Johnny Madsen: Jeg har det svært med forbud

Det er svært at være rock'n roll i en nypuritansk tid

Slettet Bruger,

01/06/2008

Det er svært at være rock'n roll i en nypuritansk tid. Sanger og musiker Johnny Madsen har set sig særlig gal på rygeforbudet. I et interview med Berlingske Tidende fortæller han således, hvorfor han foretrækker at få maden leveret frem for selv at besøge restuaranten: "Jeg nægter at købe en flaske vin til 1.000 kroner og bagefter stå ude i kulden som en eller anden gadedreng og ryge mine smøger."

Johnny Madsen køber ikke argumentet, at forbuddet er til for at beskytte ikke-rygernes sundhed.

"Hvis argumentet for et rygeforbud var, at vi rygere ikke må genere folk, der ikke ryger, ville det give fin mening. Så kunne vi jo bare lave rygerrestauranter, rygerkupeer og rygerhoteller. Men det er jo ikke deres ærinde. Deres ærinde er, at adfærdsregulere mennesket," siger han til Berlingske Tidende.

Hitlers rygeforbud
Det er meget muligt, at rygning giver kræft, siger Johnny Madsen. Men mennesket har også krop og sjæl, og dem tænker politikerne ikke gå, når de regulerer borgernes opførsel.

"Den sidste, der gennemtrumfede et rygeforbud i det offentlige rum, var faktisk Hitler i 1939, og det var ud fra devisen om, at det ariske menneske skulle være rent. Det er stort set de samme argumenter, man bruger i dag. Vi ved allerede, hvad det næste bliver. Om få år kommer der et forbud mod at være fed, fordi de har haft så stor succes med rygningen. Og snart får vi et dekret om, at alle fodboldkampe skal ende uafgjort, så folk ikke kommer op at slås. Eller fordi det ene hold ikke må undertrykke det andet. Og i starten vil folk protestere vildt og blodigt, men i løbet af nogle år kan de fleste se det fornuftige i det."

Ramaskrig over røg
Johnny Madsen hæfter sig særligt ved en koncert i London, hvor Keith Richards fra Rolling Stones kom til at tænde en cigaret. Det fremkaldte ramaskrig, og bagefter stod politikere i kø for at fordømme ham.

"Der er ingen grund til at lave tusindvis af regler for at adfærdsregulere mennesket. Det eneste, man får ud af den slags, er, at folk bryder dem. Hvorfor lovgive sig til undertrykkelse, det skal folk nok selv finde ud af. Jeg taler af 32 års ægteskabs erfaring," siger Johnny Madsen til Berlingske Tidende med et smøret smil.

[email protected]

Kilde: