Direkte reportage fra urmager-retssagens dag 1

Slettet Bruger,

25/06/2007

Af Ole Birk Olesen

15.21: Retssagen er slut for i dag. Den genoptages i morgen klokken 9.30. 180Grader.dk fortsætter også den direkte reportage i morgen klokken 9.30.

15.16: Rekonstruktionen er slut, og der vises ikke flere.

15.14: Ivan og Marco tager flugten og bevæger sig mod døren. Han hører 2-3 skud mere og bliver selv ramt på vej ud, fortæller Marco.

15.12: Marco er den, der kommer sidst ind i butikken af de tre røvere. Døren åbnes af Woollhead, Steve går ind i butikken og trækker pistolen frem. Steve viser, at urmageren skal gå ind i baglokalet, og det gør han. Marco leder Jørgen ind i baglokalet. Både Marco og Ivan står en meter fra indgangen til baglokalet, siger Marco. Han hører skud inde fra baglokalet. Han kan ikke se Steve inde i baglokalet. Urmageren står nu ved indgangen til butikken fra baglokalet. Steve er bag ham, det forekommer Ivan, at Steve bøjer sig ned. Urmageren har en pistol, vist nok i højre hånd. Han sigter mod Ivan og Marco. Marco mener, at der blever skudt 6-7 gange fra urmagerens placering i døråbningen. Han mener, at der bliver skudt i to omgange: De første skud ser Marco ikke, det er kun de skud som affyres fra døråbningen, som han ser.

15.02: Nu følger tredje rekonstruktion med røver Marco Brankovic i rollen som fortæller.

15.00: Ivan siger i den efterfølgende snak med forsvarerne på vidoen, at han på intet tispunkt slog på urmageren. Urmageren stod oprejst, han var ikke foroverbøjet, da han skød. Og det var med front mod Ivan, siger Ivan.

14.56: Da Ivan er på vej ud af døren, hører han et skud mere, og han tror, at skuddet rammer henne ved døren et sted. Han husker ikke, hvad vej han løb: "Jeg var bare så chokeret. Jeg troede, at manden løb efter os," siger han.

14.53: Døren bliver åbnet af Woollhead-figuranten. Steve går ind og trækker pistolen, forklarer Ivan. Ivan er bagefter. Ivan stiller sig til højre for Steve, som begynder at skubbe Woollhead. Steve og urmageren går mod baglokalet. Det kan godt være, at Ivan har sagt til Jørgen, at han skal gå ind i baglokalet. Ivan følger Jørgen derind og står i døråbningen ind til baglokalet. Pludselig ser Ivan, at urmageren trækker en pistol frem. Steve og Woollhead står ifølge Ivan med front mod hinanden, da det sker. Woollhead står med pistolen bag Steves ryg, pegende mod Ivan. Han værger med sin venstre arm, da han hører et skud mærker en smerte. Da han hører skuddet vender han sig om for at løbe ud. Han tager et skridt frem, men hører så et skud mere, som rammer ham i ryggen. Han tror, han hører fire eller fem skud.

14.39: Nu følger en rekonstruktion efter røver Ivan Milanovics forklaring.

14.37: Forsvarerne for røverne og Woollhead er med i butikken nu, ser vi på videoen. De taler om detaljer ved hændelsesforløbet.

14.30: Michael Woolhead står sammen med fem figuranter i butikken i Kompagnistræde. Det er ham, der nu forklarer hændelsesforløbet. Han tager en pistol fra bordet og putter den i lommen, hvor han også havde den på dagen. Woollhead placerer røvere og vidner, som de stod på dagen. Han sætter sig på en stol ved døren. De, Woollhead og vennen Jøren, lyttede til god musik og drak cognac, da det bankede på døren og Woolhead åbnede. Der står nu en røver midt i butikken, en anden står bag ham, kan man se. Den forreste røver holder pistolen op mod Woollheads hoved og skubber ham baglæns med pistolen hævet. Ud i baglokalet. Røver A peger med en pistol, mens røver B står ved siden af og slår, bl.a. i nakken. Nu tager røver C fat i Jørgen og genner ham ind. Der er meget trangt i baglokalet. Både røver A og B slår på Woollhead, mens de presser hans hoved ned forover, med en pistol i nakken. Woollhead tager sin pistol op af lommen og skyder op over sin egen skulder. Herefter ved han ikke rigtigt, hvad der sker.

