Af Niels Westy Munch-Holbek
Udbuddet af illegale euforiserende stoffer har aldrig været større, mens priserne i gennemsnit er faldet til en femtedel af, hvad de var for 20 år siden. Værdien af det globale narkotikamarked er på ca. 2.000 mia. kroner, hvoraf markedet i USA ifølge de amerikanske myndigheder alene udgør ca. 300 mia. kroner.Det afholder dog ikke "United Nations Office on Drugs and Crime" (UNODC) fra i en rapport, "Organized Crime and its Threat to Security", der udkom for nylig, at betegne den FN-ledede globale indsats mod handel med og brug af illegal narkotika som en succes. Godt nok erkender man, at en bivirkning af den førte politik er fremkomsten af føromtalte illegale marked, hvis globale omsætning er større end kaffe, te, vin og chokolade tilsammen, og som finansierer alverdens terrororganisationer og kriminelle netværk. Det mener UNODC dog ikke primært er resultatet af den førte forbudspolitik. Næh, hvis bare landene koordinerer deres indsats bedre, hvis man får reduceret korruption i verden, hvis man ..., så skal det nok gå alt sammen.
Rapportens konklusioner og anbefalinger, der ikke overraskende munder ud i en opfordring til at fortsætte forbudspolitikken, bygger på luftkasteller og ønsketænkning, når den da ikke er direkte manipulerende og usaglig - for ikke at sige løgnagtig. Men det er også den eneste måde, hvorpå man kan komme frem til at anbefale en fortsættelse af en politik, som The Economist for nylig rammende har kaldt "illiberal, murderous and pointless".
For det første er der hele argumentationen for, at den førte narkotikapolitik skulle være en succes. Det begrunder man med at 95% af jordens befolkning ikke har brugt narkotika inden for det seneste år, hvorefter man sammenligner med antallet, der har anvendt tobak eller alkohol. Med andre ord mener man, at hvis ikke vi havde haft et forbud mod brug af narkotika, ville vi åbenbart have væltet os rundt i stoffer. Det skal man vist være dansk sundhedsminister eller embedsmand i FN for at tro på. Samtidig er det i sig selv et paradoks, at man inddrager alkoholforbruget i sammenligningen, da det ellers er fast procedure fra FN at benægte, at man kan lære noget som helst af forsøgene på forbudspolitik på dette område i forhold til et forbud mod euforiserende stoffer.
I UNODC's rapport prøver man at argumentere for, at en stram narkotikapolitik og lovgivning virker, ved at sammenligne forbruget hos svenske unge mellem 15 og 25 år i forhold til resten af EU-15-landene (EU før udvidelsen mod øst). Tallene har man hentet fra "Young people and drugs" fra 2004. Det er korrekt, at unge i Sverige, der fører en relativ stram og restriktiv narkotikapolitik, har et narkotikaforbrug væsentlig under europæisk gennemsnit. Men hvis man ulejliger sig til at læse den oprindelige rapport, vil det hurtigt stå klart, at det ikke har at gøre med den stramme narkotikapolitik i Sverige. For øvrigt er forbruget af narkotika og alkohol blandt unge endnu lavere i Grækenland end i Sverige, og så kan man spekulere over, hvorfor man ikke har brugt Grækenland som model i stedet for Sverige.
"Young people and drugs", der primært handler om unges holdninger og ikke om lovgivning, viser da også, at førstnævnte er det væsentligste til at forklare variationerne i forbruget. En anden FN-organisation, WHO, kom forøvrigt i en undersøgelse, der involverer nogle af de samme lande plus bl.a. USA frem til det stik modsatte af UNODC, nemlig at der ikke eksisterer nogen sammenhæng mellem lovgivning og variationerne i forbruget af illegal narkotika.
Hvad angår forestillingerne om, at mere international ensartethed i lovgivning og koordination skulle være vejen frem, argumenterer man ganske enkelt mod bedrevidende. USA har på trods af årtiers hårdhændet narkotikabekæmpelse i løbet af de seneste 30 år oplevet en 10-dobling af den årlige høst af marihuana, der er verdens største. Det er i dag USA's vigtigste cash crop, med en værdi der overgår majs og hvede til sammen. På samme måde produceres hovedparten af den ecstacy og amfetamin, der forbruges i Europa, indenfor EU. Hvis det ikke er muligt at begrænse udbuddet disse to steder, er det vel mildt sagt absurd at tro, at man kan gøre det i resten af verden.
Endelig vil jeg også lige fremhæve antagelsen om, at "hvis bare" man kommer korruptionen til livs, så ... I forbindelse med optrapningen i kampen mod narkotika i USA i begyndelsen af 1970erne, bemærkede den senere nobelprismodtager i økonomi, Milton Friedman, at det primære resultat af forbuddet mod spiritus i USA i 1930erne havde været, at "new prisons and jails had to be built to house the criminals spawned by converting the drinking of spirits into a crime against the state. Prohibition undermined respect for the law, corrupted the minions of the law, created a decadent moral climate - but did not stop the consumption of alcohol". Hvorefter han forudså, at "despite this tragic object lesson, we seem bent on repeating precisely the same mistake in the handling of drugs". Og sådan er det også gået.
Kausaliteten går ikke fra korruption til narkotika, men derimod fra forbud mod narkotika til korruption. Det er selve forbudspolitikken, som FN argumenterer så varmt for, der ikke kun øger korruptionen, men direkte truer stabilitet, vækst og udvikling i en lang række fattige lande i verden - det være sig Afghanistan - hvor narkotika i stor udstrækning finansierer Talliban, dysfunktionelle stater i Vestafrika, FARCs terrorisme i Columbia eller Mexico, der af internationale eksperter i ramme alvor er betegnet som en" failed state" på linie med f.eks. Pakistan.
Fuldstændig som forsøget på at komme alkoholforbruget til livs via forbud i 1920ernes USA var en fiasko - ikke alene steg forbruget af alkohol under forbudstiden, man skabte også fundamentet for mafiaens magt og indflydelse i USA - har man ved at gentage denne forbudspolitik opnået præcist det samme, denne gang blot i en endnu mere blodig version på globalt plan.
Alt efter politisk ståsted kan man være uenige om, i hvilken grad man med The Economists ord er nødt til at afvise forbudspolitik som en mulig løsning, fordi "although some illegal drugs are extremely dangerous to some people, most are not especially harmful. (Tobacco is more addictive than virtually all of them.) Most consumers of illegal drugs, including cocaine and even heroin, take them only occasionally. They do so because they derive enjoyment from them (as they do from whisky or a Marlboro Light). It is not the state's job to stop them from doing so". Men vi burde vel kunne være enige om, at man ikke skal føre en politik, der - på trods af astronomiske menneskelige og økonomiske omkostninge - ikke kan fremvise et eneste positivt resultat - tværtimod.
Det har i den senere tid, formentlig inspireret af den verserende bandekrig, flere gange været forslået en legalisering af hash og marihuana. Fokuseringen på hash/marihuana skyldes formentlig, at det normalt antages at være det mindst farlige af de euforiserende stoffer, samt er det socialt mest accepterede. Men selv om den globale handel med hash og marihuana udgør langt den største del af det globale marked, både målt i tons og antal brugere, så gør det sig ikke i samme udstrækning gældende, når vi ser på markedsværdi og profit.
Markedværdien af den årligt handlede kokain alene udgør mere end 750 mia. kroner, mens handlen med heroin er på mere end 300 mia. kroner. Disse to stoffer, der har en væsentlig højere profitmargen end hash og marihuana, står altså for ca. halvdelen af den samlede omsætning på markedet. Hvis vi ydermere ser på udviklingen de seneste årtier, er der intet, der tilsiger, at det skulle være muligt at begrænse udbuddet nævneværdigt. På trods af, at man i Columbia med heftig støtte fra USA i årevis har prøvet at begrænse produktionen af kokain, og det dyrkede areal faktisk er blevet mindre, har det ingen effekt haft på den samlede produktion. På samme måde må det antages, at skulle det lykkes at reducere produktionen af opium signifikant i Afghanistan, der i dag står for ca. 97% af det samlede udbud, vil dyrkning og produktion blot stige andre steder.
Selv om det bestemt ikke er problemfrit, vil en legalisering af alle former for euforiserende stoffer være at foretrække. Her kan vi måske hente inspiration fra det Sverige, som UNODC er så glad for i organisationens rapport, nemlig landets Systembolaget. Vi kunne i denne sammenhæng passende kalde det for Narkobolaget.
Før nogle af læserne måske afviser denne løsning som "langt ude i hampen", bør man nok spørge sig selv, hvad man foretrækker? Som det er nu - og jeg kan garantere, at det bliver ikke bedre, uanset hvor mange stramninger politikerne finder på - hvor sælgerne er interesseret i hele tiden at øge salget? Eller et statsligt monopol, der slet ikke er interesseret i at sælge stofferne? Tværtimod kan man bruge det legale salg i narkobolaget til at oplyse om, hvor farlige produkterne er, hver gang en køber henvender sig. Desuden vil det være langt nemmere at skabe kontakt til misbrugerne.
Under hvilket af de to systemer er der mon størst mulighed for at mindske forbruget af narkotika, ikke mindst misbruget?
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit. og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
