Samuelsen svarer 180: Ja, jeg er på stemmejagt - men jeg er ikke opportunist

Af Anders SamuelsenLiberal Alliance er på stemmejagt, skriver 180Graders lederskribent og kritiserer vores udmelding om at ville afskaffe starthjæl...

Slettet Bruger,

13/08/2009

Af Anders Samuelsen

Liberal Alliance er på stemmejagt, skriver 180Graders lederskribent og kritiserer vores udmelding om at ville afskaffe starthjælpen. Jamen, selvfølgelig er vi på stemmejagt - hvis vi ikke var det, ville vi da gøre vores arbejde som politisk parti meget dårligt. At vi skulle have ændret vores politik for at tækkes mindre liberale vælgere, sådan som 180Grader påstår, er dog helt forkert.

Der er ikke ændret et komma. Jeg har været imod starthjælpen, lige siden den blev indført i 2002, og jeg har ikke fraveget den holdning på noget tidspunkt. Det har også altid været Liberal Alliances holdning (og Ny Alliances, for den sags skyld).

For hvis starthjælpen i kraft af det lave beløb virkelig var så effektivt et redskab til at få folk ud på arbejdsmarkedet, hvorfor gælder den så ikke for alle - også danskere? Nej, starthjælpen er diskriminerende. Det er jo noget vrøvl, at man skulle have mere brug for et spark bagi, fordi man er mørk i huden og taler et fremmed sprog. Desuden er halvdelen af de flygtninge, der er på starthjælp, erklæret helt eller delvist uarbejdsdygtige - det er derfor svært at se starthjælpen som et incitament til at komme ud på arbejdsmarkedet.

Det giver således rigtig god mening at skelne mellem flygtninge og indvandrere. Flygtninge har jo ikke selv valgt at forlade deres hjemland - det har indvandrere derimod. Danmark er et rigt land, og vi har overskud til at hjælpe mennesker, der har behov for det - deriblandt flygtninge. De flygtninge, der får opholdstilladelse i Danmark, skal behandles ordentligt og have ret til de samme ydelser som danske statsborgere.

Princippet om åbne grænser og lukkede kasser er jo indvandrerpolitik - det har intet med flygtninge at gøre. Indvandrere har netop selv valgt at rejse og prøve lykken i et andet land. Vi har brug for indvandrere i Danmark, og Liberal Alliance byder alle indvandrere, der kan klare sig selv, velkommen. Her giver det mening at lukke de offentlige kasser og lade indvandrerne klare sig med forsikringsordninger. De skal først med tiden optjene ret til velfærdsydelser.

Liberal Alliance fører liberal politik, og for os er humanisme ikke et skældsord. Ja, vi ER den borgerlige bloks humanistiske stemme, og det er vi stolte af. Det er vi, fordi vi mener det - ikke for at kapre frafaldne radikale vælgere.

Og man skal i hvert fald slet ikke frygte, at vi begynder at nærme os Det Radikale Venstre. Vores to vigtigste mærkesager - at afskaffe topskatten og at gøre op med Big Mother - er jo helt modsat den radikale linje.

Kilde: