Slagterigigant i århundredets orkan - Erhverv - FINANS

Danish Crown, et pragteksempel på resultatet af den danske model i fuld vigør, har vist sig at være rimelig solid

Uffe Merrild,

23/07/2015

Danish Crown, et pragteksempel på resultatet af den danske model i fuld vigør, har vist sig at være rimelig solid. Gennem de sidste års strabadser forårsaget af tåbelige politikere på begge sider af Ukraine har Danish Crown formået at skifte produktionssted for at lempe tabet af indtjening til selskabet.

Direktøren for Danish Crown udtaler i den linkede artikel således:

»Det er en politisk konflikt, men det er vores ejere, der betaler prisen for den. Sådan er det, og jeg må bare konstatere, at ingen politiker reelt har løftet en hånd for at afbøde de dramatiske økonomiske konsekvenser, som krisen har haft for vores branche,« siger Kjeld Johannesen.

Ydermere er udviklingen af Danish Crown et slående eksempel på hvorfor den danske model med fagforeningernes hårde lønpres og høje offentlige overførselsindkomster er ren gift for en konkurrenceudsat virksomhed.

Se gerne grafikken midt i artiklen, og læg især mærke til følgende passage:

Faldet i slagtningerne i Danmark og udflagningen af de løntunge forædlingsaktiviteter har medført, at Danish Crowns medarbejderstab i Danmark er reduceret fra 15.000 til 8.000 på 10 år. Udflagningen af de løntunge aktiviteter er stort set overstået, men Kjeld Johannesen forventer, at produktionen af slagtesvin vil fortsætte med at falde de kommende år, og det kan koste flere arbejdspladser.

I dagens udgave af Børsen udtaler direktøren i Cevea, Kristian Weise, at det er godt at Ryanair blev presset ud, fordi lønpresset nedad i samfundet er skadeligt for vores høje levestandard. Forbrugerne taber hvis lønningerne bliver presset ned af Ryanair - tillades Ryanair vil flere forsøge lønpresseriet. Den totale mangel på markedsøkonomisk forståelse af virksomhedernes rolle i samfundet er slående.

Danish Crown er et fremragende eksempel på hvordan den danske model arbejder. Den er yderst effektiv i at reducere antallet af arbejdspladser i Danmark. Til gengæld er den god til at avle stemmekvæg til socialisterne der ønsker at omfordele mere af den mindre kage der bliver tilbage når virksomhederne i simpel overlevelsestrang flytter arbejdspladserne til udlandet og sænker produktionen her til lands.