Rangvid-udvalget anbefaler ophævelse af skattestoppet for boliger

Rangvid-udvalget, der har undersøgt årsagerne til finanskrisen i Danmark, peger ligesom Nationalbanken har gjort tidligere på, at udformningen af ...

Torben Mark Pedersen,

20/09/2013

Rangvid-udvalget, der har undersøgt årsagerne til finanskrisen i Danmark, peger ligesom Nationalbanken har gjort tidligere på, at udformningen af ejendomsbeskatningen bør ændres, så den følger boligpriserne. Det vil betyde en ophævelse af det nominelle skattestop, der var været effektueret siden 2002.

Med skattestoppet fra 2002 blev ejendomsværdiskatten (men ikke grundskylden) fastfrosset i kroner og ører, hvilket betyder, at den betalte ejendomsværdiskat falder i pct. af ejendommens værdi i perioder, hvor ejendomspriserne stiger, og øges i pct. af ejendommens værdi, når ejendomsværdierne falder. Det bidrager til at øge prisudsvingene på boligmarkedet, når det bliver relativt billigere at bo i en bolig, når priserne stiger, og omvendt når de falder.

Det nominelle skattestop for ejendomsværdibeskatningen er derfor med til at øge udsvingene i boligpriserne, hvilket bidrager til at øge den finansielle og økonomiske ustabilitet. 

En ændring af ejendomsbeskatningen kan gennemføres uden en ændring i det aktuelle beskatningsniveau og vil dæmpe både fremtidige boligprisfald og – prisstigninger, såfremt der indføres en procentvis beskatning, der er lavere end i 2002 så ejendomsværdiskatten i kroner og ører ikke stiger i gennemsnit. Det vil bidrage til en stabilisering af konjunkturerne og derigennem bidrage til en mere stabil udvikling i den finansielle sektor, lyder det fra Rangvid-udvalget.

Det vil være særdeles fornuftigt at følge Rangvid-udvalgets anbefalinger. Både fordi det vil øge den finansielle og økonomiske stabilitet, men også fordi det nominelle skattestop har haft den skatteteknisk uhensigtsmæssige effekt at beskatningen af jord er faldet relativt til beskatningen af indkomst og afkast af produktiv kapital.

Kilde: