København vil have maskuliniseret børnehaver

40 skoledrenge i alderen 13-15 skal være "juniorpiloter" i københavnske børnehaver og være med til at rette lidt op på den skæve kønsfordeling bl...

Slettet Bruger,

09/05/2009

40 skoledrenge i alderen 13-15 skal være "juniorpiloter" i københavnske børnehaver og være med til at rette lidt op på den skæve kønsfordeling blandt pædagogerne. Det skriver politiken.dk.

"Vi skal have flere mandlige værdier og vildskab ind i vores institutioner, så drengene kan få brændt noget energi af," siger Københavns folkesocialistiske børne- og ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard til politiken.dk.

Drengene skal ansættes i 10-ugers ulønnede praktikforløb som efter skoletids legeonkler. Ved slutningen af perioden vil de få udbetalt en bonus svarende til 60 kroner i timen. Projektet er et samarbejde mellem børne- og ungeforvaltningen og beskæftigelses- og integrationsforvaltningen, og de 40 "juniorpiloter" vil således i særlig grad blive fundet blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk.

"Vi vil rekruttere unge fra udsatte områder, hvor man ofte ikke har det netværk, der kræves for at skaffe sig fritidsjob," fortæller Socialdemokraternes beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard på politiken.dk.

I første omgang vil det være institutioner i Urbanplanen, Akacieparken, i Tingbjerg og på Nørrebro, der får tilført de nye, unge mandlige medhjælpere, men tanken er at brede konceptet ud over hele byen på længere sigt.

[email protected]

Kilde: