Passiv røg ... i køkkenet. Er det farligt?

Af Klaus Kjellerup"Rygesang er dårligt nyt", skriver Jesper Schou Hansen (V) i læserbreve i flere medier om antiforbuds-sangen "Hold dig på måtten"...

Slettet Bruger,

01/10/2008

Af Klaus Kjellerup

"Rygesang er dårligt nyt", skriver Jesper Schou Hansen (V) i læserbreve i flere medier om antiforbuds-sangen "Hold dig på måtten", som 9. sep. udkom med "Den Gule Negl" på et pressemøde imod forbud - med musikerne Kim Larsen, Johnny Madsen, Thomas Helmig og undertegnede.

Han henviser til Kræftens Bekæmpelse, som hævder, at 2.000 danskere årligt dør af passiv røg. Herefter klager han over, at jeg har sagt, at passiv røg ikke er farligt, og at jeg taler mod bedre vidende. Det sidste er ukorrekt.

Professor Robert Nilsson, kendt svensk toxikolog, siger at risikoen ved passiv røg er "hypotetisk". Det er professor-sprog for: No risk. I bogen "What risk?" har han beregnet, at man indånder den samme mængde giftstoffer, hvis man opholder sig 2 timer i røgen fra et normalt restaurationskøkken - som man indånder ved 300 timers udsættelse for tobaksrøg på en tilrøget bar. Altså 2 timer i restaurantionskøkkenet (som ikke just kan regnes for at være farligt) svarer til 10 timers massiv passiv røg i serveringslokalet hver dag i en måned. Eller: Hvis der er en ikke-rygende tjener, der dør af passiv røg i DK - hvilket er uhyre tvivlsomt - så skyldes det røgen i køkkenet og ikke gæsternes rygning.

Som Jesper Schou Hansen bemærker, er der lavet tunge sundhedspolitiske rapporter i USA om, at passiv røg er livsfarlig. Mange folk tror naturligvis på de rapporter - fx. rapporterne fra Surgeon General (sundhedsstyrelsen i USA). Det er imidlertid politiske alibi-rapporter, konstrueret af de tobaks-forskrækkede myndigheder i USA med det formål "at klæde politikerne på" til at indføre rygeforbud i USA. Siden er de samme rapporter blevet grundlaget for forbud i mange lande, herunder Danmark.

Dykker man ned i materialet, ser man, at rapporterne hviler på mindre - håndplukkede(!) - statistiske undersøgelser. De største undersøgelser i verden viser nemlig nul risiko ved passiv røg - men nul-undersøgelserne er udeladte fra rapporterne. På denne enkle måde har man i USA "bevist", at passiv røg er farligt. Der har været oprør i den videnskabelige verden efter dette. Flere videnskabsfolk mener, at risikoen er for lille til, at den kan måles troværdigt - det står efterhånden klart, at myndighederne har overdrevet risikoen ved passiv røg for at trænge igennem med forbud.

En af kritikerne er top-epidemiologen Dr. Geoffrey Kabat, som tidligere var rapportforfatter for US-myndighederne. I en ny bog, "Hyping Health Risks", kritiserer Dr. Kabat sundhedsbureaukraterne for at manipulere med passiv røg-tallene, sådan at resultaterne kom til at passe ind i den politiske forbuds-agenda. Han kalder risikoen ved passiv røg "vildt overdrevet".

Dr. Kabat er ikke alene. Verdens anti-tobak forsker nr. 1, engelske Sir Richard Peto, afgav dette vidneudsagn under en stor regeringshøring om passiv røg i England i 2006: "Risikoen er lille, og den kan ikke måles direkte. Selv massiv udsættelse for passiv røg kan kun give ikke-rygere mellem 0,1% og 1% af den mængde røg, en ryger udsættes for." Hans vidneudsagn er i tråd med indendørs røg-målinger i USA og EU (som heller ikke findes i myndigheds-rapporterne) - de viser, at ikke-rygere, der er massivt udsat for passiv røg både i hjem og på arbejde, højst indånder røg svarende til 8-10 cigaretter årligt. En ryger indtager til sammenligning 8000 årligt.
Sir Richard ville ikke anbefale rygeforbud. Høringens konklusion var: "Staten kan ikke indføre rygeforbud med begrundelsen, at passiv røg udgør en sundhedsrisiko. Den største risiko - hvis der er nogen - handler om børns udsættelse for passiv røg i hjemmet, og den risiko tager loven ikke højde for." Alligevel indførte Labour rygeforbud i England i 2007 - som det skete i Danmark.

Uanset hvad danske politikerne og deres organisationer siger, er der ikke noget bevis for, at passiv røg skader nogen alvorligt. Politikere og andre bør derfor forholde sig til det, vi ved med sikkerhed: At røgen generer mange mennesker - men ikke alle. Man bør herefter indrette loven efter det - hæve totalforbudet og nøjes med krav til serveringssteder om opdeling, skiltning og ventilation. På den måde bliver alle glade - og vi undgår de absurde scener, når tobaks-forskrækkede folk som Jesper Schou Hansen & Kræftens Bekæmpelse spreder frygt for dødsfald via passiv røg - eller når de klager over en skuespiller, der ryger en cigaret i et teaterstykke.

Klaus Kjellerup er musiker og røg-researcher i "Den gule negl"

Kilde: