Skaber den offentlige sektor værditilvækst for samfundet?

Skaber den offentlige sektor værditilvækst for samfundet? Lytter man til FOA og andre organisationer [1] der støtter op om det offentlige, så er ve...

Uffe Merrild,

13/04/2015

Skaber den offentlige sektor værditilvækst for samfundet? Lytter man til FOA og andre organisationer [1] der støtter op om det offentlige, så er velfærdsstaten årsagen til at vi har så høj en levestandard, da velfærdsstaten understøtter den private erhvervsmand. De argumenterer for, at forældre ikke ville kunne tage på arbejde uden den offentlige børnepasning, og uden det offentlige sygehussystem ville vi snart alle ligge for døden.

De offentlige organisationer er naturligvis sat i verden for at varetage deres medlemmers interesser, men de argumenterer ud fra en simpel synsvinkel der siger, at det offentlige udvikler vækst fordi det offentlige varetager særlige services i samfundet, hvor de færreste kan se et velfungerende samfund uden disse services. Problemet med deres argument er at de ikke kan påvise at samfundsudgifterne forbundet med finansieringen og produktion af velfærdsservices skaber øget samfundsværdi. I økonomisk forstand kan den offentlige velfærd være tabsgivende for samfundet, hvis den ikke som minimum er værdineutral (tilføjer mindst lige så meget værdi som den forbruger). Alternativet til offentlige sygehuse er ikke "ingen sygehuse", men i stedet private sygehuse.

Jeg vil diskutere tre elementer af de økonomiske problemer i at sandsynliggøre værditilvækst for offentlige velfærdsservices:
1) Finansiering, 2) Prissætning og 3) Konkurrence.

I det følgende bruger jeg ordet "værdiskabelse" med fuldt overlæg, for at lægge vægt på, at det frie marked handler om at yde værdi i alle transaktioner. Penge er blot et belejligt middel der gør det lettere at gennemføre transaktioner. Markedsdeltagerens subjektive værdier driver efterspørgslen. Igennem markedspriser, udbud og efterspørgsel fastlægges en prisstruktur der fortæller udbyderne hvilke services der er mest værdifulde, og som derfor kan tiltrække de knappe resurser. Allokering af resurser i et frit marked vil derfor blive et spejl af markedsdeltagernes værdier. Kun på markedsvilkår kan servicen blive forankret i markedsdeltagernes præferencer, der frivilligt skal indlade sig på hver enkelt transaktion.

Subjektiv værdi [4], et eksempel:
Du vil sælge dit gamle TV for 1000kr, din værdivurdering: 1000kr > det gamle TV. Modsat er køberens værdivurdering: det gamle TV > 1000kr. Udvekslingen af varen medfører at begge parter i handlen går derfra med større subjektiv værdi. Den frivillige udveksling er en demonstration af at markedet allokerer resurser (TV'et) hvor det er mest værdifuldt. TV'et var mere end 1000kr værd for køberen - ellers havde han valgt at beholde sine 1000kr. Og modsat var TV'et mindre end 1000kr værd for sælgeren, ellers havde han beholdt TV'et. På denne måde tilfredsstiller TV'et en større samfundsværdi, ved at det bliver solgt, allokeret til den som værdsætter det højere.

Hjørnestenen i et frit marked er frivilligheden, både for sælger og køber. Så længe deltagerne i markedet agerer på frivillig basis, er det let at sige noget om værditilvækst ved deres transaktioner. Frivilligheden i transaktioner sikrer at menneskelige behov bliver mødt på så favorable vilkår som det er muligt. Ingen tvinges til at overbetale, og ingen tvinges til at sælge for billigt. Værdiskabende produktion af service er blot en række frivillige udvekslinger der kombineres. Iværksætterens opgave er at sammensætte sine inputs på en sådan måde at produktet tilfører samfundet merværdi. Det sker når markedet værdsætter hans slutprodukt højere end summen af værdien af de inputs der indgår i produktionen. Kort sagt: Iværksætteren skal skabe profit for at skabe værditilvækst.

I det offentlige system, uden frivillig betaling, priser og konkurrence, bliver det meget svært at løfte bevisbyrden om at aktiviteterne reelt skaber værditilvækst totalt set.

Ad 1 - Finansiering:
Finansieringen af de offentlige services foregår over skatterne, der pålægges markedsøkonomien. Den ufrivillige meromkostning for hver enkelt transaktion (arbejde, investering, forbrug) påvirker forbrugernes adfærd, og i flere tilfælde er skatterne så høje at deres eksistens er påvist at være et netto tab for Danmark. Eksempler som topskatten [2] og registreringsafgiften [3] er typer af skatter, hvor skattebyrden er så stor, at det er selvfinansierende for staten at fjerne skatterne, fordi adfærdspåvirkningen er så negativ at samfundsudbyttet af en ophævelse netto giver samme skatteindtægt. Forklaringen er at fraværet af beskatningen får velstanden i samfundet til at vokse så meget, at de tilbageværende skatter opsuger dele af mertilførslen af værdi, når markedet får friere tøjler.

Derudover er skatter, selv dem der ikke er selvfinansierende, altid forvridende og giver samfundsmæssige tab af velstand, fordi udbud eller efterspørgsel sænkes, i forhold til deres frie niveauer, da negative incitamenter der opstår pga. den ufrivillige skattebetaling.

