2.000 danskere kæmper for stemmeret til folketingsvalg – Ekstra Bladet

Østre Landsret skal nu tage stilling til, om det er i orden, at 2

Ikke angivet Ikke angivet,

18/01/2017

Østre Landsret skal nu tage stilling til, om det er i orden, at 2.000 danskere ikke har stemmeret til folketingsvalg på trods af, at de kan stemme til både kommunal- regions- og EU-valg. Det skriver Avisen.dk.

Sagen omhandler mennesker, der ikke magter at styre deres egen økonomi og derfor har en værge. Den er anlagt af fire danskere mod staten. De kæmper for at få ret til at sætte deres kryds, når der er valg til Folketinget. Sagen begynder i Østre Landsret torsdag.

Justitsministeriet fastholder, at det vil være i strid med Grundloven, hvis de økonomisk umyndige får ret til at stemme til folketingsvalg. I Grundloven står der nemlig, at alle danskere over valgretsalderen har stemmeret 'med mindre vedkommende er umyndiggjort'.

Advokat Christian Dahlager, der fører den principielle sag for de fire danskere, kalder det 'meget besynderligt,' at der findes en gruppe på 2000 voksne danskere, der ikke har stemmeret til Folketinget.

- Det hører ikke hjemme i et demokrati som det danske, siger Christian Dahlager.