Grådighed og for lidt regulering har skylden for Finanskrisen hører man igen og igen. Senest i Rangvid rapporten og et par bøger anmeldt i WeekendAvisen. Rentepolitikken derimod holder alle hånden over selvom renten nok er den værste skurk i spillet.
Mekanismen er såre simpel. Når nationalbankerne sætter renten ned til nul, så må investorer, som før uden nogen større risiko har kunnet få 4-5% i rente af deres kapital, indse at de overhovedet ikke får noget afkast af deres formue. Således tvinges de til at tage en større risiko, for i det mindste at få lidt afkast, hvilket betød at det blev for let for dårlige betalere at låne penge, da renten nåede næsten nul. Ejendomsspekulanter har derfor haft alt for let ved at låne penge til gearede projekter.
Den lave rente betød også, at man jo nærmest var dum, hvis man ikke belånte sin friværdi, så den har helt klart været medvirkende til at den danske gæld er steget gevaldigt. Det har selvfølgelig været godt på den korte bane, fordi det har sat skub i økonomien med et højere forbrug, men generelt er det usundt.
Det var da USA satte renten en smule op, at lavinen pludseligt rullede, og selv efterfølgende rentesænkninger kunne ikke redde situationen. Finanskrisen startede jo ikke med at Lehman Brothers krakkede, den startede med at subprime lånere ikke kunne betale Spekulationen var stadigt uansvarlig og den har kostet de banker som lånte pengene ud livet. Isoleret set ville det aldrig vælte systemet. Det var udlånene til de store masser for en lav rente, der fik korthuset til at vælte. I kølvandet på det store kollaps, så væltede alle pyramidespillene også, og de gjorde det på een gang!
At ændre på renten er et redskab, som stater kan benytte sig af, men som de burde holde fingrene langt fra. Hvis man ser på en 100 årig periode, har den danske realkreditrente lagt på 4-6%. Men fra 60’erne og frem voksede den offentlige sektor og tvang renten op, til den nåede katastrofale 22% i 1982. Efterfølgende er den faldet støt år for år, og hver gang den faldt steg huspriserne, således at kapitalgevinsterne på fast ejendom overskyggede hvad der kunne tjenes ved at arbejde. Faldende renter har således boostet økonomien i 25 år - indtil renten nåede 0%.
Specielt greb man til rentevåbnet efter IT boblen brast og 9/11 terrorangrebet. At sænke renten er et middel til at skabe balance i økonomien, men seriøst så burde staten have grebet til andre midler som f.eks. at sætte skatten ned og skære overflødige offentlige udgifter væk. Den politiske vilje til dette har blot ikke været til stede, og derfor greb man til rentevåbnet, som presser hele systemet til det yderste, fordi renten allerede var lav.
For at forsætte den nuværende uansvarlige lavrente politik, er man netop nødt til at føre en stram styring og regulering, hvilket på den anden side medfører at de finansielle institutioner fratages mulighederne for at tage en normal risiko. Kort og godt så er man i færd med at nationalisere hele banksektoren.
Problemet med de lave renter er, at renten kan ikke gå under nul, og derfor er dette styringsredskab spillet politikerne af hænde. Samtidigt vil en rentestigning have katastrofale konsekvenser for økonomien idet prisen på al gæld vil stige og dermed vil værdien af al fast ejendom smuldre og samfundets samlede værdier mindskes med negativ vækst til følge.
Det er derfor ingen taler om renteskurken, fordi den erkendelse vil kræve at specielt Europa må gennemføre gennemgribende reformer. Derfor vil man hellere prøve at øge reguleringen af den i forvejen suverænt mest gennemregulerede sektor. I sidste ende vil dette kun gøre behovet for reformer endnu mere nødvendige.
