Den franske revolution blev udløst af kongens fejlslagne forsøg på at løse statens finanspolitiske problemer, og det var en truende statsbankerot, der til sidst tvang Louis XVI til at indkalde Stænderforsamlingen i 1789 for at gennemføre reformer, og som endte med at sætte den lavine af begivenheder i gang, der er den franske revolution.
I århundredet forud for den franske revolution var de kongelige finanser præget af tilbagevendende kriser og delvise statsbankerotter. Det hang bl.a. sammen med den institutionelle adskillelse mellem udgiftsbeslutninger og skatteopkrævningsbeslutninger og begrænsninger på kongens magt til at opkræve skatter, Velde and Weir (1992). Nye skatter skulle godkendes af de 13 højesteretter, parlamenterne, med Parisparlamentet i spidsen. Parisparlamentet var imidlertid af den opfattelse, at nye permanente skatter kun kunne indføres af Stænderforsamlingen.
Den 20. august 1786 henvendte finansminister Calonne sig til Louis XVI med beskeden om, at Frankrig var på randen af en statsbankerot. Årets underskud ville blive på en fjerdedel af de offentlige udgifter, og på det tidspunkt var gælden så stor, at der ikke var mulighed for at løse problemet med besparelser. Afdrag og renteudgifter udgjorde halvdelen af de offentlige udgifter, og militærudgifter tegnede sig for halvdelen af resten.
…
Revolution og det første monetære sammenbrud
Stænderforsamlingen trådte sammen i maj 1789. Den 17. juni vedtog Stænderforsamlingen at konstituere sig som en Nationalforsamling, og den 22. juni erklærede de alle skatter for ulovlige, dog kunne skatter opkræves på midlertidig basis. Den 20. juni aflagde de den såkaldte Boldhused, hvormed medlemmerne forpligtede sig til ikke at skilles, før de havde udarbejdet en forfatning. Den 14. juli stormede bevæbnede borgere Bastillen, og den 4. august ophævedes den feudale orden med alle dens standsprivilegier og skattefritagelser, og mange af institutionerne, som l’Ancien Régime anvendte til skatteopkrævning, blev elimineret. Resultatet var et markant fald i skatteindtægterne, Sargent and Velde (1995, 493).
I mellemtiden havde regeringen været nødsaget til at låne af den statslige bank, Caisse d’Escompte. Caisse d’Escompte opkøbte statslån og betalte for dem ved udstedelse af papirpenge. Pengesedlerne kunne indløses med statspapirer og var dermed bakket op af fremtidige skattebetalinger. Caisse d’Escompte havde fået ret til at suspendere indløsningen af deres pengesedler i tilfælde af et bank run, hvilket fandt sted den 18. september 1789, så Caisse d’Escomptes pengesedler blev transformeret fra at have sikkerhed i fremtidige skattebetalinger til at være fiat penge.
Det var det første af tre monetære sammenbrud under revolutionen.
Assignat
Hvad skulle revolutionsregeringen stille op?
Det mest nærliggende ville være at defaulte på monarkiets gæld med påstanden om, at folket ikke bar noget ansvar for monarkiets gældstiftelse, men revolutionens ledere (…) frygtede, at det ville skabe fjender blandt pengeudlånerne og banker, og såfremt den nye regering skulle få behov for at optage lån, ville det forudsætte, at der var troværdighed omkring dens vilje og evne til at honorere sine gældsforpligtelser.
På kort sigt syntes eneste mulighed at være at plyndre de privilegerede klasser, og revolutionsregeringen lagde ud med at nationalisere kirkens jord. (…) Tanken var at udtede et nyt finansielt gældsinstrument, kaldet Assignat med sikkerhed i kirkens jord, og at Assignaterne skulle købes tilbage, når kirkejorden var solgt.
…
De finansielle markeder tog i første omgang vel imod Assignatudstedelsen, og renten på statsgælden faldt. Den nationaliserede jord havde en værdi på mellem 1.000 og 4.000 mio. livres og med et konservativt skøn svarede det til 4-5 gange størrelsen af de årlige skatteindtægter, White (1995, 239). Det var således ikke usandsynligt, at ekspropriationen af kirkejorden og udstedelsen af Assignater i kombination med en skattereform kunne have løst de statsfinansielle problemer.
Revolutionsregeringen var imidlertid ikke mindre spendabel, end Louis XVI havde været, og den brugte enorme beløb på offentlige arbejder i Paris og på brødsubsidier.
Der gik ikke lang tid før, Assignaterne faldt i værdi, og skatteoprør i slutningen af 1789 gjorde det vanskeligt at skaffe skatteindtægter. Folket, der lige havde gjort oprør mod monarkiet, var bestemt ikke i humør til at betale endnu højere skatter, og det ville ikke blive let at pålægge bønderne nye skatter uden at sende hæren ud på landet.
(…)
I sommeren 1790 var revolutionsregeringen igen ved at løbe tør for penge, og den 29. september 1790 udstedtes Assignater for yderligere 800 mio. livres. De nye Assignater var ikke rentebærende, og fik nu status som lovligt betalingsmiddel. Assignaterne mindede nu om fiat penge, selv om de stadig havde sikkerhed i kirkejorden.
Burke (1790, 104) karakteriserede pengeudstedelsen som:
”So violent an outrage upon credit, property, and liberty as this compulsory paper currency has seldom been exhibited by the alliance of bankruptcy and tyranny, at any time or in any nation.”
Burke forudså, at med inflation ville bønderne holde op med at bringe deres korn til markedet i byerne, hvor det blev solgt til en fast pris, og at regeringen ville svare igen ved at sende tropper ud i landdistrikterne for at konfiskere korn og andre fødevarer. Burke fik ret.
(…)
Revolutionens anden fase: revolutionskrig og kup
Krigen mod Østrig brød ud i april 1792. Årsagerne til krigsudbruddet beskrives traditionelt som ideologiske, men ifølge White (1995, 242) havde den også finanspolitiske årsager. Girondinerne argumenterede for, at ”not to start a war is to seek to destroy the credit of our assignats”. Løsningen skulle være at eksportere revolutionen, og hvis den var succesfuld, ville den være selvfinansierende. Det var tanken. Militærudgifterne førte imidlertid til en eksplosion i underskuddet, og pengeudstedelsen nåede et omfang, så det var tvivlsomt, om der fortsat var sikkerhed i kirkejorden. Tilliden til Assignaterne svandt ind.
Krigens første fase var præget af franske nederlag, hvor tyske tropper invaderede Frankrig. Revolutionens andet kup blev gennemført den 10. august 1792. Girondinerregeringen faldt, kongen blev afsat pga. begrundet mistanke om samarbejde med Østrig. En ny grundlovgivende forsamling blev indkaldt med Danton som den nye stærke mand. Frankrig var nu i krig med både ydre og indre fjender. Flere tusinde mistænkt for at være imod revolutionen blev fængslet, og i dagene 2.-6. september brød småborgere og nationalgardister ind i fængslerne, hvor de efter en symbolsk rettergang henrettede omkring 1100 præster, aristokrater og almindelige kriminelle, Mykland (1985). Den 21. september blev Frankrig udråbt til republik, og 21. januar 1793 blev kongen henrettet på Revolutionspladsen.
Rædselsregimet
Fra begyndelsen af 1793 var Frankrig i krig med Østrig, England, Spanien og Rusland, og der var borgerkrig i Vendée. Oprør spredte sig til store dele af Frankrig, og i slutningen af juni var 60 af Frankrigs 83 departementer i oprør, og flere departementale myndigheder erklærede sig uafhængige af staten.
Situationen var kritisk, og den 6. april 1793 stiftedes Komitéen for Offentlig Sikkerhed under ledelse af Danton. Dens formål var at beskytte republikken mod ydre og indre fjender, og den fik magt over militær, politi og retsvæsen. Et kup fulgte den 31. maj, og i juli indtrådte Robespierre og Saint-Just i Komitéen. Jacobinerne med Robespierre i spidsen overtog magten, og perioden fra den 5. september 1793 til den 28. juli 1794 er gået over i historien som Rædselsperioden.
Komitéen for Offentlig Sikkerhed mobiliserede mod både ydre og indre fjender. Den fik rejst en hær, fik slået de mange indenlandske oprør ned, og på det økonomiske område indledtes en krig mod befolkningen. I april blev den jord nationaliseret, der tilhørte de adelige, der var flygtet fra revolutionen. I maj blev der optaget et tvangslån på 1 mia. livres fra de rige.
I et desperat forsøg på at dæmpe inflationen og sikre inflationsskatteprovenuet blev det den 11. april besluttet, at Assignaterne skulle have en fast kurs. Den 4. maj indførtes maksimalpriser på brød og mel, og brød og mel måtte kun sælges på de offentlige markeder under statslige inspektørers kontrol. Kontrollørerne fik bemyndigelse til at bryde ind i private hjem for at konfiskere korn og mel, som bønderne måtte gemme. I juli vedtoges strenge love mod spekulation i fødevarer. I august blev handel med guld og sølv forbudt, og guld og sølv forsvandt ud af cirkulation, enten fordi guld blev hoardet eller eksporteret til England. Aktiemarkedet blev lukket og aktieselskaber forbudt. I september 1793 blev der indført en generel pris- og lønkontrol på alle varer. Alligevel faldt markedsværdien af Assignat til 30 pct. af guldværdien.
I realiteten var Assignaterne nu hverken bakket op af jord eller fremtidige skatter, men af guillotinen, der blev brugt for at komme sortbørshandel til livs og for at straffe bønder, der havde gemt deres korn. Knap 17.000 mistede hovedet i guillotinen, og det samlede antal ofre for terroren lå på 40-50.000, Mykland (1985). Robespierre mistede hovedet den 28. juli 1794, terrorregimet blev gradvist afviklet, og i december blev pris- og lønreguleringerne ophævet, og markedsbaseret handel blev igen tilladt.
Hyperinflation og monetært sammenbrud
Med afslutningen på terrorregimet blev den undertrykte inflation sluppet løs. Samtidig mere end fordobledes assignatudstedelsen til 3 mia. livres i 1794, og til 33 mia. livres i 1795. Prisstigningstakten nåede op over 50 pct. om måneden i maj 1795 og inflationen toppede i oktober. Der var nu tale om hyperinflation ifølge Cagans (1956) definition af hyperinflation som 50 pct. prisstigninger om måneden.
Inflationen oversteg pengemængdevæksten, det reale provenu fra pengeskabelsen faldt, og der var ikke nogen mening i at fortsætte assignatudstedelsen. Den ophørte den 22. december 1775, og den 18. februar 1796 om morgenen blev alle maskiner, trykplader, papir m.m. ødelagt for øjnene af en stor folkeskare forsamlet på Place Vendome.
Mandater og det tredje monetære sammenbrud
Det var slut med Assignater, men ikke med papirpenge og inflation. Den franske regering begyndte at udstede en ny form for papirpenge, kaldet Mandat. De blev udstedt med sikkerhed i den nationaliserede jord, og med en kurs på 1:30 i forhold til Assignater. I februar 1796 blev der udstedt Mandater for 800 mio. livres som lovligt betalingsmiddel til erstatning for de udestående 24 mia. livres Assignater, men allerede i august var der udstedt for 2,5 mia. livres Mandater. Det skabte ny inflation, og i februar 1797 mistede de deres status som lovligt betalingsmiddel.
En delvis statsbankerot fulgte i september 1797, hvor to tredjedele af statsgælden blev nedskrevet, men selv det var ikke nok til at løse statens finansieringsproblemer. Tvangslån for de velhavende fulgte.
Napoleon og ”sound money”
Napoleon har i eftertiden erhvervet sig et omdømme som én, der stod for ”sound money”, men han havde reelt ikke noget valg, da Frankrig havde mistet sin sidste rest af troværdighed i forhold til at overholde sine gældsforpligtelser.
…
Efter Napoleons kup i november 1799, blev der gennemført omfattende reformer af skatteopkrævningen, og der kom styr på de offentlige finanser. Skattetrykket steg markant i forhold til før revolutionen. I 1800 genoptoges afbetaling på gælden med guld, og Banque de France blev stiftet samme år. I 1801 udstedte Napoleon en 20 Franc guldmønt, og han insisterede på, at fra da af skulle soldater, leverandører og handlende betales med guld. I 1803 vendte Frankrig officielt tilbage til bimetalstandarden baseret på guld og sølv.
...
Afslutning
…
Både de amerikanske og franske erfaringer bekræfter Sargent and Wallaces (1981) pointe om, at hvis ikke pengepolitikken er helt afskærmet fra finanspolitikken, så vil det i sidste ende være finanspolitikken, der bestemmer pengeudstedelsen, og det gør det særlig farligt at overlade magten over pengeudstedelsen til statslige myndigheder.
Det er særlig farligt at overlade den diskretionære beskatningsret, der er forbundet med inflationsskatten, til politikere, fordi den typisk ikke vedtages ved lov, og det øger incitamentet til at finansiere offentlige udgifter med papirpenge frem for at forsøge at opkræve skatter fra en i øvrigt skatteoprørsk befolkning. Det var tilfældet både under den amerikanske uafhængighedskrig og under den franske revolution, og da der tilmed ikke var tale om en fiat pengeudstedelse men om udstedelse af repræsentationspenge, der var blevet lovet indløst med guld og sølv hhv. med jord, var der tale om et statsligt bedrageri i stor skala.
Især i Frankrig under revolutionen og i lidt mindre grad i de amerikanske kolonier førte statens kontrol med pengeudstedelsen til høj inflation, monetære sammenbrud, forvridninger og økonomisk ruin for mange mennesker. Opkrævningen af inflationsskat blev gennemført med repressive midler, og i sidste ende førte det til en styrkelse af den centrale regeringsmagt.
...
Ovenstående er et uddrag af ”Revolution, inflation og monetære sammenbrud” om USA og Frankrig under den amerikanske frihedskamp og den franske revolution fra LIBERTAS nr. 56, oktober 2013. Her er kun medtaget uddrag omhandlende den franske revolution
Prikker angiver udeladt tekst
Litteratur
Se LIBERTAS n5. 56, oktober 2013.
