PSO- og elafgift vender den tunge ende nedad | CEPOS

CEPOS taler fornuftens stemme, når de påpeger at omlægning af PSO subsidiet fra elregningen til indkomstskatten er en måde der letter skatteåget på...

Uffe Merrild,

21/05/2016

CEPOS taler fornuftens stemme, når de påpeger at omlægning af PSO subsidiet fra elregningen til indkomstskatten er en måde der letter skatteåget på de med små indkomster kontra de med større indkomster.

CEPOS påpeger også at der kan spares mange penge ved at standse udbygningen af vindkraft og særligt havvindmøller er meget dyre at opstille.

Jeg ønskede mig kun at CEPOS også understregede at selve PSO systemet er destabiliserende for vores samfund af følgende årsager:

1) PSO afgiften subsidierer elproduktion der fører til lavproduktiv investering i vindmøller

2) PSO regningen der skal bæres af samfundet gør det særligt svært at vurdere hvad energiomkostninger virksomhederne skal bære i fremtiden

Den grønne omstilling er en af de absolut værste ideer for det danske samfund - begravet i de politiske floskler om den grønne omstilling gemmer der en milliardregning så gigantisk at ingen virksomheder der særligt bruger energi føler sig ret trygge i deres investeringshorisont.

Man bør huske på at Danmark har en elendig track-record af investeringer siden finanskrisen, og en af årsagerne til at man ikke ønsker at investere i Danmark er usikkerheden omkring den enorme samfundsomvæltning som de politiske kræfter vil gennemtvinge med energiaftalen fra 2012 og tidligere fantasi-mål om 100pct grøn energi i hele Danmark i 2050.

Under hele den politiske omstilling bliver samfundet gjort fattigere dels fordi investeringerne i vindmøllerne er tabsgivende for samfundet, men også fordi der hænger en ukendt mia regning over hovedet på enhver virksomhed der bruger en forholdsvis stor mængde energi i driften.

Peter Birch Sørensen, tidligere vismand, er i dag formand for det klimaøkonomiske råd og agiterer åbenlyst for "sikkerhed om energipolitikken" som om dette var et mål i sig selv. Det er netop denne "sikkerhed for energipolitikken" der er en medvirkende faktor til at det er farligt at investere i Danmark.

Det er en almindelig misforståelse at tro at staten kan øge sikkerheden for hele samfundet. Staten kan kun tage fra Peter for at forære rovet til Poul - den kan aldrig gøre samfundet mere sikkert ved at subsidiere vindmølleinvestorerne uden at samtidigt gøre det mindre sikkert for fabriksejerne der skal gætte på fremtidens energiregning. Hvis vindmølleinvestoren skal føle sig sikker i sit subsidie, er der en anden part i samfundet der må føle sig usikker på sin afgiftsbyrde, da byrden ikke afhænger af hans egen ageren men bestemmes af 3. part der ved sin investering i subsidieret vindmølle strøm kan gøre et økonomisk krav gældende.

PSO afgiften er meget destabiliserende fordi den forærer subsidier på produktionsleddet der ikke hviler i forbrugernes præferencer - der produceres kort sagt for meget strøm med for dyr en investering.