem, som et samspil mellem den ældre og personalets tidsforbrug. Det er klart at der vil være spidsbelastninger, og i den periode hvor spidsbelastningen står på vil prisen være høj - den ældre må derfor selv prioritere om den ældre vil have morgenmad på sengen i spidsbelastningen, eller om den ældre ønsker at vente med sin morgenmad og betale en lavere pris, for selv at kunne prioritere andre ydelser på andre tider.
Man ville ved prissystemet sætte den ældre fri til at prioritere selv i et samspil med de andre ældre og udbyderen af servicen. I økonomisk sammenhæng må man altid påpege loven om knaphed, bruges en resurse på een ting, er den afholdt fra at blive brugt på noget andet. Den økonomiske tankegang siger, at det man skal prioritere højest, bør være det som er vigtigst. Der er kun een der ved hvad der er vigtigst for den ældre, og det er den ældre selv. Prissystemet giver den ældre et billede af den aktuelle knaphed, og beder den ældre om at tænke sig godt om for at prioritere valgene mellem ydelserne.
Dette giver et socialt samspil mellem de ældre der byder på services, når de af egen drift tilrettelægger behov vil de glatte efterspørgslen ud for at optimere deres tilfredsstillelse, for at få pengene til at strække så langt som muligt. Et andet positivt aspekt er at ældreplejen får tilført midler og kapital når de ældre betaler for ydelserne, på den måde kan virksomheden der leverer ydelserne udvide og efterkomme efterspørgslen fra de ældre - et system der giver harmoni mellem kunde og virksomhed.
Bruger den ældre flere penge på morgenmaden er der færre til formiddagsbadet, eller rengøring om eftermiddagen. Den ældre har selv valget. Dette går naturligvis stik imod Tine Rostgaards professorat, der øjeblikkeligt ville blive overflødiggjort, hvis de ældre prioriterede selv, frem for at hun skulle kaste sig over opgaven og i processen tage sig velbetalt for servicen.
Man bør også påpege det humane aspekt i at de ældre selv får muligheden og friheden til at prioritere - kun ved frivillig og fredelige valg mellem muligheder kan man observere hvad der er vigtigst for mennesket som demonstreret ved de faktiske udfald af købene af servicen. Man kan derfor i økonomisk jargon sige at den ældre søger den optimale nytte, og der er ingen formel eller generaliseret metode, hvor man kan gøre det enkelte menneske tilfreds med en offentligt regelbaseret skatteyderfinansieret service, fordi bureaukraten i midten foretager valget for den ældre, der tidligere i livet er blevet frataget sine resurser af skattevæsenet.
I en fuldt privatiseret ældrepleje med tilhørende lavere skat og større personlig frihed, vil man kunne se mennesket selv vælge hvor mange resurser det vil gemme til alderdommen, og hvilke services der er vigtigst for de ældre, som de demonstrerer ved deres valg. Med fri tilgang for konkurrerende virksomheder bestemmer markedskræfterne hvor mange resurser der skal bruges på ældreplejen, og hvor store investeringer denne sektor kan bære. Det nuværende offentlige system følger ikke individets ønsker, hverken når individet går gennem livet og "betaler" skat eller når individet har ønske om pleje og hjælp.
