Det har ingen effekt og koster samfundet mange milliarder kroner.
Sådan lyder konklusionen fra Rigsrevisionen i en rapport, der handler om aktiveringen af svage ledige – personer som ved siden af arbejdsløsheden kæmper med for eksempel helbredsmæssige eller sociale problemer.
Siden 2006 har det offentlige brugt 9,4 milliarder kroner på aktivering af gruppen, men Rigsrevisionen mener ikke, at der kan dokumenteres nogen effekt af indsatsen på området.
Således hedder det i rapporten, at “aktivering af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere ikke bragte dem i beskæftigelse.”
- Effekten af aktivering var således negativ både på selvforsørgelsesgrad og på beskæftigelsesgrad, det vil sige at de aktiverede kom i selvforsørgelse eller beskæftigelse en mindre del af tiden end de ikke-aktiverede i perioden 2006-2009, skriver Rigsrevisionen.
Rigsrevisionen har overdraget undersøgelsen til Statsrevisorerne, og her er man ikke tilfreds med det manglende udbytte af de mange milliarder, som aktiveringen har kostet.
- Vi må konkludere, at effekten af de mange milliarder, der puttes i aktivering af de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige, er meget beskeden, for ikke at sige ikke-eksisterende, siger formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen, ifølge Berlingske Tidende.
Personligt blev jeg ikke ret overrasket over denne nyhed i dag. Jeg er pårørende til en person, som selv har været igennem det kommunale aktiverings-system. Og jeg har lyttet bekymret til de manglende mål og midler som systemet helt åbenlyst er præget af.
Af samme grund begyndte jeg at følge med i medie-omtalen af jobcentre, aktivering og den offentlige økonomi som bruges på området. Og jeg må sige at jeg er dybt forundret. Og skuffet over regeringen, som burde bruge vores skatte-kroner bedst muligt.
Staten belønner de kommuner som aktiverer de arbejdsløse, via et ikke gennemtænkt refusionssystem. Er de arbejdsløse borgere ikke i en eller anden form for aktivering, refunderes en mindre del af arbejdsløshedsdagpengene og sygedagpengene. Ergo er kommunernes incitament til at aktivere i top.
Så langt – så godt.
Men incitament-programmet indeholder helt åbenlyst ingen krav til kvaliteten af aktiveringen. Og som følge deraf, har medierne bragt historier om borgere, som helt åbenlyst blot opbevares, i lokaler med internetforbundne computere, og konsulenter fra private firmaer, som med blanke øjne tæller timerne til borgerne må slippes ud i offentligheden igen.
En mindre gruppe af ledige er særligt udsat. Gruppen af borgere, som ud over arbejdsløshed, også kæmper med fysiske og/eller psykiske sygdomme, udgør et unikt irritationsmoment for kommunerne. Lægerne siger de ikke kan/skal arbejde, men kommunerne straffes økonomisk hvis de freder de syge ledige. Det er en socialt gordisk knude, som resulterer i, at disse syge mennesker presses ud i aktiverings-projekter, hvor de bygger spagetti-tårne, og skal finde ud af hvilke fugle de ville være – hvis de var fugle.
Vi taler ikke om mennesker med en forstuvet hånd, eller en middelsvær influenza. Vi taler om mennesker med alvorlige – ofte livstruende – sygdomme, som kontaktes af de kommunale jobcentre, og presses ud i formålsløse og ubegavede aktiverings-projekter. Officielt fordi det er sundt at bevare kontakten til omverden, og holde sig i gang. Som om det er vigtigst, hvis man lige har fået diagnosticeret kræft, eller har gennemgået en kompliceret hjerte-operation.
Men aktiveres skal disse mennesker altså. Ud og netværke. De skal have nye kompetencer, så de er bedre rustet, når de igen er klar til arbejdsmarkedet.
Og det er underordnet at læger, overlæger, speciallæger, psykiatere, psykologer og andre med lange akademiske uddannelser siger, at det kan tage måneder eller år før disse mennesker er klar til nogen form for tilstedeværelse på arbejdsmarkedet. Hvis de da nogen sinde bliver klar.
De kommunale sagsbehandlere og jobkonsulenter ved bedre. Eller også er de udsat for et utidigt pres fra politikerne, som ønsker maksimal refusion, af et maksimalt antal dagpenge- og sygedagpenge-udgifter. Personligt hælder jeg til teori nummer to.
Resultatet er, at alvorligt syge mennesker tvinges ud i meningsløs aktivering. Ti timer pr. uge udløser den maximale statslige refusion, så ingen aktiveres under ti timer. Og skulle det være tilfældet, så indberetter kommunen alligevel de ti timer pr. uge til staten. Og staten kontrollerer intet. Staten udbetaler blot. Indtil f.eks. folketingets ombudsmand iværksætter en undersøgelse, på baggrund af et tip fra en samvittighedsfuld embedsmand, som det er sket i sagen om Københavns Kommune, som angiveligt har hævet den høje refusions-takst, selv om de slet ikke har leveret varen.
For mig at se, er hovedproblemet den bagvedliggende tankegang. Nemlig at succes-kriteriet er aktivering, frem for varig ansættelse. Det er aktivering – uden kvalitetskrav – som udløser refusion. Ikke ansættelseskontrakter og mere indbetaling af skat.
Jeg plejer at sammenligne det med, at en virksomhed belønner sine sælgere for antallet af møder de afholder med potentielle kunder, i stedet for antallet af ordrer.
En sådan virksomhed ville lide en hurtig død. Møder er et middel til ordrer. Møder er ikke et mål i sig selv.
På samme måde kan aktivering og kompetenceudvikling være et middel til ansættelse. Men det bør aldrig være et mål i sig selv.
