Har lige set programmet "De perfekte piger" om gymnasiepiger, for hvem kun 12-taller er ok karakterer. Jeg tog en blok og skrev ned:
De mangler personlighed og passion. Der er ikke smil i øjnene, og ingen mimik.
En af de interviewede sammenlignede sig selv med en aktie; kan man blive mere robotagtig?
Et ægte problem: de får ikke noget (karaktermæssigt) for viden udover pensum (12 = max. mod tidligere 13 for det ekseptionelle). Der er altså et loft, de kan slå hovedet imod, mens der ikke er plads til fantasien og engagementet.
En af de interviewede sagde bl.a. "... multimennesker - eller hvad staten har planlagt". Hvem har dog bildt de pigebørn ind, at de skal følge statens vilje. Lyder det hippie-agtigt, at de skal bestemme selv?
En nu studerende, som selv havde fået udelukkende 12-taller, gav det gode råd at finde noget at blive begejstret over. Hende har jeg respekt for, fordi hun har opnået sit resultat pga. sine evner, ikke på en kunstig indsats, der kunne knække hende psykisk.
Skal vi bare lade pigerne passe sig selv, for det er jo ikke vores søstre, veninder, døtre? Ikke en god ide, for nogle af dem går ned med stress, og det koster fra fælleskassen. Og dem, der klarer den, ser ud til at være nogle kolde skidderikker, som jeg nødigt vil konsultere, hvis jeg har brug for en revisor, en advokat, en læge, eller som jeg nødigt vil lytte til fra fx folketingets talerstol.
"Jeg har selv sat kravene, ingen har krævet det af mig", sagde en af pigerne. Men der er tilsyneladende heller ingen, der har overvejet at standse dem. "Hvad synes du selv...", som opbakning hedder på laissez faire-dansk.
