Af Uffe Lindum
Den 25. august 2009 var en flovmand for dansk presse. Den dag viste det sig, at den på ingen vis levede op til sin egen selvforståelse som det kritiske modspil til spillet i magtens og den såkaldte åndselites korridorer.Ifølge Ritzau - og med det en stor portion af dets aftagere - skulle en historie fra Norge gå ud på, at "Professorerne Eystein Jansen og Helge Drange har lavet beregninger, som viser, at mængden af CO2 i atmosfæren kan være 20-25 procent højere end tidligere antaget."
Uuu-hadada, uhadadadada! Sensationen optrådte i pressen under overskrifter som 'klimabombe' og 'miljøbombe'.
Den indtil videre anerkendte CO2-mængde i atmosfæren udgør 0,4 promille (?). Så tager vi 25 %, dvs. ¼, heraf = 0,1 promille og lægger den oven i de 0,4 promille. Facit: 0,5 promille. En halv tusindedel.
Kald lige det en miljøbombe én gang til! Sprængværdien svarer højt regnet til en fis i en hornlygte. Jeg tør næsten ikke tænke på størrelsen af de lagre, de politisk korrekte tænker på at indrette hertil. Jeg risikerer at dø af grin ligesom Århus-ørelægen Ole Bentzen, der - med skuespilleren Carl Fischers ord om kollegaen Valdemar Schiøler-Linck - 'slog sin godnatskid' ved at se filmen 'A fish called Wanda'!
Én ting er selvfølgelig, at de tvende professorer enten ikke kan (procent)regne, eller at de netop har 'regnet den ud', nemlig at deres dramatiske budskab ville tabe grusomt i værdi, hvis de talte klart sprog.
Noget ganske andet er, at 'den 4. statsmagt', den efter sigende kritiske presse, ikke efterkontrollerer udsagnet, før man smider det i trykken. Efterkontrol kræver godt nok, at pressen ved noget om konkrete, grundlæggende fakta såsom atmosfærens mængde af CO2, men det er heller ikke en dyt for meget forlangt, når det er dens opgave at informere.
Noget helt tredie er, at pressen ikke selv efterfølgende tager skridt til at regne efter og nedprioritere hysteriet. Heraf kan man lære, at hensynet til læsernes - og for den sags skyld også journalisternes egen - opdatering med grundlæggende faktuel viden ikke tynger generende i informationens vægtskål.
Som et fjerde nummer i pressens aktuelle treenighed - selvtilstrækkelighed, magelighed og almindelig uvidenhed - kommer den hellige politiske korrekthed, der i nutiden udmønter sig i trangen til at være slyngveninde med den statsmagt, man i stedet burde kontrollere, og som flytter absolut ingenting. Statsmagten personificeret i ministre og folketingsmedlemmer, partikonstellationer underordnet, har ikke i nyere tid gjort sig bemærket som ledefyr for ånd og/eller viden, Per Stig Møller måske lige fraset, men på det humanistiske videnfelt.
Læser man nu afdøde overlæge Jørgen Røjels fremragende, nådeløst videnbaserede bog om dansk miljøpolitik 1960-90, 'Fra anarki til hysteri', bliver man belært om, at tidligere miljøminister Chr. Christensen miljøfagligt set var et - med forlov - miljøbombekrater i jorden, og at af Folketingets 179 medlemmer kun hans, formentlig af samme grund senere udrensede, partifælle Arne Bjerregaard havde det videnmæssige overblik til offentligt i tinget at kunne gennemhulle den senere vedtagne vandmiljøplan, hvis udkast blev forsvaret med tomme verbale sidesteps af én, som uden forbehold burde vide bedre, nemlig den radikale kemiingeniør og senere miljøminister (sic!) Lone Dybkjær.
At gnubbe skuldre med fx Connie Hedegaard, som ifølge Politikens 'At Tænke Sig' bærer titlen 'klimakterieminister', synes derfor at være et noget perspektivløst foretagende, medmindre det altså snarere end information gælder om at bjærge sig særfordele til den tilstundende 'klimakonference' i København til december. Senest har hun i et indlæg d. 8.9. i bl.a. Horsens Folkeblad atter en gang kvædet sin monomane vise om den forskrækkelige CO2, der altså udgør max. en halv tusindedel af atmosfæren, så med hende kommer man ikke videre.
Til gengæld husker jeg min gamle chefredaktør Nils Thostrups ord om, at "dybdeborende journalistik opstår, når man gør sit daglige, grundlæggende arbejde ordentligt". De kunne fortjene videre udbredelse!
Hermed bliver nærværende klumme ikke længere. Det skulle nødig gå som i det oldgræske Sparta, hvis øverste råd svarede en fremmed delegation: "Begyndelsen af eders tale har vi glemt, og slutningen forstod vi ikke, fordi vi havde glemt begyndelsen".
Uffe Lindum er pensioneret energijournalist
