Af Martin Ã…gerup
Hvem, kære læser, tror du i 1973 skrev dette: "At politikerne ødsler med den jævne mands penge på talrige fronter ... er kendt nok". Eller dette: "På grund af tjenestemændenes politiske indflydelse og høje indtægter, er de nutidens overklasse ...". Eller hvad med: "Det er f.eks. ubegribeligt, at det har været muligt at få politikerne til at tro, at tre års uddannelse skulle være nødvendig for at tage sig af børn i nogle timer i en børnehave, når 70 pct. af landets mødre passer deres børn hele dagen uden uddannelse".Var det mon Mogens Glistrup? Eller måske chefredaktør Henning Fonsmark? For det må da have været en borgerlig samfundsdebattør, der på denne måde udøver kritik af den offentlige sektor, ikke sandt? Forkert. Citaterne stammer fra bogen Den herskende klasse af Jørgen S. Dich (Borgen, 1973). Dich var økonom, pensioneret professor i socialpolitik - og socialist.
Meget af Dichs analyse er pinagtigt forfejlet, men jeg trækker ham frem, fordi hans bog repræsenterer noget, som i dag er totalt fraværende på den politiske venstrefløj: kritik af den offentlige sektor. Hvor er den blevet af? I forbindelse med Mogens Glistrups død 1. juli i år blev jeg præsenteret for det synspunkt, at venstrefløjens statskritik døde, da Glistrup trådte ind på den politiske scene. Glistrups person og hans budskaber var for venstrefløjen generelt set så anstødelige, at der ikke var plads til nuancer. Man måtte tage afstand fra alt, hvad Glistrup stod for. Man kunne ikke på venstrefløjen rumme den tanke, at det var muligt at dele visse af hans synspunkter. Glistrup var stærkt kritisk overfor den offentlige sektor og ville afvikle store dele af den. På venstrefløjen var man imod Glistrup. Ergo måtte man ikke alene være tilhænger af en stor offentlig sektor, men ukritisk gå ind for vækst i stort set en hvilken som helst del af den offentlige sektor - med forsvaret som undtagelsen, der bekræfter reglen.
Som bogens titel mere end antyder, tager Den herskende klasse udgangspunkt i en klassisk marxistisk klasseanalyse. Dich når frem til, at det ikke primært er kapitalisterne, der udbytter arbejderne, men i stedet en ny herskende klasse af offentligt ansatte. Magtmidlet er deres "dominerende ideologi", som "baseres på humanismen, angsten for sygdom og død og flugten fra det legemlige arbejde. Den er uimodståelig. Den fylder presse, radio og fjernsyn. Den skaber den utilfredshed, som den herskende klasse lever af". Derved kan "den herskende klasses ydelser på en række områder - måske på alle - udvides så stærkt, at nytten bliver mindre end omkostningerne således, at der opstår et samfundsøkonomisk tab". Derved kan den herskende klasse udøve "social udbytning" af resten af befolkningen, især det arbejdende folk. Den "viser ingen tilbageholdenhed med sine lønkrav, normkrav eller andre krav, der belaster befolkningen".
Dich gør opmærksom på, at det kapitalistiske system - som han vælger at symbolisere ved "Mærsk Møller" - "har fordoblet arbejderlønnen i løbet af 25 år (og firdoblet den siden 1870)". Mens den herskende klasse - som Dich lader daværende budgetminister Knud Heinesen repræsentere - "tager de penge fra arbejdernes lommer, der skyldes Mærsk Møllers initiativ, og deler dem ud til lønninger til sig selv og overflødig uddannelse af sine børn".
"Hvem af disse to", spørger Dich, "repræsenterer arbejdernes interesser"? Og han giver selv svaret: "I mit lange liv som tilskuer til den store politiske dilettantkomedie har jeg ofte måttet græmmes alene, når andre lo, og smile, hvor andre græd. Men når det virkelig er lykkedes at bilde arbejderne ind, at Mærsk Møller er deres fjende og Heinesen deres ven, så er farcen blevet så morsom, at jeg må have lov at le højt - helt alene".
