Ifølge professor i økonomi på LSE (Kleven, Henrik) har man i de skandinaviske lande en tradition og glæde af at lade samfundet varetage en lang rækker opgaver (kva. store offentlige sektorer).
Politiken bragte i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en artikel, hvor de fastslår, at danskerne ikke betaler mest i skat. Dette fik en lang række borgerlige debattører til tasterne, for vi har jo det højeste skattetryk.
Det der i mellemtiden skaber forvirringerne er, at der diskuteres to forskellige begreber. Politiken og AE snakker om marginalskatten på arbejde (arbejdsindkomster), mens andre snakker om den samlede skattebetaling.
Skatter kan grundlæggende deles op i tre forskellige kategorier: indkomstskatter, ejendomsskatter samt forbrugsskatter. I 1970 udgjorde indkomstskatter 20 pct. af BNP mens de i 2014 udgjorde ca. 34 pct. af BNP. I samme periode er marginalskatten faldet og ikke mindst er skattebasen udvidet meget. At skattebasen er steget, ses af den siden 1970'erne stigende erhvervsfrekvens, der sammenlinget med de øvrige OECD-lande ligger på et højt niveau.
Kombinationen af en stor offentlig sektor og ikke mindst en relativ stor skattebase gør, at den gennemsnitlige person (samt højtlønnet) betaler en relativ lavere skattesats på erhvervsindkomster, for så tilgengæld at betale en højere skat på forbrug.
På spørgsmålet om hvorledes skatter skal placeres, bør man tilsigte at skatten har så lille indvirkning på folks adfærd som muligt. Vi ved at skat på kapital og arbejdsindkomster er mere skadevirkende end skatter på forbrug og ejendomme. jf (Produktivitetskommissionen, 2013)
Det er imellem tiden op til den enkelte at afgøre hvad det ideelle skattetryk og marginalskat bør være.