14.16: Vicekriminalkommissær Erik Ornebjerghus fortæller indledende om rekonstruktionen på filmen.

14.13: Filmen med rekonstruktionen går i gang.

14.08: Der er fem minutters pause. Efter pausen vil politiets rekonstruktion af begivenhederne blive vist på video.

14.06
Dommeren læser op til retsbogen igen. Anklager vil gerne have med, at niecen har sagt, at der også ved tidligere røverier har været pistoler involveret (røvernes).

14.03: Woollheads forsvarer spørger, om hun tidligere har været til stede i butikken under et røveri. Det har hun. Røveriet den 16. januar var mere angstfremkaldende end tidligere røverier, siger hun. Der var meget lidt plads og mange mennesker på den lille plads. Hun følte, at de var lukket inde i baglokalet, fordi der stod mænd i døren og spærrede. Det virkede mere voldsomt end tidligere af samme grund.

13.55: Dommeren oplæser niecens vidneforklaring til retsbogen.

13.53: Hun så ikke, hvem det var, der skød. "De fleste vil jo nok holde hovedet væk, når der sker sådan noget," siger hun. Hun bliver siddende, indtil morbroderen siger, at røverne er væk. Da hun rejser sig op, ser hun morbroderen, der er såret, og hun trykker på overfaldsalarmen. Hun ved ikke, om urmager Woollhead har noget i hænderne, da de rejser sig op. Hun har ikke set ham med en pistol i hånden under røveriet. Hun vidste godt, at han havde et "sørøveragtigt" våben i pengeskabet. Det er det oversavede jagtgevær, hun taler om. Hun har ikke set den pistol, som blev affyret af urmageren, før.

13.48: Det hele var råben og skrigen og arme og ben, så det var meget svært at se, hvad der foregik. Hun har svært ved at sige, hvad der skete. Hun ser, at både urmagerens ven, Jørgen, og urmageren sidder på hug. Hun ser urmageren blive slået af en af røverne. Hun kan ikke se, hvem det er, der slår. Hun sidder med hovedet bag pengeskabet for at beskytte sig selv. Hun tror, at urmageren bliver slået et par gange. Bliver pistolerne brugt til at slå med? Det hele er tåger, men de står og svinger med armene, svarer hun. Men hun vender sig om på et tidspunkt og ser, at der bliver slået mod morbroderen. Hun hører høj larm, men hun forbinder det ikke umiddelbart med skud.

13.41:
Niecen var i baglokalet under begivenhederne, fortæller hun. Hun stod op. Hun var i gang med noget regnskab. På et splitsekund går man fra Morten Korch til Tarantino, fortæller hun. Min morbror kommer flyvende baglæns forbi ud i baglokalet. Han er skarpt forfulgt af to mænd, der skubber ham, mener hun. Han kommer i hvert fald flyvende baglæns, og røverne er tæt på ham. De har en pistol i hånden. De peger fremad med den. De råber og skriger på et østklingende sprog. "Da jeg får pistolen i hovedet bliver der råbt down". Pistolen er rettet direkte mod hendes hovede, men den rører ikke, selvom han kun er en meter fra hende. "Jeg går rimeligt hurtigt ned i knæ".

13.35: Sagen genoptages. Første vidne er urmagerens niece, der var til stede i butikken den dag i januar, da skuddene faldt.

12.29: Der er nu pause i retssagen indtil 13.30.

12.28: Anklager borer i, at Woollheads første forklaringer til politiet om begivenhederne ikke passer til dem, han er komme med under retssagen. Det er f.eks. forklaringer om, at der var slagsmål om pistolen, da Woollhead ville tage den fra røverne. Woollhead har skrevet disse forklaringer under, men han kan ikke huske, at han forklaret sig sådan og skrevet under.

12.23: Anklager har flere spørgsmål til Woollhead: Du har været udsat for røveri før, hvor du ikke blev skudt, hvorfor troede du, det ville ske ved dette røveri? Woollhead forklarer, at det bl.a. skyldtes røvernes voldsomhed.

12.05: Dommeren oplæser Woollheads forklaring til retsbogen.