Var Dich blevet borgerlig på sine gamle dage? Bestemt ikke. Læser man Den herskende klasse i sin helhed, fremgår det tydeligt, at Dich var socialist, og lige efter ovenstående svada tilføjede han da også: "Hvis nogen heraf skulle mene, at jeg tror på kapitalismens fremtid, må jeg smile overbærende. Dens dage er talte". Nuvel, vi tæller stadig ...
Jørgen S. Dich var stor tilhænger af universelle overførselsindkomster, såsom folkepensionen. Han var ligeledes tilhænger af en progressiv beskatning med det formål at øge indkomstligheden. Dette er klassiske venstrefløjssynspunkter. Men han var samtidig arg modstander af væksten i antallet af gratisydelser til borgerne, leveret af offentligt ansatte og finansieret over skatterne. Dich argumenterer således for brugerbetaling på en række områder indenfor for eksempel uddannelse og sundhed for at undgå spild og overforbrug.
Som nævnt kan man i dag savne noget af denne statskritik på venstrefløjen, og - måske mere relevant - ud fra en nøgtern analyse må man undre sig over statskritikkens fravær på venstrefløjen. Socialister og socialdemokrater går ind for omfordeling fra de mere til de mindre velhavende. De går også ind for, at en række ydelser, såsom uddannelse og sundhed, skal finansieres via skatterne, så alle er sikret sådanne ydelser på et vist niveau. Men der er ingen naturlov, der siger, at man som venstreorienteret skal gå ind for, at disse ydelser skal leveres af offentlige velfærdsmonopoler. Der er jo bred enighed - også på venstrefløjen - om, at konkurrence er godt for private firmaer. Faktisk har vi lovgivning, der skal sikre, at konkurrencen opretholdes, og ifølge denne lovgivning er det strafbart for private virksomheder at forsøge at mindske konkurrencen, for eksempel igennem prisaftaler. Det er paradoksalt, at venstrefløjen på store dele af velfærdsområdet argumenterer for det stik modsatte, nemlig lovgivning der forhindrer konkurrence. Hvis interesser skulle det tjene? De svages? Befolkningens som helhed? Næppe.
Der er vel heller ikke nogen naturlov, som siger, at man som venstreorienteret skal gå ind for, at lavtlønnedes skatter skal gå til at finansiere højtlønnedes gratisydelser. Dich mente for eksempel, at hvis man havde råd til at købe en bil, måtte man også have råd til at forsikre sig imod sundhedsudgifter i forbindelse med bilulykker. Hvad er der blevet af den slags ideer på venstrefløjen?
I virkeligheden er dette er retorisk spørgsmål, for vi kender jo alle svaret. Dich's analyse i sin tid var, at de offentligt ansatte udgjorde de grænsevælgere, som afgjorde, hvem der fik regeringsmagten - socialdemokraterne eller de borgerlige. Derfor forsøgte alle at bejle til netop denne vælgergruppe ved løbende at ekspandere den offentlige sektor. Dich havde formentlig ikke i sine værste mareridt forestillet sig den situation, vi i dag sidder i. I dag er de offentligt ansatte nemlig ikke blot vigtige grænsevælgere, men udgør sammen med alle dem, der lever på offentlig forsørgelse et stort flertal - en velfærdskoalition på ca. 60 pct. af vælgerne.
Derfor kan en ny kritisk tilgang til statsmagten og den offentlige sektor ikke udspringe af de politiske partier på venstrefløjen, som er i lommen på velfærdskoalitionen. På venstrefløjen kommer statskritikken fra andre kanter - for eksempel fra Kim Larsen og Himmelblå-fonden, som for nyligt har kørt en kampagne, som kritiserer rygelovgivningen og dét, som de med stor ret opfatter som en stigende sundhedsfascisme. Statskritikken kan formentlig kun opstå fra sådanne kanaler, som er uafhængige af statsmagten.
Der går rygter om, at en ny såkaldt "centrum-venstre"-tænketank snart ser dagens lys. Hvis det er korrekt, må man håbe, at der bliver tale om en uafhængig tænketank, som kan og vil genoplive den statskritik, som siden Jørgen S. Dichs bog fra 1973 - samme år som Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet stormede ind i Folketinget med 28 mandater - har været tabu på den politiske venstrefløj.
Martin Ågerup er direktør i tænketanken CEPOS
