SU og social arv

I går demonstrerede tusindevis af danske studerende mod regeringens besparelser på uddannelsesområdet

Ikke angivet Ikke angivet,

06/10/2017

I går demonstrerede tusindevis af danske studerende mod regeringens besparelser på uddannelsesområdet. Særligt er de studerende fortørnede over potentielle nedskæringer på SU. I den henseende anvender de utilfredse studerende den sociale arv som argument for, at man ikke bør effektuere nedskæringerne på SU. Desværre er mange af påstandene om SU’en yderst fejlbehæftede, og man bør derfor være varsom, når man lytter til en vred demonstrant, der har udsigt til en lavere SU udbetaling. Jeg vil nedenfor kort gennemgå den akademiske litteratur på området.

For det første er der kun svag evidens for, at en højere SU øger andelen af studerende på universiteter og gymnasier. For eksempel viser Nielsen mfl. (2008), at en 10% højere SU til universitetsstuderende øger andelen af elever med sølle 0,56 procentpoint. Her er det endvidere værd at bemærke, at studiet ikke finder nogen statistisk signifikant forskel i effekten afhængig af de studerendes sociale kår – med andre ord er der ikke belæg for, at flere unge fra mindrebemidlede familier påbegynder studie. Derudover undersøger studiet ikke, om de ekstra 0,56 procentpoint overhovedet gennemfører deres studie. Da det er gennemførslen af et studie, og ikke den blotte optagelse, der er interessant i et samfundsmæssigt perspektiv, må en 10% forøgelse i SU’en derfor betegnes som lidet effektiv, hvis man reelt ønsker at forbedre vilkårene for mindre privilegerede unge. Det samme mønster bekræftes i Dynarsky (2000) og Dynarsky (1999), hvorfor resultaterne altså ikke er enestående, men derimod peger i retning af en generel tendens.

Selvom SU-udgifterne på 10 år er mere end fordoblede (Jyllands Posten), og antallet af SU-modtagere ikke er steget proportionalt hermed, er der ingen indikationer på, at vi i Danmark er blevet bedre til at bekæmpe den negative sociale arv. Fx opsummerer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en analyse, at den sociale arv er forværret, og at underklassebørn har 4,6 gange så stor sandsynlighed for at havne i underklassen som voksne, end jævnaldrende overklassebørn har (AE, 2014). Et studie af Rasmus Landersø og nobelprismodtageren James Heckman viser endvidere, at uddannelsesmobiliteten er ligeså stor i USA som i Danmark, selvom højere uddannelse i USA er brugerfinansieret Landersø og Heckman (2016).

Der er således intet belæg for, at SU’en modvirker den negative sociale arv. Som jeg viste i første afsnit, er effekten kun minimal. Jeg mener, at alle skal have mulighed for at udnytte deres fulde potentiale, uanset hvilke vilkår, de er vokset op i. Men der er intet belæg for, at flere penge hjælper synderligt. Derimod viser forskningen på emnet, at en tidlig indsats i børnehave og indskoling er vejen frem (Ploug mfl. 2007). Måske skal man prioritere ressourcerne der i stedet?

Sluttelig må jeg understrege, at SU’en er en overførsel af penge fra lav- og middelindkomst grupper til overklassens børn. Således viser en analyse fra Kraka, at SU’en ØGER INDKOMSTFORSKELLEN mellem rig og fattig, idet unge fra 8-10 indkomstceil i gennemsnit kan se frem til 90.000 kroner mere i SU-udbetalinger end unge fra 1-3. Decil (Kraka, 2012). Endvidere viser analysen, at unge, som kommer fra overklassen, og som voksne ender selvsamme sted, i gennemsnit får mere end 3 gange så meget SU udbetalt, end dem fra de laveste indkomstgrupper. Derved finansierer lavindkomstgrupperne SU’en til dem, der er opvokset i overklassen, og som tilmed har udsigt til en indkomst i den høje ende, fordi de tager en lang videregående uddannelse.

Der er derfor ikke belæg for de myter, som i disse dage udbasuneres om studerendes vilkår. SU’en er ikke et middel mod negativ social arv. SU’en er en de facto omfordeling fra lave indkomstgrupper til overklassen. Det bør give anledning til en reform, som eksempelvis stiller spørgsmål om, hvorvidt dele af SU’en skal brugerfinansieres – for eksempel som et rentefrit lån, som Cepos tidligere har foreslået. Alternativt kan man helt fjerne SU’en til hjemmeboende, således at man kan frigøre midler til udgiftsposter, hvor effekten er mere gunstig i et samfundsøkonomisk perspektiv.

Desuden er det sundt med et studiejob. Faktisk viser en analyse fra DEA, at studerende med studiejob gennemfører studiet HURTIGERE end jævnaldrende, som intet studiejob har. Ydermere viser analysen, at studerende med studiejob ved siden ad har MINDRE risiko for at droppe ud af studiet (DEA, 2016)

Lad mig understrege, at jeg mener, at vi som samfund bør tilstræbe, at alle tilbydes forudsætningerne for uddannelse, såfremt man har kompetencerne dertil. Men fasttømrede myter om SU’en og dens effekter skal ikke danne grundlaget for en vedvarende indkomstoverførsel fra underklassen til overklassebørn, som alligevel har udsigt til en høj indkomst. Set i det lys, klinger det hult, når venstrefløjen råber op SU nedskæringer under påskud af, at man forsvarer de mindre privilegerede i samfundet. Der er derimod tale om et forsvar af privilegerede unges fortsatte tilgang til de i OECD højeste ydelser til studerende, og en ubønhørlig overførsel af midler fra under- til overklassen. 

Kilde: