Berlingske bragte 29/3 en leder med overskriften "Flere rige, tak." Det lød jo umiddelbart fornuftigt nok, men ved nærmere læsning afslører lederen flere selvmodsigelser, der i stigende grad sniger sig ind i den borgerlige debat.
Indledningsvis kunne man måske ønske at Berlingske tog afstand fra gravrøveri istedet for at hylde en af de mest urimelige skatter i Danmark - arveafgiften, der genbeskatter kroner, der allerede er brandbeskattet een eller flere gange tidligere, men udgør statens sidste chance for at berige sig på et individ, der måske alligevel mod forventning nåede frem til graven med penge i behold.
Men lad det ligge til en anden gang, når nu Berlingske som udgangspunkt hylder erhvervsfolk, der "fik en god idé, havde viljen til at gennemføre den og ikke mindst arbejdede, så sveden sprang, før de og deres efterkommere kunne nyde godt af frugterne."
Berlingske forklarer endvidere de væsentlige dynamikker for samfundets som helhed i, at nogle individers skaber vækst, værdi og arbejdspladser for alle andre. Men - så gik den ikke længere, tidens Flavour of the Month pressede sig ind til sidst. "Nok er ulighed globalt et stigende og alvorligt problem", men.....
Der ligger et paradoks i, at sammenhængen mellem lighed og fattigdom er bevist utallige gange, men at det alligevel er svært for borgerlige at indrømme at ulighed er en nødvendig forudsætning for en verden i fremgang, endda et naturligt og rimeligt resultat af den fremgang. Næh, ulighed skal partout beskrives som et problem, snarere end det den virkelig er, et retfærdigt resultat af en differentieret indsats og en stærk motivator til alle for at yde en så stor og værdifuld en indsats, man som individ er istand til.
At denne kritik af ulighed sniger sig ind i den offentlige debat og langsomt adopteres af visse borgerlige, er ikke overraskende. Det er et mønster vi har set mange gange før. Tag f.eks. venstrefløjens påstand om, at der ikke findes dynamiske effekter. Den er blevet gentaget så mange gange - trods dens åbenlyse absurditet, der nemt kan tilbagevises empirisk - at det idag for borgerlige partier er svært at medregne dynamiske effekter i deres politiske forslag uden at blive overfaldet af medier og eksperter fra begge sider. Det er et godt eksempel på skabelsen af en uvidenskabelig myte, der gør det sværere at plædere for omlægningen af et ineffektivt statsdomineret samfund til et mere dynamisk og vækstskabende privatsamfund.
Eller tag vækst. En no-brainer, der skaber bedre forhold for alle, inklusiv råd til mere velfærd, hvis man drømmer om det, men som idag også i stigende grad besværges af mange som noget farligt og uholdbart.
Ulighed bliver det næste eksempel på dette.
Intellektuelle som Thomas Piketty hæves til skyerne for deres videnskabelige arbejde med ulighed, selvom Kapitalen i det 21. Århundrede er ganske uinspirerende i sine konklusioner og i den grad er gammel vin, ikke engang på nye flasker, men gammel vin på gamle flasker.
Lad os bruge lidt tid på Piketty, fordi han i stigende grad fremstår som profeten for venstrefløjens nye modebegreb. Med salget af mange elektroniske bøger begynder at man at få en ny indsigt i et interessant forhold - det at man køber en bog, er ikke lig med at man læser den. Pikettys bog "Kapitalen i det 21. Århundrede" er efter sigende den bestseller, der pt læses MINDST af dem, der køber den. Men det er politisk korrekt at have den i reolen. Jeg har således også valgt kun at læse det ca. 100 sider sammendrag, som den svenske økonom, Jesper Roine, har udgivet om bogen, såvidt vides med Pikettys velsignelse. Så mine kommentarers validitet afhænger af, at dette sammendrag er nogenlunde dækkende, men Weekendavisen har kaldt den en "fremragende sammenfatning", så lad os antage det.
Jeg synes det er en overraskende banal analyse og konklusion, og den er ikke så meget anderledes end de fleste andre venstreorienterede økonomers og politikeres ditto. Uligheden stiger, det er socialt uretfærdigt, og derfor bør marginalskatten for høje indkomster hæves, og især bør der indføres en global kapitalskat (hvilket i praksis vil være umuligt, fordi heldigvis ikke alle tænker som franske økonomer), der er progressiv og rammer større formuer hårdt med eksempelvis to procent eller mere årligt af aktiverne minus gælden.
Høj arveskat er også et af hans forslag. Under de forudsætninger giver det sig selv, at det vil være vanskeligere at opbygge større formuer. Piketty anerkender selv, at dette kun vil give et par procent af BNP i yderligere skatteindtægter, selv hvis det blev effektivt gennemført, hvilket tydeligt beviser at det er en politisk/socialt betinget "misundelsesskat", snarere end et forsøg på at skabe en meningsfyldt indtægtskilde. "Hvis jeg ikke kan blive rig og have kapitalindkomst, så må du heller ikke få det", er det simple princip.
Der er ingen tvivl om, at Piketty igennem mange år har ydet en meget stor indsats for at samle data omkring udviklingen af indkomst- og formueulighedens udvikling. Det er nok derfor hans bøger ligger i 700-800-900 siders vægtklassen, men det kan jeg jo ikke tillade mig at brokke mig over som fan af Ayn Rands 1250 siders Atlas Shrugged! Men alligevel er konklusionen banal (selvom bl.a. Financial Times har stillet store spørgsmålstegn ved analysen og beregningernes kvalitet).
I årene fra slutningen af de 19. Århundrede, faldt Top 10 procent af befolkningens andel af værdier og indkomster løbende, især under de to verdenskrige og Depressionen, der ødelagde store værdier. Efter Anden Verdenskrig stabiliserede procentdelen sig, og fra omkring 1980 steg den igen, primært som resultat af lavere skattesatser. Det er iøvrigt ihht Pikettys beregninger især den allerrigeste 1 procent, der rykker meget af den samlede ændring for Top 10 procent, hvor de resterende 9 procent har været langt mere stabile.
Piketty mener at denne udvikling vil forstærkes i de næste årtier, fordi kapitalafkastet vil være betydeligt højere end den økonomiske vækst, især fordi befolkningstilvæksten vil aftage. Det kan jeg ikke i Roines sammenfatning se nogle stærke argumenter for og jeg tror egentlig ikke på det. Lavere vækst vil også føre til lavere kapitalafkast, er jeg ret sikker på. Måske endda negativt afkast i takt med at den nuværende optimisme og bobler i mange aktivklasser punkteres af lavere vækst. Der føres ikke noget bevis på, at forøget ulighed er noget dårligt i sig selv, så det er en ren politisk betragtning og målsætning, såvidt jeg kan se, der leder Piketty til at ønske at brandbeskatte de rigeste 10 procent markant højere. Nemlig at de simpelthen ikke BØR tjene så mange flere penge end andre.
Jeg tror Piketty overser, at den øgede ulighed er et resultat af, at alle trækkes økonomisk opad, dog i forskellig hastighed. De to verdenskrige og Depressionen var bad news for de rige, der mistede store dele af deres forspring, og som følge deraf faldt uligheden - tillykke med det, men havde alle andre det ikke også rigtigt skidt under de perioder? Og hvem siger at der ikke kommer krige og depressioner, der får samme impakt over de næste 50 eller 100 år? Det virker på ingen måde usandsynligt, og så kan Piketty og socialisterne jo glæde sig over det.
Så det virker ærligt talt som en meget langstrukken og omstændelig måde at trække en gammel socialistisk traver af stalden på - nemlig at ulighed er skidt, ihvertfald pt er stigende, at de rige generelt har det for nemt med al deres afsparede kapital og derfor skal de kanøfles.
Men uanset de faktiske forhold, er ulighedsdebatten ved at tage førersædet, og det gør det ekstra vigtigt at vi som borgerlige/liberale ikke endnu en gang falder i fælden med at acceptere venstrefløjens vedholdenhed, når det kommer til at gentage fejlslutninger, som udtryk for at der rent faktisk er noget om snakken. Det er der ikke og det er bevist til hudløshed. Hvis man gerne vil have mere lighed for enhver pris, ja så er den pris høj, meget høj.
Omvendt må vi heller ikke forfalde til at ulighed per se er godt. Når ulighed opstår gennem statslige privilegier, når en afrikansk diktator sender milliarder af dollars ud af sit eget land (ofte taget fra økonomisk støtte fra naive vestlige lande), når ulighed opstår gennem lovløshed og kriminalitet og undertrykkelse, er ulighed ikke godt. Men når ulighed øges fordi private mennesker arbejder hårdt for at opfinde nye services og nye produkter som forbedrer livskvaliteten for millioner af mennesker, så er den ulighed, der opstår fordi de belønnes for indsatsen, god. Når hundredevis af millioner af mennesker løftes ud af fattigdom i tredieverdenslande fordi de adopterer kapitalismen, så er ulighed godt. Så hav argumenterne på plads, når uligheden bliver et tema i valgkampen.
Danmarks Radio planlægger en serie om ulighed i opløbet til valget, hvor jeg selv har stukket hovedet i løvens gab som deltager, selvom jeg ikke forventer en særlig venlig behandling i den sammenhæng. Men hvor langt går egentligt danskernes ønske om lighed?
Endnu et paradoks er, at det under debatten om Fattig-Karina kom frem at hun tilhører Den Ene Procent. Altså den rigeste procent på globalt plan. Hun virkede ikke specielt interesseret i at blive mere lige med fattigere mennesker i de varme lande. De danske fagforeninger opfatter som bekendt sig selv som meget solidariske, men denne solidaritet strækker sig ikke udenfor egne rækker, kan man se af debatten om østarbejdere.
Så mon egentlig ikke de fleste af os er ganske godt tilfredse med lidt ulighed, når den kommer os selv og os alle til gode? Det virker sådan, og det er også almindelig sund fornuft. Ulighed, der skaber et bedre liv for de allerfleste, og muligheden for at tage sig godt af resten, er god. Sværere er det ikke.