Den offentlige finansiering via skatterne skaber flere problemer, fordi det fungerer som en effektiv afkobling mellem betaling (når du går på arbejde, handler ind, tænder lyset i stuen etc.) og service (hvis du brækker benet, dit barn skal i børnehave etc.). Skatteyderne har ikke nogen idé om hvad de betaler for den service de modtager. Den enkelte kan ikke let finde ud af om det er netto positivt eller negativt at velfærdsstaten finansierer visse services. End ikke modtagere af overførselsindkomster kan sige det, fordi de negative effekter af beskatningen kan forhindre dem i at få et job, der i en alternativ situation med frit marked, kunne give dem et mere værdifuldt liv.

Ad 2 - Prissætning
Den manglende prissætning af de offentlige ydelser skaber problemer med allokering af resurserne [5]. Det offentlige kender ikke markedsværdien af deres inputs eller outputs og af den grund kan resurserne ikke allokeres effektivt. Det offentlige er tit et monopol, der lider under at priserne for inputs er politisk bestemt. Tag eksempelvis lønningerne til de ansatte. Da det offentlige driver monopolvirksomhed, findes der ikke et alternativ for de ansatte at gå til, for at forbedre deres situation. De ansatte har ingen anelse om deres lønniveau er passende til deres ydelser, fordi der kun er en enkelt køber af deres ydelse, og køberen ved ikke hvor stor værdi for kunderne de ansatte skaber. Lønningerne fastsættes politisk, og man risikerer de sædvanlige problemer med resurserne: Overproduktion eller mangel. Tager man flere eksempler på offentlige inputs, så finder man ofte at flere af disse er afkoblet fra markedspriser, eksempelvis fordi særlige udbudsregler sætter barrierer op. Det er ofte tilfældet at der kun er et lille udvalg af entreprenører der kan byde på opgaverne[6]. Uden markedspriser på input og output er det offentlige fuldstændigt afkoblet fra en naturlig efterspørgsel for den enkelte ydelse. Derfor benytter det offentlige sig af en politisk/teknokratisk fastlagt resurseallokering.

Igennem markedets prissystem allokeres resurserne på en sådan måde at de finder den mest effektive anvendelse. En service der er højt værdsat af forbrugerne vil blive prissat relativt højere, og servicen vil da få mulighed for at overbyde resurser fra andre aktiviteter, for på den måde at tilfredsstille forbrugerne i det de værdsætter højest først. Den private aktør har derfor en meget stærk feedback på om han er en dygtig tjener af forbrugernes efterspørgsel. Prissystemet sørger for at iværksætteren prioriterer en værdifuld service frem for en mindre værdifuld, og kan bruge markedspriserne til at vurdere om en given service er oplagt at effektivisere.

Det offentlige får ingen feedback bl.a. fordi kunderne ikke kan reagere på relative priser for at justere efterspørgsel eller fravælge at betale. Det offentlige har ikke noget styresignal til at dirrigere resurserne efter hvilken ydelse der skal prioriteres, efterspørgslen er kunstigt høj på alle services fordi de er betalingsfrie.

Markedsdeltagernes subjektive værdiansættelse har konsekvenser for, hvilke services vi reelt ville efterspørge hos sygehusene på et frit marked. I dag er alle danskere dækket på samme vilkår, i et ugennemskueligt system, hvor incitamentet for den enkelte er at efterspørge mere af alle services mens sygehusene reelt ikke ved om de skal allokere flere læger til lægevagten eller skadestuen.

Ad 3 - Konkurrence:
Det offentlige mangler incitament til at forbedre værdien af servicen, fordi det ikke udsættes for konkurrence. Under fri konkurrence presses services til at udvikle sig og blive mere effektive over tid. Hvis en konkurrent skaber mere værdi end dig til samme pris, vil kunderne begynde at forlade dig for at tage imod det bedre tilbud hos konkurrenten. Du vil blive tvunget til at skære ned på udgifterne for at kunne fortsætte i markedet. Det offentlige mangler den frie konkurrence til at skabe incitamenter til at effektivisere, reducere spild og øge værdiskabelsen ved at analysere kundernes efterspørgsel. Som beskrevet ovenfor har det offentlige et problem med at der ikke er forbindelse til kundernes reelle efterspørgsel, så hvordan ved man hvilken service man skal effektivisere - og hvor langt kan det betale sig at effektivisere den enkelte service?

Konklusion:
Enhver erhvervsmand, bekendt med markedets mekanismer, kan retteligt kritisere det offentliges service og pris, fordi han enten ved eller fornemmer, at uden priser kan man ikke beregne hvordan man med færrest resurser stiller kunderne tilfreds. Det offentlige kan ikke vide om de prioriterede aktiviteter er mere værdiskabende end andre, de kan kun se hvor mange penge de bruger.

Det offentlige står overfor en økonomisk umulig opgave: Det finansieres over skatten med store samfundsmæssige velstandstab, prioriteringerne mellem individuelle services kan kun fastsættes politisk/teknokratisk og den målte efterspørgsel er unaturligt høj.

I lyset af vanskelighederne følger devisen for offentlige systemer: "Send flere penge", fordi deres ydelser er betalingsfrie, mens de hverken kan prioritere eller effektivisere efter kundernes efterspørgsel.

[1] http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1406022/hold-nu-fast-paa-den-offentlige-velfaerd/ />
[2]
http://www.politiko.dk/nyheder/cepos-uenig-med-loekke-afskaf-topskatten

[3] http://www.cepos.dk/sites/default/files/analyse_publication/Notat_AEndringer_af_registr />
[4]
http://en.wikipedia.org/wiki/Subjective_theory_of_value

[5] http://en.wikipedia.org/wiki/Economic_calculation_problem

[6] http://dhv.dk/node/1401

Kilde: