Af Lars Helleskov Engelbrektsen
Regeringen har tidligere indgået en kontrakt med det danske folk om et skattestop. Et historisk uset initiativ. Et initiativ der er til at forstå, og som ikke kan gradbøjes. Det er enten eller. Heldigvis vokser økonomien og skattegrundlaget, hvorfor servicen bør kunne holdes på et uændret kvalitativt niveau. Men hvorfor ikke udvide kontrakten til også at omfatte et regelstop henvendt på kommuner og regioner?Ved regelstop kan de seneste års vildtvoksende regeljungle beskæres eller i hvert fald bremses. Ligesom der ikke må ske en stigning i skattetrykket, bør der ikke ske en nettotilgang af regler, henvendt på kommuner og regioner. Det betyder igen, at der passende kan foretages en regelsanering af eksisterende regler og samtidig ske en forenkling i samspillet mellem stat og kommuner og stat og regioner. Et fintmasket net af regler er udtryk for et statsligt ønske om at detailstyre kommuner og regioner og udtryk for et indgreb i det decentrale folkestyre og manglende accept af lokale forskelle. Egentligt ikke særligt liberalt. Der skal være en klar kontrakt om regelstop, som regeringen kan stilles til ansvar for, og hvis overholdelse kan vurderes.
Med den nye kommunestruktur med færre, større og mere selvstændige og professionelt drevne kommuner og regioner, skulle det vel ikke være nødvendigt for Folketinget at regulere tæt? Regelintensiviteten må på retur! Det samme må antallet af regler. Mange og komplicerede regler udgør en administrativ byrde og optager for mange ressourcer. Et spild af samfundsressourcer. Og et spild af talentfulde medarbejderes ressourcer. Regler fører kontrol med sig, og det bliver pludselig vigtigere at overholde regler end at producere service og velfærd.
Indenrigs- og Sundhedsministeren sendte i januar 2002 et frihedsbrev til alle landets Kommunalbestyrelser og Amtsråd. Frihedsbrevet indeholdt en opfordring om at indsende forslag og idéer og initiativer, der kunne føre til øget effektivitet og kvalitet i den kommunale opgaveløsning. Kommunalbestyrelserne og amtsrådene indsendte over 2.500 forslag. Jeg er ikke overbevist om, at dette arbejde har bidraget særligt til at kontrollere regelintensiviteten. Men et nyt forsøg kan passende gøres! Og denne gang skal regeringen indgå en kontrakt med folket om stop for nettotilgang af regler. Men ansvaret kan ikke alene være statens, dvs. Folketingets. Vi må også forlange, at kommunalbestyrelsesmedlemmer og regionsrådsmedlemmer anstrenger sig for at være behjælpelige med at stoppe regelstrømmen. Kommuner og regioner skal være tilbageholdende med at efterspørge regeltilgang som følge af et ønske om rygdækning og andre former for udvisning af usikkerhed på egne evner som politiske og administrative enheder.
Den større frihed til kommunerne og regionerne skal bruges til, at de selv kan planlægge arbejdet på de centrale velfærdsområder. Som betaling bør staten forlange en bedre dokumentation af den kommunale og regionale service og velfærdsproduktion. Princippet om noget for noget må også gælde i samspillet mellem staten og kommunerne og regionerne. Resultatet af økonomiforhandlingerne mellem staten og kommunerne og regionernes interesseorganisationer, synes også at have betonet dette. Et regelstop, kombineret med sanering af eksisterende regelmasse og et organ der kritisk vurderer rimeligheden og nødvendigheden af regeltiltag, må institueres. Den forhåbentlig større kommunale og regionale frihed bør dog anvendes til at foretage evalueringer af den kommunale og regionale indsats. Men det er bedre at anvende ressourcerne på at kvalitetssikre en indsats og rette denne til end på at regelfortolke. Det bliver en udfordring for medieomtalehungrende folketingspolitikere at undlade at bruge enkeltsager til at fremkomme med forslag om yderligere og mere restriktive regler for den kommunale servicevirksomhed.
Men heldigvis gik regeringen - ved Venstre - til valg med en politik, der skal betyde færre administrative byrder, den såkaldte afbureaukratiseringsplan, som regeringen må holdes til ansvar for at forfølge og opnå tilfredsstillende resultater med. Desværre er den særlige plan for afbureaukratisering ikke specificeret nærmere ud endnu og skal først foreligge i 2008. Hastværk er ganske vist lastværk, men den lange udsigt til en afbureaukratiseringsplan giver et indtryk af, at Venstre ikke prioriterer emnet højt, men i øvrigt benytter enhver lejlighed til at tale om færre regler, mere frihed og bedre kvalitet.
Venstre vil reducere de administrative byrder for de offentligt ansatte. Formålet er at slippe kreativiteten løs og at give de enkelte ansatte øget ansvar. Venstre vil fjerne unødvendige og forældede regler og dokumentationskrav, forenkle regler, der ikke umiddelbart kan fjernes, og opgøre de administrative byrder af regulering, alt sammen for at sikre at systemerne ikke igen sander til i besværlige regler og krav.
For at nå disse mål har Venstre udpeget fem fokusområder. Bedre ledelse skal føre til mindre bureaukrati, motivation af medarbejderne til forenkling af reglerne, inddragelse af praktikernes erfaringer, forsøg med fri-institutioner som udfordring af de offentlige institutioner og færre administrative byrder i det offentlige, mindre administrativt bøvl.
På dagbladet Politikens hjemmeside, den 29. oktober 2007, citeres statsministeren fra pressemødet, hvor afbureaukratiseringsplanen blev præsenteret: "Vi vil afvikle papirbøvl. Der skal være mindre papir og mere tid til omsorg." Og han fortsætter: "Vi inviterer de offentligt ansatte til simpelt hen at udfordre systemdanmark." Det har Anders Fogh Rasmussen allerede brugt 6 år på. Eller har han nogensinde taget kampen op og kæmpet for mennesket frem for systemet? For eksempel ved at gøre den offentlige sektor mere fleksibel? Min vurdering er, at der er gjort meget i forhold til frit valg og behandlingsgarantier, men mere kan gøres. Meget af den førte politik er systembevarende. Valgkampens og partiernes leflen for de offentligt ansatte er faktisk en måde at bevare Systemdanmark på. I hvert fald glemmes, at den offentlige sektor ikke er til for de offentlige ansatte, men for borgerne.
Må Venstre have held med forehavendet. Det bliver sværere end som så. Et regelstop, en regelsanering, vil støde på modstand, for bag enhver regulering må forventes at være interesser gemt, som udfordres ved regelsanering. Og stop af et forslag om en regel må betyde obstruktion af fleres interesser. Venstres politikformulerende bør læse professor i offentlig forvaltning Jørgen Grønnegaard Christensens velskrevne bog og analyse fra 1991, Den usynlige stat, om afbureaukratisering, decentralisering og deregulering og med analyse af det borgerlige styres forsøg på at gennemføre regelforenklinger op gennem 1980'erne. Et forsøg der - efter min klare opfattelse - ikke lykkedes, idet gevinsten skal spredes på mange, der kun opnår marginal gevinst og byrden ramme få, men stærkt organiserede og kampberedte interesser, der vil forstå at sætte sig imod og aktivere kanaler for indflydelse på reguleringen. Regler er med adjunkt Leon Lerborgs ord ofte fastfrysninger af magtforhold.
Venstre er oppe mod svære odds. Men prisværdigt med et nyt forsøg. Må resultaterne stå mål med indsatsen!
Målet må være færre regler og kontrol, færre dokumentationskrav, uddelegering af ansvar til den enkelte, smidige organisationer med hurtige og overskuelige beslutningsveje og mindre administration og mere service. Som Venstre jo påpeger, så bliver forbedringer og ny viden til dér, hvor man har frihed til at afprøve nye idéer. Jeg håber ikke, at Venstres forsøg på at afbureaukratisere ender med indførelsen af en overdreven form for neobureaukrati med fokus på kontraktstyring, akkreditering, garantier, dokumentation og processtyring. Alt sammen meget godt, hvis ikke det lige var for det omfattende og administrative arbejde der går med den slags, på bekostning af service og velfærdsproduktion. Ovennævnte neobureaukratiske elementer må indføres med omtanke.
Lars Helleskov Engelbrektsen er cand. scient adm. og økonomisk konsulent