12.04: Anklageren spørger: Hvis våbnet kun var til at true med, som du har forklaret, hvorfor har du så patroner? Det var nemt at sige ja til tilbuddet. Har du aftjent værnepligt? Nej. Woollheads forsvarer præciserer: Woollhead har ikke sagt, at våbnene kun var til at true med, men til at forsvare sig.

12.00: Woollhead fortæller, at der nok var værdier for omkring en millioner kroner i butikken på gerningstidspunktet. Havde du en forsikring? Ja. Men vores erfaring med forsikringen er, at man kun får et symbolsk beløb. De vender og drejer tingene, så man kun får et symbolsk beløb.

11.58: Woollheads forsvarer udspørger ham. Woollhead bliver selv ramt af et skud i skulderen, men han har ingen erindring om, at det skete. Det var hans niece, der gjorde ham opmærksom på det. Det var også hende, der trykkede på overfaldsalarmen og ringede til politiet. Har du prøvet at skyde med jagtgeværet fra pengeskabet? Nej. Og han har heller ikke prøvet at skyde med pistolerne. Hans kendskab til våbnene stammer fra den person, som han har købt dem af. Det foregik i butikken. Blev våbnene anskaffet for at angribe personer? Nej. Hvorfor blev de så anskaffet? Nej, det var bare nemt at sige ja til dem. Var det med henblik på at forsvare dig? Ja, det må det have været.

11.52: Anklageren pointerer, at Woollhead til politiet efterfølgende har fortalt, at skuddene blev affyret af røverne. Han har først senere ændret forklaring til den, vi lige har hørt, da han er blevet gjort bekendt med andre vidners forklaring.

11.50: Woollhead forklarer, at han er bevidst om, at han trækker pistolen, men ikke at han afsikrer og heller ikke skuddene. Røverne løber ud af lokalet alle sammen, husker han. Woollhead går så ud og tager sig en stor cognac. Han husker ikke, hvad han gør med pistolen.

11.46: På dagen sad han og talte med sin ven Jørgen i butikken. Da han åbnede døren væltede de tre serbere ind. De var meget højtråbende på serbisk, men råbte også "down". Woollhead kan kun se en enkelt mandsperson, da han åbner døren for dem. Med det samme de åbner døren, får jeg en pistol i hovedet og bliver skubbet baglæns, forklarer urmageren. Og så vælter de sidste to ind af døren. Woolhead bliver skubbet mod baglokalet, han vender sig rundt for ikke at falde og får så nogle slag i hovedet. Da han kommer ind i baglokalet, slår nummer to løs på ham på ryggen og nakken, mens han bliver holdt fast af nummer et. Han står bøjet over et møbel. Røver et har en pistol mod Woollheads hovede, mens nummer to banker løs på ham, fortæller han. Han har hørt flere historier om skrupelløse røvere fra Østeuropa fra andre steder i Europa. Han er sikker på, at han skal dø.

11.38: Woollhead har anskaffet sig Colt'en et halvt år før den 16. januar. En anden pistol er anskaffet trekvart år før. Han har også et oversavet jagtgevær. Alle tre er købt hos samme person. Et af skydevåbnene lå i pengeskabet. Tanken var nok at have et skydevåben, hvis han blev tvunget til at åbne pengeskabet, siger Woollhead.

11.34: Det var en pistol, jeg købte lidt som en sutteklud, siger Woollhead. Hvad tror du disse patroner, som er fundet i dit skab, gør ved folk? spørger anklageren. Det ved jeg ikke, jeg har ikke forstand på skydevåben, svarer Woollhead. Det er meget kraftige patroner, kraftigere end dem, politiet har, siger anklageren.

11.31: Politiet har ransaget Woollheads hjem på Fyn, hvor man har fundet en ladt Colt 45 under madrassen. Er det ikke rigtigt, at du har en søn, der er autist? spørger anklageren. Jo. Kunne han ikke have fundet den? Nej, han lever lidt i sin egen verden, forklarer Woollhead.

11.28: Woollhead forklarer, at hans butik har været udsat for røveri 6-7 gange samt bedrageri flere gange. Han har fået dørlås, så døren kan åbnes med en knap fra skranken.

11.26:
Retssagen genoptages. Urmager Michael Woollhead har nu taget plads i vidnestolen.

11.20: Der er fem minutters pause i retssagen.

11.09: Dommeren læser Ivans forklaring op til retsbogen.

11.05: Så du, om Steve blev ramt? Nej, svarer Ivan.

11.04: Ser først urmagerens pistol, da den trækkes frem. Ivan tror, at han havde den i bæltet. Ivan står halvanden meter fra urmageren, da denne skyder. Han skyder 5-6 gange, mener Ivan. Han skyder mod Ivan og Marco. Ivan værger for sig med armen oppe og bliver ramt i armen. Da han vender sig om, bliver han ramt i ryggen. Det sker ifølge Ivan, da han er helt oppe ved døren.

11.00: Hvad var planen, da I gik ind i forretningen? Vi skulle gå ind og så gøre dem forskrækkede med pistolen, og så skulle vi tage et ur eller to og så forsvinde ud. Da de kommer ind råber de "down". Husker ikke, hvem der råber det. Urmageren reagerer ved at skubbe til Steve. Steve skubber også til urmageren. Tror at Steve havde pistolen fremme. Holdt han den op mod urmageren? Det har jeg ikke set. Urmageren komme lige indenfor i baglokalet. Kvinden var der i forvejen. En anden mand sad på en stol, da de kom ind. Ivan har også en pistol. Kan ikke huske om han bruger pistolen til at vise den anden mand ind i baglokalet. Var der håndgemæng mellem Steve og urmageren i baglokalet? Nej. Rørte de ved hinanden i baglokalet? Nej. Urmageren havde ansigtet vendt mod ham, hævder Ivan, da urmageren skyder mod ham. Bliver urmageren slået? Det ved Ivan ikke, det må man se på vidoen, mener han. (han mener formentlig rekonstruktionsvideoen, som senere vil blive vist)

10.51: Siger du, at idéen om røveri mod forretningen først opstod, da I stod foran forretningen? spørger anklageren. Ja, svarer Ivan. Vil du virkelig have mig til at tro på det? Ja, selvfølgelig.

10.50: Siger først, at han fik attrappistolen i hånden inde i butikken, men da anklager spørger igen, retter Ivan til, at han fik den foran forretningen.

10.48: Hvad lavede I, når I kørte over broen? De kørte ikke altid til København, men nogen gange til Tyskland. Han vil ikke fortælle, hvad han skulle lave dernede. Hvad lavede du, når du var i København? Kiggede mig rundt. Efter urmagerforretninger? Nej.

10.44: Anklager vil vise Ivan billeder af dem, når de kører over broen. Han beder Ivan se på det tredjesidste billede. Det er fra den 16. januar, den dag røveriforsøget blev begået. Ivan kører. Hvem sidder ved siden, spørger anklager? Ivan husker det ikke, og han kan åbenbart ikke genkende ham på billedet.

10.41: Det var en kammerat med efternavnet Petrovic som lejede bilen i Malmø den 27. december og en måned frem. Ivan blev i lejekontrakten angivet som fører. Prisen for en måneds leje var 6.200 svenske kroner. Ivan siger, at de to betalte halvdelen hver. Bilen har været over Øresundsbroen ni gange. Ivan kan ikke huske, hvor mange gange han var med. 2-3-4 gange måske.

10.37: Anklager udspørger nu den anden tiltalte for røveriforsøg, Ivan Milanovic.

10.27: Der er cirka 30 tilhørere i retssalen, hvoraf hver tredje vel er fra pressen.

10.19: Dommeren gentager Marcos forklaring til retsbogen.

10.14: Marco udspørges af Woollheads forsvarer. Han borer i, om det var på eget initiativ, at Marco købte to pistoler og tre ruller tape, da de endnu var i Malmø. Det var det, forklarer han. Hvorfor købte han to pistoler og ikke bare én? Det havde han bare lyst til.

10.11: Vi tænkte, at sådan en butik måtte have en forsikring, for vi ville ikke gøre nogen noget ondt, siger Marco, da han bliver udspurgt af sin forsvarer. Steve havde sagt, at den slags butikker har forsikringer, siger han.

10.07: Jeg begynder faktisk allerede at løbe, da jeg ser pistolen, siger Marco, og så hører han 4-5 skud. Marco tror, det er ham, der åbner døren for at forlade stedet sammen med Ivan. Men han var stadig i midten af lokalet, da han blev ramt. De løb ud af butikken og rundt i de små gader, indtil de kom til bilen, som de kører afsted i. Men de begyndte at bløde meget, så de stoppede ved en benzintank og bad om hjælp. Ivan var også ramt.

10.04: De ville sælge urene, men havde ikke tænkt på, om de kunne komme af med urene. Steve og Ivan var med i butikken. Steve gik først, så Ivan, så Marco. Døren var låst, men blev åbnet. Der var tre personer i forretningen. De vælter ind og råber "down, down". De viste de tre, at de skulle gå ud mod baglokalet. De skulle væk fra selve forretningslokalet, så røverne bedre kunne tage tingene og så styrte ud. Husker ikke om de gik frivilligt ind i baglokalet. Han har ikke set, om urmageren bliver slået. Men han har sår i hovedet, siger anklager. Jeg har ikke set det, svarer Marco. Det er ejeren, der skyder. Han vender hovedet og ser tilbage, at ejeren skyder mod dem. Ser du det første skud? Ja, siger Marco. Han viser med en pistol, hvordan Woollhead står med front mod skudretningen og sigter lige frem. Marco er to-tre meter fra ham. Han skyder første gang, så begynder de at stikke af, og så skyder han igen, og mens de løber, synes han, at han hører skud efter skud.

9.55: Aftalen var, at de ville gå ind og sige til folk, at de skulle lægge sig ned, og så ville de tage nogen ting. Marco betragtede det ikke som et røveri, for så ville han aldrig have deltaget i det. De vidste jo ikke, at Woollhead tidligere havde været udsat for røveri. Han troede bare det var et tyveri. Det var jo plasticpistoler de havde med.

9.51:
De går tilfældigt forbi forretningen, siger Marco, og så manglede de penge. Han vil ikke sige noget om, hvem der foreslog røveri. De havde legetøjspistoler med. De var i en taske. Marco havde tasken med fra Sverige. Han havde haft den med hjemmefra, altså Beograd. Anklager holder pistol op og spørger, om det var en af de pistoler, som de havde med. Ja, den er fra en legetøjsforretning, svares der. Marco har købt den i Malmø.

9.45: Marco Brankovic udspørges af anklageren. Han er fra Beograd, Serbien, men kom til Danmark samme dag, som røveriforsøget fandt sted. Angiveligt som turist. Han havde opholdt sig i Sverige forinden. Han bliver spurgt, om han har mødt en person ved navn "Steve" i Sverige. Ja, svarer han, han har mødt ham i Malmø. Hvor mange gange har du været i København, bliver han spurgt. To-tre gange sammen med den medtiltalte Ivan Milanovic. De har kigget på steder, som man nu gør som turist.

9.42:
Forsvareren for Woollhead erklærer, at Woollhead erklærer sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse, men ikke skyldig i grov vold. Forsvareren for den ene af røverne siger, at hans klient ikke vil erkende at have haft en attrappistol med i urmagerbutikken, da gerningen fandt sted.

9.38:
Anklager læser anklagerne op mod alle tre tiltalte. En tolk oversætter løbende for røverne, der er fra Balkan-området. De er cirka 1,80 høje og synes fysisk veltrænede.

9.34: Dommer og nævninge er ankommet. Dommeren sikrer sig, at de to tiltalte røvere og Michael Woollhead er de rette personer. De to røvere er født i henholdsvis 1981 og 1982.

9.31:
De to røvere er nu ankommet til retssalen, fulgt af tre retsbetjente. De har begge cowboybukser på. Den ene er iklædt gul t-shirt og løbesko, den anden en grå bluse og sorte sko. De er i slutningen af 20erne eller starten af 30erne. De sidder smilende og kigger på urmageren.

9.22:
Urmager Michael Woollhead er netop trådt ind i retssal 1 i Københavns byret på Nytorv. Han er iført blå cowboybukser og en brun sweater og taler med sin advokat, Jakob Lund Poulsen. Han tager sweateren af - er nu iført en beige kortærmet skjorte - og kører en hånd gennem håret for at få det til at sidde rigtigt igen. Han er ikke synligt nervøs.

Kilde: