Liberalt demokrati uden rationel grund

Af Kai Sørlander

I en klumme den 5. december beskæftiger Jacob Mchangama fra CEPOS sig med forklaringen på, at vi i Danmark har udviklet en nogenlunde stabil liberal demokratisk samfundsorden. Nærmere bestemt med spørgsmålet om, hvad kristendommen har betydet i den forbindelse. Og da jeg selv er nævnt i klummen som én af dem, han kritiserer, vil jeg her se nærmere på hans argumentation.

Grundlæggende går Mchangama ind for "det liberale demokrati og dets menneskerettigheder" - hvormed han mener de klassiske borgerlige og politiske frihedsrettigheder. Og det første spørgsmål er så, hvorledes han legitimerer, at dette grundlag skal have universelt forpligtende gyldighed. Han hævder, at det er "vigtigt at fastslå, at det liberale demokrati og dets menneskerettigheder for at være legitime ikke skal have et selvstændigt formål, en højere mening eller overordnet retning, som statsmagten skal bevæge samfundet - og dermed borgerne - hen imod. Demokratiet skal alene fungere som en ramme, der sikrer borgerne mod vilkårlige overgreb, så borgerne hver for sig og i fællesskab kan leve deres liv, som de vil i overensstemmelse med egne værdier og overbevisninger".

Lad os først se nærmere på denne position. Mchangama siger, at demokratiet kun er en ramme, som skal sikre, at borgerne kan "leve deres liv, som de vil i overensstemmelse med egne værdier og overbevisninger". Som om det så var helt ligegyldigt, hvilke værdier og overbevisninger borgerne har. Men vi kan umiddelbart se, at hvis et sådant demokrati skal være et frit samfund, så forudsætter det, at borgernes "egne værdier og overbevisninger" ikke er uforenelige med de krav, som sættes af den demokratiske ramme. Eller sagt på en anden måde: Det forudsætter, at borgerne er villige til at sætte disse krav over de værdier og overbevisninger, som de i øvrigt skulle have. Mchangamas demokratiske ramme er altså ikke neutral med hensyn til de værdier og overbevisninger, som borgerne har; men den forudsætter, at borgerne skal bøje deres værdier og overbevisninger efter den demokratiske rammes krav. Ellers er den demokratiske ramme ikke udtryk for et frit samfund.

Hvad er så Mchangamas argumentation for, at den demokratiske ramme skal have denne absolutte placering? Det kan siges ret kort: Ingen. Politisk-filosofisk svæver han frit i luften. Han hævder, at den demokratiske ramme skal have en særlig legitimitet, som trumfer alle andre politiske overbevisninger, og at den bør accepteres som et universelt forpligtende politisk ideal. Men nogen begrundelse for disse krav giver han ikke.

Min første forskel fra Mchangama er, at jeg flere steder (men først og fremmest i tredje kapitel i min bog Under Evighedens Synsvinkel) faktisk har givet en sådan rationelt forpligtende begrundelse. Den går fra etik til politisk filosofi. Fra det, som jeg har kaldt det etiske konsistenskrav, og som fordrer, at vi hver især bør handle i konsistens med, at vi alle kan leve som personer, slutter jeg til et fundamentalt krav om politisk ligeværdighed mellem personerne i et samfund. Og politisk ligeværdighed betyder accepten af den demokratiske ramme. Men nu skal vi altså forstå denne ramme som et rationelt krav til, hvorledes samfundet bør styres. Dermed følger så også, at den demokratiske orden kun kan fungere, hvis borgerne sætter forpligtelsen til at opretholde denne orden - og fortsat at sikre deres politiske modstandere politisk ligeværdighed - foran deres øvrige værdier og overbevisninger, specielt deres religion. Men det er et krav til borgernes rationalitet, som vi ikke uden videre kan gå ud fra, at de kan opfylde. Derfor bør demokratiet også sikre, at fremtidige borgere får en uddannelse, som gør, at de har tilstrækkelig rationalitet til at forpligte sig på den demokratiske ligeværdighed - og specielt til at sætte denne forpligtelse før deres religiøse forpligtelse. I kontrast til Mchangama mener jeg altså ikke, at demokratiet er værdimæssigt neutralt. Det bygger tværtimod på, at man sætter rationalitet - konsistent begrundelse af sine meninger og overbevisninger - som grundværdi. Hvis ikke eksplicit, så implicit.

Men én ting er, hvad demokratiet rent rationelt skylder sin legitimitet. En anden ting er, hvad der er forklaring på, at vi i Danmark har udviklet en relativt stabil demokratisk samfundsorden, når der nu engang er så mange steder i verden, hvor man ikke har haft samme udvikling, fx i den muslimske verden.

En mulig forklaring kunne være, at vi simpelt hen er mere rationelle end andre. Så skulle vi være blevet demokrater, fordi vi rationelt indså argumentationen for den liberale demokratiske samfundsorden og havde karakter til at bøje os efter den. Det var muligt, men det er ikke realistisk. Specielt ikke, når vi ser, at Mchangama selv hævder den liberale demokratiske orden som ideal, men uden at gøre det på rationel grund.

Men hvis det ikke er, fordi vi er specielt rationelle, hvorfor er det så, at vi har været i stand til at skabe en relativt velfungerende demokratisk orden, hvor det store flertal accepterer, at der skal være politisk ligeværdighed, og at lovene skal være menneskeskabte og fremgå gennem en demokratisk flertalsafgørelse? Her kunne man tænke sig, at kristendommen har haft en positiv indflydelse. Det er den tanke, som Mchangama søger at mane i jorden. Lad os se nærmere på, om hans argumentation holder.

Udgangspunktet for hans argumentation er den lovgivning, som blev indført i Danmark efter Reformationen - specielt Kongeloven fra 1665 og Danske Lov fra 1683. Han påpeger, hvorledes disse love gør den evangelisk-lutherske trosretning til statsreligion, og at de søger "at skabe et Danmark, der er renset for øvrige religioner, og hvor den evangelisk lutherske tro gennemsyrer alle dele af borgernes liv". Og efter en nærmere gennemgang af nogle af bestemmelserne i Danske Lov konkluderer han, at denne er "et klart eksempel på den sammenblanding af stat, lov og religion, som protestantismen ... angiveligt skulle være resistent overfor og skulle være kuren imod". Dette følges op at en række henvisninger til Robert Molesworth, Tom Paine og flere retslærde.

Efter således at have redegjort for den strenge sammenblanding af religion og politik i Danske Lov og tiden derefter kommer Mchangama så ind på, at der efterhånden skete en opblødning. Som tiden gik, blev den religiøse tvang mildnet. Og han spørger, hvor impulserne til denne forandring kom fra? Som grund for sit svar henviser han til Ditlev Tamm, der i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen fra 1989 har fremført, at Danmarks retsorden i tiden omkring den franske revolution undergår en vis pragmatisk reformation, som synes inspireret af revolutionen og dens ideer om menneskerettigheder. På den baggrund konkluderer Mchangama, at det er Oplysningstidens ideer, som langsomt siver ind i enevældens retsorden. "Reformerne kommer dermed fra ydre påvirkninger. Ikke gennem evangelisk lutherske tanker om forholdet mellem borger og stat". Den samme tanke finder han bestyrket i Matzens Dansk Statsforfatningsret fra 1883. Og på baggrund af flere citater fra denne bog formulerer han sin tidligere konklusion lidt anderledes. Nu siger han, at "nogle af de frihedsrettigheder i Grundloven, der har haft størst praktisk betydning for udbredelse af frihed og religiøs tolerance i Danmarkshistorien er baseret på menneskerettigheder. Disse rettigheder udgør et markant brud med den hidtil herskende samfundsorden baseret på evangelisk-lutherske dogmer".

Så langt bygger Mchangamas argumentation på en analyse af lovgivningen efter Reformationen og på forskellige retshistorikeres udsagn om, hvorledes denne lovgivning blev ændret i en mere liberal og demokratisk retning. Til denne argumentation føjer han også en argumentation af en helt anden karakter. Han henviser til Paulus' ord i Romerbrevet (13, 1-2), hvor det hedder, at "der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud, så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ord imod". Dette giver Mchangama så følgende ord med på vejen:

"Det er svært at forestille sig en bedre opskrift på et absolutistisk samfund. Ikke blot er den protestantiske statsmagt efter Reformationen tillagt uindskrænket magt til at herske over både verdslige og religiøse forhold. Oprør imod statsmagten er samtidig udtryk for et oprør imod Gud. Absolutismen er således en guddommelig indretning, der ikke lader sig ændre eller kritisere".

Gennem Paulus får Mchangama således bekræftet sin tolkning af lovgivningen efter Reformationen og sin påstand om, at kristendommen - ikke mindst i sin evangelisk-lutherske form - har stået i vejen for udviklingen af den liberale demokratiske samfundsorden.

Spørgsmålet er så, om Mchangama uddrager den rette lære af historien. Hænger tingene sammen, således som han påstår? Når vi skal gennemtænke det, må det vigtigste umiddelbart være, om Mchangama har ret i sin tolkning af Paulus. Mchangama gør ganske rigtigt opmærksom på, at Paulus siger, at øvrigheden er fra Gud. Men han overser fuldstændigt, at dengang Paulus sagde det, var øvrigheden hedensk. Og den første konklusion, som man må drage fra Paulus' udsagn er derfor, at han ikke stod for en politisk bevægelse, som skulle overtage øvrigheden. Det ville ikke være bedre, om de kristne blev øvrighed, for som sådan ville de ikke være nærmere Gud end hedningene. I næste omgang må man så slutte, at Paulus' udsagn ikke indebærer, at en øvrighed har ret til selv at hævde, at den er fra Gud. Tværtimod, hvis Paulus havde stået i en situation, hvor den herskende øvrighed selv hævdede at have en særlig forbindelse til Gud, så måtte han have protesteret. Ud fra sit ståsted måtte han have forkastet en sådan påstand som en utilladelig sammenblanding af personlig tro og social autoritet. Og i tråd hermed måtte Paulus også have forkastet den lovgivning, som efter Reformationen gjorde evangelisk-luthersk kristendom til den for alle påtvungne religion i Danmark.

Ret forstået er konsekvensen af Paulus' udsagn altså den stik modsatte af den, som Mchangama tillægger det. Hvor han ser det som en støtte for en absolutistisk statsorden, indebærer det egentlig en sekularisering af det politiske. Men hvorfor indførte man så alligevel en lovgivning som den i Danske Lov, som jo institutionaliserede evangelisk-luthersk kristendom som tvang? En af grundene var, at de herskende dengang forstod den egentlige konsekvens af Paulus' udsagn lige så dårligt som Mchangama. Det tog tid at gennemarbejde konsekvenserne, fordi de modsiger den naturlige magttænkning. Men så kunne grunden til, at disse love med tiden blev undergravet, også være, at man efterhånden i teologiske kredse lærte at forstå den egentlige konsekvens af Paulus' udsagn. I så fald måtte man - ganske modsat Mchangama - slutte, at en impuls til udviklingen af det liberale demokrati godt kan være kommet inde fra den evangelisk-lutherske trosretning selv.

Men er der grund til at nære større tiltro til en sådan impuls? For at besvare det spørgsmål kan vi ikke blive stående ved impulsen fra Paulus, for den er sekundær i forhold til impulsen fra Jesus. Hvorledes ser forholdet mellem religion og politik ud i lyset af Jesu liv og forkyndelse, således som dette er gengivet i Det Nye Testamente? I sit liv gør Jesus overhovedet ikke noget forsøg på at tilkæmpe sig politisk magt, og han lader sig modstandsløst føre til korset og sin egen død. Og i sin forkyndelse giver han bud ("elsk din fjende", "vend den anden kind til", "døm ikke"), som umuligt kan bruges som grundlag for politiske institutioner. Således ligger der både i Jesu liv og i hans forkyndelse en stærk impuls til at adskille religion og politik. Det forstod den herskende klasse ikke umiddelbart efter Reformationen. Men når Luther med henvisning til Jesu liv og forkyndelse kunne bekæmpe pavens politiske indflydelse, måtte den langsigtede konsekvens så ikke også være en opløsning af fyrstens mulighed for at retfærdiggøre sin magt i den kristne religion?

Er det på den baggrund sandsynligt, at kristendommen indefra har medvirket til at sekularisere det politiske? Umiddelbart forekommer det mere sandsynligt end Mchangamas benægtelse. Mchangama taler, som om den evangelisk-lutherske kristendom er defineret ved Danske Lov fra 1683 og ikke ved fortællingerne i Det nye Testamente. Som om det var Danske Lov og ikke Det Nye Testamente, som man søndag efter søndag prædikede over i kirken. Forekommer det ikke indlysende, at det budskab, som ud fra fortællingerne om Jesus blev forkyndt i kirken, med tiden måtte undergrave den orden, som blev fastsat i Danske Lov? Når man erkender, at det er absolut nødvendigt at skelne mellem budskabet i Det Nye Testamente og Danske Lov, så forstår man også, at Mchangamas argumentation er blind på mere end det ene øje.

Det har alvorlige konsekvenser, at Mchangama går så grundigt fejl i sin bedømmelse af kristendommens betydning for sekulariseringen af det politiske. For det betyder, at han begår en lige så stor fejl i sin bedømmelse af islam. Ikke nok med, at han mener, at kristendommen har stået i vejen for sekulariseringen af det politiske. Han slutter også fra "det forhold, at kristendommen blev tæmmet af ydre omstændigheder snarere end af egne dogmer, skaber også håb for en mildning af islam". Hvor han før forudsatte en fejlagtig identifikation mellem Danske Lov og Det Nye Testamente, så forudsætter han nu, at der ikke er nogen indre forskel mellem kristendommen og islam. Og dybest set forudsætter han, at der ikke er nogen særlig - i hvert fald ikke nogen radikal - forskel mellem på den ene side Jesu liv og forkyndelse og på den anden side Muhammeds liv og forkyndelse. Men det er netop, hvad der er - en radikal forskel. Hvor Jesus ikke søger politisk magt og nægter at bruge våben i kampen for sin forkyndelse, dér handler Muhammed direkte modsat. Han er ikke blot religiøs leder, men også politisk, militær og juridisk leder. Hvor Jesus giver bud, der ikke kan gøres til politik, dér giver Muhammed konkrete praktisable forskrifter. Så mens konsekvensen af at følge Jesus fører til en sekularisering af det politiske, så fører konsekvensen af at følge Muhammed til en islamisering af det politiske. To helt og aldeles forskellige ting.

Som supplement hertil kan så også peges på, at Muhammed aldrig kunne have udtalt sig som Paulus. Muhammed kunne aldrig have sagt om en hedensk - ikke-islamisk - øvrighed, at den er fra Gud. Det er et andet udtryk for, at han ikke sekulariserer det politiske. Og at islam, som den er givet igennem Muhammeds liv og forkyndelse, ikke kender til adskillelsen mellem religion og politik.

Mchangama begår en intellektuel fejl, når han ikke skelner imellem bestemmelserne i Danske Lov og forkyndelsen i Det Nye Testamente, og når han følgelig ikke forstår, at det er mere sandsynligt, at kristendommen har haft en positiv indflydelse på det faktum, at vi har udviklet en relativt stabil, sekulær og demokratisk samfundsorden, end at den alene har været en forhindring, som skulle overvindes. Og han begår endnu en intellektuel fejl, når han ikke forstår, at kristendommen og islam er radikalt forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær og demokratisk samfundsorden. Så langt er der simpelt hen tale om dårlig og utilstrækkelig tænken, som ikke er en organisation, som kalder sig en tænketank, værdig. Og hvis CEPOS kun tænker med den kraft, så kan den blive farlig. For meningen med CEPOS' tænken er vel, at den skal danne basis for politiske handlingsplaner. Men bygger man politiske handlingsplaner på Mchangamas forståelse af vor nuværende politiske situation, så vil man snarere medvirke til at undergrave den liberale demokratiske orden end til at forsvare og sikre den. Også selvom man selv tror det modsatte.

Set i det lys var det ærligere, om man erkendte, at man mangler kraft til at være en tænketank, og at man derfor i stedet nøjes med at kalde sig en dogmetank. Det navn kan man i hvert fald leve op til: Dogmetanken CEPOS.

Kai Sørlander er filosof og forfatter. Han har senest skrevet bogen "Forsvar for rationaliteten - religion og politik i filosofisk perspektiv"

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere