Af Leonard Read
Jeg er en blyant. En helt normal blyant med et lille viskelæder i toppen. (Mit rigtige navn er "Mongol 482", og jeg er fremstillet af Eberhard Faber Pencil Company, Pennsylvania).Du undrer dig måske over, hvorfor jeg vil offentliggøre min stamtavle. Ja, for det første er den ganske spændende, og den er også ganske kompliceret, selv om de fleste mennesker, der bruger mig, tager mig for givet.
Men netop fordi alle anser mig for at være en ganske uinteressant hverdagsting, kan min historie være på sin plads. For, som Chesterton engang sagde: "Vi kommer til at gå under, ikke på grund af mangel på underværker, men fordi vi ikke kan se dem."
Fordi jeg er en simpel blyant, kan jeg faktisk forklare en vigtig ting meget bedre end mange komplicerede apparater: - Intet enkelt menneske har viden nok til at kunne fremstille mig! Det lyder måske fantastisk - eller hvordan? Tænk på, at der fremstilles omkring 1 1/2 mia. af min slags hvert år, alene i USA. Se grundigt på mig - en smule træ, lidt bly, et viskelæder, lidt metal, farve og tryk - sku' det være så svært?
Forfædre
Du kan ikke spore mine forældre særlig langt tilbage, og det kan jeg heller ikke selv. Men jeg skal forsøge at give dig nogle navne - om ikke andet, så for at imponere en smule.
Stamtavlen begynder faktisk med et træ - et cedertræ, som voksede et sted i det nordlige Californien eller Oregon. Det krævede en masse save, traktorer og anden udrustning at få den fældede træstamme frem til jernbanen.
Det er umuligt at forestille sig alle de mennesker, kundskaber og al den indsats, der var nødvendig for at fremstille maskinerne, arbejdet fra minerne til finmekanikken, for slet ikke at tale om al madlavningen til skovarbejderne. Måske medvirkede 1000 personer på en eller anden måde i den kop kaffe, skovhuggeren drak!
Stammerne sendes derefter til et savværk i San Leandro i Californien. Kan du forestille dig, hvor mange mennesker, der var indblandet i arbejdet med at lave jernbaneskinnerne, banevolden, vejene og jernbanetelegrafen? De er alle blandt mine forfædre.
Derefter blev jeg savet op i San Leandro. Ud af den store stamme kom der masser af små, firkantede træstykker. 1 cm tykke. De blev tørret og farvet. Hvorfor det, spørger du. Ja, faktisk af samme årsag, som når kvinder sminker sig. I mennesker synes ikke at bryde jer om bleghed, hverken på jer selv eller på blyanter.
Derefter bliver træstykkerne vokset og tørret igen. Jeg undrer mig over, hvor meget arbejde der egentlig er nødvendigt bare for at få den specielle farveblanding. For ikke at tale om belysningen på fabrikken, varmen, gulvvasken og alt det andet, der skal til, for at et savværk kan fungere. De, der vaskede gulv på fabrikken, er faktisk også blandt mine forfædre, for slet ikke at tale om de arbejdere, som lavede dæmningen, der ejes af Pacific Gas & Electric Company, som forsyner savværket med strøm. Og glem ikke alle dem, der var indblandet i transporten af træbrædderne pr. jernbane fra San Leandro til Wilkes-Barre i Pennsylvania, hvor selve blyantfabrikken ligger.
Komplicerede maskiner
Når træet til slut er kommet til fabrikken, som har kostet $ 4 mio. at opføre (glem ikke dem af mine forfædre, som sparede denne kapital sammen for at satse den på fremstillingen af blyanter), skærer en maskine siderne af hvert træstykke. Næste maskine lægger en blyantstift på hvert andet stykke træ, og derefter limes stykkerne sammen til en slags blyantssandwich. Af dette stykke bliver mine syv søskende og jeg formet. Det bly, jeg indeholder (i virkeligheden grafit), har en lige så lang slægtshistorie. Selve råmaterialet brydes i miner på Ceylon.
Jeg kan knapt nok forestille mig alle de minearbejdere, som har skaffet grafitten op til jordoverfladen; alle dem, der fabrikerede de papirsække, som grafitten blev pakket i - eller snoren, som blev bundet om sækkene.
Matroserne på skibet, som bragte sækkene til USA, er blandt mine forfædre, lige så vel som fyrpasserne, vi sejlede forbi, og lodsene i havnene.
Grafitten blandes op med Mississippi-ler raffineret med ammoniak. Blødgører tilsættes, såsom dyrefedt behandlet med svovlsyre. Efter en ret omstændelig proces presses blystangen ud ligesom en pølse, der derefter tørres i højtemperaturovne. For at forøge holdbarheden behandles blyslangen derefter med en varm fedtblanding, som indeholder almindelige fedtstoffer, paraffinolie og noget så eksklusivt som candellillavoks fra Mexico.
Tilbage til mig selv. Jeg blev malet med ikke mindre end seks lag farve. Ved du, hvor mange ingredienser, der er i farven? Alene alle de kemiske processer, der skal til for at lave den rigtige gule tone i farven, kræver flere mennesker end jeg nogensinde vil kunne remse op.
Øverst oppe i toppen af mig sidder det lille metalhylster af messing. Forsøg at forestille dig alle de mennesker, som arbejder i zink- og kobberminer for at skaffe råstofferne. Og hvad kræves der ikke for at forvandle malmen til en tynd messingplade? Der er oven i købet små nikkelbånd rundt om metalhylsteret.
Til sidst kommer det lille viskelæder "the plug", som producenterne nok så prosaisk kalder det. Det er faktisk en separat ingrediens, lavet af planteolie fra Indonesien, som visker ud. Selve gummiet, som indeholder dette middel, er faktisk kun med som bindemiddel. Men alligevel skal det vulkaniseres og ikke mindst farves, i mit tilfælde med chromsulfid.
Et netværk af kundskaber
Findes der nu nogen, som vil sige mig imod, hvis jeg gentager min påstand om, at intet enkelt menneske har tilstrækkeligt med kundskaber til at fremstille mig? Millioner af mennesker har faktisk været med til at skabe mig; mennesker, der overhovedet ikke kender noget til hinandens eksistens.
Nu siger du måske, at jeg overdriver, når jeg placerer brasilianske kaffeplukker på mit stamtræ. Jeg indrømmer, at det kan virke søgt, men står alligevel fast på min påstand. Der er ikke én ud af disse millioner af mennesker, inklusive bestyrelsesformanden på blyantsfabrikken, som bidrager med mere end en brøkdel af den nødvendige kundskab.
Den eneste forskel mellem skovhuggeren i Oregon og minearbejderen på Ceylon er, hvilken type kundskaber han har. Både skovhuggeren og minearbejderen er nødvendige for, at jeg kan blive til - lige så vel som laboratorieassistenten på fabrikken eller arbejderen på boreplatformen (mit paraffin er jo et biprodukt ved oliefremstillingen).
Men nu kommer det virkeligt fascinerende: Ikke én eneste af alle disse mennesker arbejder, fordi han gerne vil fremstille mig. Jeg er sikkert lige så ligegyldig for alle mine forfædre som for det barn, der tager mig med i skole den første skoledag for derefter at tabe mig.
Der er faktisk mennesker, som har medvirket ved fremstillingen, som aldrig selv har set en blyant, eller som ved, hvordan man benytter én. Deres motiver for at arbejde er nogle helt andre. Man kunne måske formulere det på denne måde: Hver og én af dem, som medvirker, ved, at han ved at arbejde på min tilblivelse kan bytte sine kundskaber til ting, som han gerne selv vil have. Måske vil han oven i købet gerne engang have en blyant ...
Ingen central styring
Der er en endnu bedre moral i min historie: Ingen har organiseret hele dette netværk af arbejde. Der har ikke været brug for nogen central styring til at organisere alt det, der var nødvendigt, for at jeg kunne blive til. Det, der styrer, er den "usynlige hånd", som du sikkert har hørt om.
Man har sagt, at kun Gud kan skabe et træ. Det kan vi erklære os enige i, fordi intet menneske har tilstrækkeligt med kundskaber til bare at beskrive træet, måske bortset fra rent overfladisk. Man kan f. eks. tale om, at træet repræsenterer en speciel sammensætning at gener eller kemiske stoffer. Men hvem har tilstrækkeligt med observationer og fakta til nogensinde at kunne klarlægge alle detaljer i træets liv?
Jeg, blyanten, er en sammensat tingest. Jeg indeholder træ, zink, kobber, grafit og meget andet. Men det allermest fantastiske er, at jeg ikke er et naturprodukt i sædvanlig forstand: Jeg er et produkt af millioner af menneskers samarbejde og kundskaber, et spontant samarbejde som fungerer uden nogen helst form for central planlægning. Gud alene har tilstrækkelig viden til at kunne skabe et træ; men det er også kun ham, der har tilstrækkelig viden til - på egen hånd - at kunne skabe en blyant.
Når du nu har hørt min beretning, forstår du måske, hvorfor jeg håber, at du tror på den frihed, som mennesket er ved at miste. Hvis man har kendskab til den arbejdsindsats, jeg taler om og samtidig ved, at al denne viden samarbejder naturligt, næsten automatisk for at gøre nytte, helt uden samarbejde mellem regeringer, planlægning eller tvang, så har man fundet frem til en helt nødvendig begrundelse for friheden: Tiltroen til det frie menneske. Uden denne tro på mennesket er friheden umulig.
Så snart regeringer får monopol på kreativ virksomhed som f. eks. distribution af post, bliver alle forledt til at tro, at denne virksomhed ikke kunne eksistere, hvis den blev organiseret uden tvang. Og hvorfor så det? Jo, netop fordi alle og enhver ved, at han aldrig vil få tilstrækkelig viden til selv at kunne drive virksomheden, som f. eks. postservice. Alle ved også, at ingen anden har denne viden. Alle har derfor ret: Ingen har tilstrækkelig viden til at kunne organisere postomdeling, lige så vel som ingen har tilstrækkelig viden til at kunne fremstille en blyant.
Hvis man derfor ikke tror på mennesket og dets formåen, - måske fordi man aldrig har tænkt på, hvor meget samarbejde der er nødvendig for at fremstille en blyant, så kan man ikke andet end komme til den fejlagtige konklusion, at virksomheden, f. eks. postvæsenet, kun kan drives efter centrale, offentlige retningslinier. Hvis det nu kun var blyanter som mig, der var resultatet af mennesker og deres frivillige samarbejde, så ville det måske være svært at finde en konklusion. Men der findes beviser overalt. Postservice er en ganske ukompliceret ting sammenlignet med f. eks. produktion af biler eller udviklingen af lommeregnere.
Mens vi nu taler om kommunikation: Når regeringer ikke blander sig, er udviklingen gået fremad med kæmpeskridt. Den menneskelige stemme kan sendes rundt om jorden på ganske få sekunder. TV viderebringer begivenheder samtidig med, at de sker; de frie initiativer bringer 150 mennesker fra Seattle til Baltimore på mindre end 4 timer. Det frie initiativ skaffer olie fra den Persiske Golf til New York til en pris, der for 2 kg. olie er mindre, end hvad postvæsenet skal have for at bringe et brev tværs over gaden.
Frihed
Kernen i det, jeg vil fortælle, er følgende: Brems ikke menneskers energi og kreativitet ved hjælp af politik. Organiser i stedet samfundet sådan, at love og regler fjerner så mange forhindringer som muligt. Tro på, at frie mennesker kan samarbejde kreativt, og at "den usynlige" hånd kan klare samarbejdet. Lad den kreative kundskab får lov at udfolde sig. Tilliden vil blive besvaret. Min egen blyantsskabelseshistorie er et godt bevis.
-----
Fortællingen er oversat af Palle Steen Jensen. Den blev skrevet i 1958.
Leonard Read var amerikaner og levede 1898-1983. Ham stiftede The Foundation for Economic Education, den første klassisk liberale, moderne tænketank i USA
