Fanget mellem næstekærligheden og loven

Af Filip BerghamarDet, vi i øjeblikket ser udspille sig i sagen om de afviste irakiske asylansøgere, burde give anledning til et opgør med den ført...

Slettet Bruger,

14/09/2009

Af Filip Berghamar

Det, vi i øjeblikket ser udspille sig i sagen om de afviste irakiske asylansøgere, burde give anledning til et opgør med den førte asyl- og flygtningepolitik. Ikke fordi jeg er enig med de selvgode (og selvglade) præster og kunstnere eller deres usympatiske sympatisører, eller fordi jeg ønsker mig tilbage til før 2001, hvor flygtninge- og indvandrerpolitikken var ved at føre Danmark til et statsbankerot. Men at både den nuværende og den forhenværende asylpolitik har vist sin utilstrækkelighed bør efterhånden være åbenbart for de af os, der bekender sig til liberalismen.

På den ene side har vi loven. Den siger, at medmindre man kan opfylde samtlige kriterier i flygtningeloven til punkt og prikke, kan man ikke få asyl. Loven er blind. Den ser ikke fortvivlelsen, frygten eller desperationen. Den kender ikke til skjulte bagtanker om nasseri, misbrug eller kriminalitet. Den kender forskellen mellem ret og uret, men kender ikke forskellen på godt og ondt. På lovens side finder vi de fleste partier på Christiansborg, og (desværre) en hel del af de skarpeste hjerner på den borgerlige fløj. De siger, at loven altid skal holdes, og hvis man sætter sin samvittighed eller følelser over loven og skjuler disse flygtninge, så begår man ikke blot en forbrydelse - nej, sådanne handlinger er endda farlige for selve demokratiet.

På grund af mangel på mod tør jeg ikke være specifik - men jeg kan garantere læserne om, at i så tilfælde er undertegnede en vaskeægte demokrati-kriminel. Det åbenlyse spørgsmål at stille er da også, om samtlige danske sortarbejdere og hashrygere ikke blot er lovbrydere, men også er decideret farlige mod demokratiet. Jeg tror det ikke.

Søren Pind, Edith Thingstrup og andre er desuden også blevet stillet det meget jordnære spørgsmål: "Hvis der nu stod en desperat flygtningefamilie foran din dør, ville du så blot smække den i for dem?" Og svaret har desværre lydt: Ja, det ville man. Her bliver jeg nødt til, i al venskabelighed overfor mine liberale meningsfæller, at indskærpe: Hvis man skulle havne i den situation, at en fortvivlet afvist flygtninge-mor stod udenfor ens dør, med sine børn der knap nok kan tale deres eget modersmål, og alligevel valgte at ringe efter politiet - ja, så er man i min optik en større skiderik, end selv de autonome er. Ringer man ikke til politiet, er det hykleri.

På den anden side står de selvbestaltede og selvgode næstekærligheds-vogtere. Præster, autonome, kunstnere, og gammel- og ungkommunister i en meget uskøn (og direkte ulækker) alliance. De kræver, at Danmark skal give irakerne asyl og tilbyde dem alle de goder, der står listet på velfærdsstatens bugnende menukort. På din og min regning, forstås. Også de fejler at svare på et meget jordnært og bidende nødvendigt spørgsmål: "Hvad så med de næste 200 asylansøgere? Eller de næste 500, 1.000 eller 10.000 personer der, opmuntret af de forrige, kommer hertil i håb om et bedre (og offentligt forsørget) liv?" Søren Pind svarer næsten rigtigt, når han udtaler, at en sådan politik vil true hele Danmarks eksistens. Om hele Danmark som nation er truet af en sådan asylpolitik er svært at forudsige. Men at den danske velfærdsstat ville bryde fuldstændigt sammen, kan man ikke komme udenom. (Selv om jeg ønsker den omklamrende velfærdsstat hen hvor peberet gror, så skal det helst ikke ske igennem et statsbankerot). Men så længe de ikke kan komme med et troværdigt svar på ovenstående, vil de aldrig nogensinde få held med at få gennemført deres politik - og godt det samme!

Dernæst er der en kortslutning af selve deres definition af næstekærlighed. Man tror, at næstekærlighed kan udleves igennem et virvar af konventioner, sociale ydelser og bureaukrati. Det kan den ikke. Næstekærlighed kan kun gives af egen fri vilje, fra et menneske til et andet. Næstekærligheden er ikke dum, den lader sig ikke udnytte - og den indebærer typisk en vis opofrelse af giveren. Derfor er det hyklerisk og forkert, når præsterne påstår, at de kæmper for næstekærligheden. Det er jo ikke kun dem selv, der skal bære omkostningerne af deres næstekærlighed - det skal alle andre skam også. Og jeg er overbevist om, at de fleste meget gerne selv vil bestemme, hvem der skal modtage deres kærlighed, og hvem der ikke skal. Desuden er Loven og Kærligheden, som kristendomen netop påpeger, to uforenelige størrelser. Så hvordan laver man en næstekærlig lov? Kunne man spørge.

Men tilbage står spørgsmålet: Hvordan udformer man en ordentlig asylpolitik? Svaret er ligetil: Den bedste asylpolitik, er ingen asylpolitik. Statslig håndtering af flygtninge har spillet fuldstændigt fallit. De to muligheder, vi har afprøvet i Danmark, har vist sig at være enten hovedløse eller hjerteløse. Det er på høje tid, at danskerne selv får en chance, for hvis én borger eller en gruppe af borgere ønsker at tage nogle flygtninge til sig og forsørge dem, indtil de kan klare sig selv - ja, så kan jeg virkeligt ikke se, hvad der skulle være forkert i det, så længe det ikke sker på bekostning af andre borgeres tid, penge eller ejendom.

Der ligger også en dybere erkendelse af det gode liberale princip om ejendomsretten. For burde jeg ikke have ret til at råde over min ejendom, som jeg lyster, og huse dem jeg vil, hvornår jeg vil? Er min ejendom kun min, så længe jeg ikke huser disse af staten uønskede gæster? Eller bliver ejendomsretten overhovedet håndhævet idag?

Så længe politikere skal prioritere mellem næstekærligheden eller loven, er vi dømt til at hensygne i enten økonomiske- eller samvittighedskvaler. Men hvis vi lader det være op til den enkelte, og den enkeltes samvittighed og økonomi, behøver vi aldrig mere se disse hjerteskærende billeder eller bekymre os om, hvorvidt skatterne nu igen skal stige, fordi nogle naive politikere ikke havde rygraden til at sige fra overfor udnyttelse og misbrug.

Vi har et godt princip i Danmark om, at man ikke blander religion og politik. Er det ikke på tide, at vi også adskilte næstekærlighed og politik?

Filip Berghamar er softwareudvikler og var kandidat for Liberal Alliance ved EU-parlamentsvalget

Kilde: