Enhedslisten kræver fodboldkampe på DR eller TV 2

Den 6

Slettet Bruger,

06/05/2009

Den 6. juni spiller Danmarks herrelandshold i fodbold kvalifikationskamp til VM mod Sverige, og kampen vil blive sendt til seere med et digitalt tv-abonnement fra YouSee, Viasat, Stofa eller TDC. Men det er ifølge Ritzaus Bureau ikke godt nok for Enhedslistens kulturordfører, Per Clausen. Han varsler nu et beslutningsforslag i Folketinget, som skal sørge for, at alle danskere med et fjernsynsapparat kan se fremtidige kampe på enten DR eller TV 2.

"Landskampen mod Sverige skal være sidste gang, den danske befolkning forhindres i at se en vigtig landskamp, som Danmark spiller i udlandet, på landsdækkende TV," siger Per Clausen til Ritzau.

Han finder det "helt urimeligt, at hensynet til de frie markedskræfter og muligheden for at opnå den maksimale profit skal forhindre store dele af den danske befolkning i at se vigtige begivenheder".

Kulturminister Carina Christensen vil ikke stemme for det forslag. I et svar til Per Clausen, skriver hun:

"Der skal være fair konkurrence på markedet, sådan som der er i dag. Jeg har derfor ikke i sinde at ændre dansk lovgivning på dette område."

[email protected]

Kilde: