Af Finn Ziegler
Det bliver Barack Obama, som overtager præsidentembedet i USA den 20. januar næste år. Valget af den unge senator, der kun har siddet fire år i senatet og i øvrigt ført valgkamp i halvdelen af tiden i senatet, er først og fremmest historisk. Obama bliver den første sorte præsident og vil utvivlsomt gøre en god figur på posten, han er velbegavet, veltalende og engageret i de svageste. Han er og vil være forbillede for mange sorte amerikanere i deres kamp for at realisere den amerikanske drøm.Men Barack Obama er ikke bare sort. Han er også rød. Det er nok en overdrivelse at kalde ham socialist, men han er uden tvivl at finde på venstrefløjen i Det demokratiske Parti. Det er ikke hans omgang med venstreradikale intellektuelle eller grupperinger, der fører til denne konklusion. Hans politiske program, bøger og stemmeafgivning giver en stærk indikation af, at Obama bliver den mest "liberale" præsident nogen sinde.
Liberal betyder i amerikansk sammenhæng at være for omfattende indgreb i økonomien og imod indgreb i personlige anliggender. Oversat til dansk er det socialdemokrat. Modsætningen i USA er konservativ, som er imod indgreb i økonomien, men for indgreb i personlig frihed. Det er den politiske skala fra venstre til højre i USA. Der er desuden mindst to andre positioner, som man kan indtage, nemlig populist (for alle indgreb) og libertarianer (imod alle indgreb).
Det amerikanske samfund har siden 1960'erne gennemgået en frigørelse i personlige anliggender, så Barack Obama er på linje med flertallet i den amerikanske befolkning og velsagtens de fleste danskere, når det gælder de fleste værdipolitiske spørgsmål og personlige anliggender (fri abort, fri homoseksualitet, fri porno, adskillelse af kirke og stat). Så valget af Obama vil næppe medføre større forandringer i personlige anliggender, selvom flere stater, herunder Californien, har vedtaget et forbud mod anerkendelse af ægteskab mellem bøsser. Obamas bidrag vil på dette område næppe bestå i andet end en meget selektiv udnævnelse af dommere, som vil anlægge den "rigtige" fortolkning af forfatningen i disse spørgsmål.
Heller ikke i udenrigs- og forsvarspolitikken skal man forvente sig store ændringer. Obama vil nok forsøge at afslutte krigen i Irak hurtigt og trække soldaterne hjem. Han vil også være mere tilbageholdende med militære indgreb, men i vidt omfang er det begivenheder uden for USA, der kommer til at afgøre udenrigspolitikken.
Det er primært på det økonomiske område, at præsident Obama vil skille sig ud. Han ligger formentlig til venstre for både Lyndon B. Johnson (1963-69) og Franklin D. Roosevelt (1933-45), som fik gennemført omfattende indgreb i økonomien og markante stigninger i de offentlige udgifter.
Det man kan forvente sig af præsident Obama er en stærk forøgelse af statens indblanding i økonomien, hvis han ellers kan få de to kamre i Kongressen med på det. Ironisk nok vil det være en fortsættelse af den politik, som George Bush jr. har stået for med sin socialkonservative og populistiske politik. Bush er den præsident siden Lyndon B. Johnson, der har gennemført den største stigning i de offentlige udgifter (og det er alle budgetposter, som er skudt i vejret, ikke kun forsvarsudgifterne). Med Obama kan vi forvente "just more of the same", altså en fortsættelse af orgiet med stigende offentlige udgifter og regulering af økonomien.
Hovedpunkterne i Obamas økonomiske politik, som fremgår af det politiske program, er:
* Skattelettelser til under- og middelklassen: Obama har solgt dette punkt som skattelettelser, men i virkeligheden er der tale om en stribe nye offentlige tilskud til personer med lav- og mellemindkomster. Teknisk er det udformet som skattefradrag, hvis der er indkomst, eller direkte tilskud hvis der ikke er indkomst. Derfor er der også skattelettelser til personer, som slet ikke betaler skat. De facto er det offentlige tilskud, der tilmed falder med stigende indkomst, til en hel masse "gode" formål: Arbejde, uddannelse, renteudgifter, pensionsopsparing, sundhed, børnebidrag, udgifter til børn, midlertidig energirabat og indkøb af miljøvenlige biler. Men resultatet er, at dette øger marginalskatten for mange lønmodtagere med mellemindkomster med mellem 10 og 15 procentpoint (svarende til mellemskatten herhjemme).
* Skattelettelser til virksomheder som skaber nye jobs i USA. Det samme til virksomheder som investerer i forskning, udvikling og innovative produkter.
* Protektionistisk handelspolitik: Kodeordet for dette er "fair" trade. Frihandelsaftaler skal genforhandles, og Obama-administrationen vil bruge handelspolitikken til at "sprede høje arbejds- og miljøstandarder" verden over. Dette indebærer en beskyttelse af hjemlige arbejdspladser og vil forringe udviklingslandenes muligheder for at konkurrere, hvis de skal opfylde rige amerikaneres arbejds- og miljøstandarder (som i sagens natur er højere).
* Styrkelse af fagforeningerne: Obama vil gøre det lettere for fagforeninger at organisere arbejdstagere og tvinge virksomheder til at anerkende fagforeninger. Det skal også være lettere at beslutte strejker kollektivt, og medarbejdere, som strejker, vil blive beskyttet mod fyring.
* Forhøjelse af minimumslønninger. Præsident Obama vil hæve minimumslønnen, som er fastsat i lovgivningen og knytte den til et forbrugerprisindeks, hvilket vil øge realværdien over tid.
* Statslige investeringer i infrastruktur: Obama vil oprette en række offentlige investeringsfonde og banker, som investerer i den offentlige sektor og hjælper delstater, som ikke har orden i økonomien.
* Offentlige investeringer i og massive tilskud til erhvervslivet: Præsident Obama vil skabe 5 millioner nye jobs gennem statslige investeringsfonde og offentlige tilskud til virksomheder. En såkaldt Advanced Manufacturing Fund skal identificere og investere i virksomheder med de mest "lovende" strategier. 150 mia. dollars skal investeres i "Ren Energi", altså miljø- og energiprojekter.
* Ny regulering af bank- og finansieringsvirksomhed.
* Mere liberale regler for sygefravær.
* Amerika skal være selvforsynende med energi- og CO2-udledninger: Ideen om at gøre USA uafhængig af import af olie fra Mellemøsten er ikke ny. John McCain synger med på samme sang, og politikerne i Washington har talt om dette siden Nixons tid. Dette vil betyde omfattende reguleringer af energisektoren, offentlige tilskud til vedvarende energi, en hjælpende hånd til bilfabrikkerne, som skal lave "økobiler" osv. Det bliver et meget kostbart projekt for skatteborgere og forbrugere.
* Nye investeringer i uddannelse: Løfter om alt fra tidlig skolegang for småbørn (vuggestuer og børnehaver) til statsgaranteret studielån til studerende og fradrag for udgifter til børns videregående uddannelse. Det vil øge de offentlige udgifter. Der er også et løfte om højere (performanceafhængige) lønninger til skolelærere.
* Ny sundhedsskat for virksomheder som ikke har tegnet sygeforsikring for medarbejderne. Medarbejderne vil i stedet blive omfattet af en ny offentlig sygeforsikring. Dette vil medføre en stor stigning i antallet af amerikanere, som er omfattet af en offentlig ordning. Skatten vil forringe virksomhedernes konkurrenceevne og måske få flere til at dreje nøglen om. Desuden kan forventes begrænsninger i patienternes valgfrihed og formentlig begrænsning i adgang til nye behandlinger i de offentlige sygeforsikringer.
Gennemførelsen af Obamas politiske program er nok til at forlænge den igangværende økonomiske krise med adskillige år. Det massive løft i de offentlige udgifter vil forværre underskuddet på statsbudgettet og få renten til at stige. Nye subsidier vil flytte arbejdspladser fra lønsomme til statsstøttede industrier. Og ændringer i skat og arbejdsmarkedet vil gøre den amerikanske økonomi mindre fleksibel, nedsætte konkurrenceevnen, øge arbejdsløsheden og forringe den økonomiske vækst. Det vil bryde med de sidste 30 års strukturpolitik, som skridt for skridt har gjort amerikansk økonomi til den stærkeste i verden.
Valget af Obama er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at dette socialdemokratiske program bliver gennemført, og at USA vil rykke helt ud på venstrefløjen. For det første sætter økonomien en begrænsning for, hvad den nye administration kan. For det andet skal Obama overbevise et flertal i de to kamre i Kongressen. Godt nok har Demokraterne flertal i begge kamre, men der er mange konservative demokrater, som ikke vil stemme for denne radikale politik. Der er også risiko for, at Demokraterne taber kongresvalget om to år, hvis politikken bliver for "liberal".
Bill Clinton forsøgte i de første år af sin regeringstid at gennemføre radikale ændringer. Efter kun to år gav amerikanerne Republikanerne flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus i de næste 12 år. Clinton-administrationen var nødt til at ændre politik. Der kom styr på de offentlige udgifter, og den økonomiske politik var gennemgående fornuftig frem til 2001.
For det andet er det mandat, som Obama er valgt på, forholdsvist tyndt. Kun 52 % af vælgerne stemte på Obama mod 46 % til Republikanerne kandidat, John McCain. Meget tyder på, at det mere var et fravalg end et tilvalg. Uden finanskrisen havde John McCain formentlig også sejret over Barack Obama. Store dele af Obamas program er for radikalt for hovedparten af de amerikanske vælgere.
Obama vil gerne genvælges om fire år, så han bliver nødt til at rykke ind på midten. Obama har tilbragt størstedelen af sit arbejdsliv i politik, så han er som levebrødspolitiker klar over dette. Men det betyder også, at han må løbe fra mange valgløfter. Obama har utvivlsomt plantet et håb hos mange borgere. Nu skal den venstreorienterede præsident snart til at skuffe de samme vælgere.
Finn Ziegler er public affairs-chef
