Risikovillig kapital til nye virksomheder, sæt pensionerne fri.

I de kommende år, får vi behov for at skabe flere private arbejdspladser både for at erstatte de, der forsvinder og for fortsat at sikre velfærden

Otto Kjærgaard,

16/11/2010

I de kommende år, får vi behov for at skabe flere private arbejdspladser både for at erstatte de, der forsvinder og for fortsat at sikre velfærden. Det kræver arbejdskraft og risikovillig kapital.

Arbejdskraften kan skaffes ved en kombination af arbejdsmarkedsreformer, indvandring af relevant arbejdskraft og reduktion af den offentlige sektor.

Mange vil hævde, at hvis de gode projekter kommer, så er den risikovillige kapital tilstede, men fra mange års arbejde med risikovillig kapital ved jeg, at det er en sandhed med modifikationer som måske er sandt for de store spektakulære projekter. Meget vækst skabes i små virksomheder, der ikke nødvendigvis kræver de helt store millioninvesteringer. De helt små virksomheder er ikke længere nødvendigvis hjemmemarkedsbaserede små servicevirksomheder, men der er masser af eksempler på, at små virksomheder eksporterer. 

Skal vi reducere den offentlige andel af økonomien, kan vi nemt risikere, at økonomien går i stå i en omstillingsperiode, det vil derfor være vigtigt at få aktiveret mere risikovillig kapital.

Nu er vi så heldige at den samlede pensionsformue udgør 3.000 mia kr. pensionsformuen er som hovedregel bundet til folk går på pension og sparerne kan kun i meget ringe grad disponere over pensionsformuen selv.

Det er udtryk for en formynderisk tankegang og et udtryk for, at borgerne ikke selv kan tage vare på deres opsparing selv.  Der er en kæmpe ressource her, der kunne aktiveres til fordel for dansk økonomi, hvis folk frie hænder til at disponere de beløb de har stående til egne eller andres erhvervsprojekter.

Der findes i dag mange mennesker, som på den ene side har en stor pensionsformue og som samtidig har en stor gæld, det nuværende system betyder at disse mennesker betaler store beløb til finansieringsinstitutter for at låne penge og samtidig betaler de store beløb til pensionsselskaberne for at administrere pensionsformuen. Det ville da være meget mere hensigtsmæssigt, hvis de kunne låne penge til sig selv.

Selvom pensionsforvalterne er private organisationer, så er de alligevel med til at institutionalisere samfundet på samme måde som den offentlige sektor gør. Af den grund kunne det også være godt, hvis folk selv tog vare på en større del af egen økonomi.

De primære grunde til den nuværende stramme lovgivning er frygten for, at folk vil bruge ordningerne til uhensigtsmæssig skattespekulation og dels frygt for at folk ikke selv kan tage ansvar for deres økonomi. Det skattemæssige er et reelt teknisk problem, som bør kunne løses. Det andet er et udtryk for manglende respekt for individet.  

Kilde: