Af Lars Helleskov Engelbrektsen
Der bringes en anvisning på, hvilke emner en god liberal politiker skal tage alvorligt og arbejde for, henholdsvis forholde sig skeptisk overfor, hvis det gode samfund skal sikres. Frihed og personligt ansvar er nøgleordene. Dertil en skepsis overfor statens og dermed politikernes styringsmuligheder. Faktisk er der brug for en ydmyg politikerrace, der holder igen på styringsambitionerne og regelintensiviteten.1. Størst mulig frihed og personligt ansvar
For en liberalist realiseres det gode samfund, når friheden er så stor som mulig. Når mennesker er frie i økonomisk forstand, får de muligheden for at skabe nyt. Staten har en forpligtelse til at tage sig af de, der uforskyldt er bragt i en situation, hvor de ikke kan forsørge sig selv, og den skal sørge for, at alle får muligheder for at udøve friheden. Alle bestræbelser i videnskab, politik og samfund bør søge at tilfredsstille menneskers behov.
2. Det frie og perfekte marked
Det frie marked har skabt enorm velstand. Den liberale politiker må kæmpe for fri konkurrence og bekæmpe rænkespil og forsøg på kapitalkoncentration og eliminering af konkurrence. Et marked er frit, når der ikke er restriktioner på produktion og omsætning. Varernes, kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelig er vigtigt og politisk må forsøges en eliminering af handelsbarrierer.
3. Forsvarlig omgang med offentlige midler
Professor ved Københavns Universitet Claus Thustrup Kreiner har udtalt, at den største gevinst pr. skattekrone findes ved at omfordele til fordel for indvandrede og enlige forsørgere i beskæftigelse. Dette er et forslag, jeg lader gå videre til de, der har at gøre med fordelingen af goder og byrder i samfundet. Hellere en sådan fordeling end den nuværende, hvor middelklassen så at sige er solidarisk med middelklassen og omfordeler skattekronerne mellem sig. En god liberal politiker har øje for det groteske i den omfordelingslogik, der findes i dag.
4. Stort offentligt forbrug skaber ikke vækst
To svenske økonomer, Magnus Henrekson og Stefan Fölster, har vist, at der er en statistisk forbindelse mellem offentligt forbrug og økonomisk vækst, på tværs af OECD-lande, der alle har troværdige nationalregnskaber. Forbindelsen er entydig negativ. Der er negative dynamiske effekter af offentligt forbrug. To danske forskere, Nikolai Foss og Christian Bjørnskov, har i en undersøgelse påpeget, at har man en stor offentlig sektor med et højt offentligt forbrug, høje overførselsindkomster og et højt, progressivt skattetryk, så har man en meget lav iværksætteraktivitet. Danskerne har ikke økonomiske incitamenter til at blive iværksættere.
Et stort offentligt forbrug medfører flere arbejdspladser i den offentlige sektor og giver flere personer mulighed for at være lønmodtagere og nyde lønmodtager-privilegierne, såsom betalt ferie, løn under sygdom, pension, lang barsel mv. Alt sammen fine og velfortjente rettigheder, men ikke befordrende for iværksætterånden. Flere offentligt ansatte medfører i stedet en større skare af magelige lønmodtagere, der ikke løber en risiko.
5. Ingen naiv tiltro til den offentlige sektors muligheder
Der er en naiv forestilling om, at bare flere penge hives op af borgernes lommer og køres en tur rundt i de offentlige pengekasser, så får vi mere velfærd. Med andre ord, at skattestigninger er den sikre vej mod mere velfærd. Dermed eksisterer en opfattelse af, at den sidste og yderligere krone, der tilflyder et allerede tilgodeset offentligt projekt, er lige så god som den første krone. Det er den sjældent. Nytteværdien stiger sjældent særlig meget ved yderligere ressourcetilførsel. Disse politikere overvurderer den offentlige sektors evne til at skabe velfærd og negligerer det civile samfunds evne til samme. Derfor har vi en velfærdsstat og ikke et velfærdssamfund kendetegnet ved frivillighed og altruisme. Og derfor har vi et stort offentligt apparat, der fordeler og prioriterer borgernes penge på en måde, så alle normer om retssikkerhed, dvs. ligebehandling og forudsigelighed, overholdes. Med deraf følgende store administrative omkostninger og med fokus på regeloverholdelse i stedet for velfærds- og serviceproduktion.
Gad vide hvor mange øre velfærd vi får pr. krone investeret i velfærd, generelt set? Hvis vi tog dette emne lige så alvorligt og betragtede det ligeså nidkært, som vi gør i forbindelse med anvendelsen af den beskedne ulandsbistand Danmark bidrager med, ville der være en mere kritisk indstilling til den offentlige sektor som service- og velfærdsproducent og som omfordeler af samfundets og borgernes midler. Men den kritiske opinion findes ikke, og intellektuelt er det også svært at konstatere om brugertilfredshed, målopfyldelse, kvalitet, aktivitet mv. følger med op, når ressourceforbruget gør. Tvivlen om det mulige afkast ved yderligere ressourcetilførsel bør somme tider komme mådeholdet til gode.
Alt dette taler for en langt mere udbredt brug af princippet: Pengene følger borgeren. Dermed kan borgeren se, hvad han får for pengene og vælge mellem alternativer. Dette princip bidrager dermed også til det frie valg, som i sig selv er et selvstændigt gode. Dette må en liberal politiker arbejde for.
6. Topskatten skal fjernes!
Ved det seneste valg til Folketinget blev valget stillet op som et valg mellem (socialdemokratisk) velfærd og (borgerlige) skattelettelser - for de "rige". Et enten eller og ikke et både og. Alt for mange danskere lever af velfærd, enten direkte som modtagere eller indirekte ved at levere den - som offentligt ansatte.
Vi skal naturligvis bevare velfærdsstaten. Og det er netop muligt, til trods for skattestoppet. Økonomien vokser og tillader velfærdsforbedringer. Der er givet endog også plads til fjernelse af topskatten, da fjernelse af topskatten langt hen af vejen vil være selvfinansierende. De arbejdsomme vil arbejde mere, udvikle færdigheder og tjene mere og faktisk også betale mere i skat, absolut set, men mindre, relativt/procentuelt set - i forhold til den nuværende situation og altså før en fjernelse af topskatten.
Men det er vanskeligt at sælge en sådan idé i ligemageriets hjemland, hvor det at gøre en ekstra indsats og lade sig honorere for det ses som noget suspekt og som noget, der rammer den mindre energiske del af befolkningen og nedbryder den sociale retfærdighed. Intet kan være mere forkert, men det er den danske folkesjæl, som modstandere af topskatten er oppe imod. En folkesjæl der hellere vil, at vi alle er lige på det nuværende høje økonomiske niveau, end ulige på et endnu højere niveau. Det sidste vil ske, såfremt der gives lettelser på topskatten. De bedste vil trække de næstbedste med op. Lokomotivet vil skyde en højere fart og sætte en katalysatoreffekt i gang, til alles fordel.
En liberal politiker vil holde fast ved, at topskatten skal fjernes, idet det er kritisabelt, at man skal aflevere mere end halvdelen af sin indkomst og have mindre end halvdelen tilbage i egen lomme.
7. "Noget for noget"-samfundet
Socialdemokratiet er ikke begejstret for statsministerens "noget for noget"-samfund. Logikken er, at det er vigtigt, man kan gøre noget for andre, uden at det på nogen måde er for egen vindings skyld. Egentlig behøver der ikke være nogen modsætning mellem på den ene side at gøre noget for andre og på den anden side selv nyde godt af egen god vilje og handling. Mange gode gerninger er til fælles fordel.
Socialdemokrater har ofte en kedelig tendens til at mistænke individuelle handlinger for at være egennyttige og ikke præget af samfundssind. I hvert fald må der ikke være tale om, at initiativrige individer skal kunne tjene penge på andres kritiske situation. Der eksisterer en skepsis blandt socialdemokrater for, at alt gøres med personlig fortjeneste for øje.
Anders Fogh Rasmussen har egentligt beskrevet forvrængningen meget godt: "I den kollektivistiske ordbog er begrebet 'personligt ansvar' blevet forvrænget til 'egoisme'. Og i kollektivismens tidsalder er mennesket blevet indpodet, at egoisme er ondt, og at uselviskhed er den ideale dyd. Som modpoler mellem ondt og godt er vi blevet tilbudt to begreber: egoisme og altruisme. Egoisme bliver defineret som 'at ofre andre for sig selv'. Altruisme - 'at ofre sig selv for andre'. Gang på gang bliver det indprentet, at selvopofrelse er en særlig dyd. Og hvem kan så være tilhænger af andet end altruisme?" (Fra Anders Fogh Rasmussen: "Fra socialstat til minimalstat - En liberal strategi", s. 71-72, 1993)
De bedste former for samarbejde og sameksistens skabes, hvor fælles fordel sikres. Det vil sige i situationer, hvor alle involverede parter vinder noget. Eller i hvert fald ikke mister noget. Statsministeren er dog givet også orienteret mod, at man skal yde noget for at kunne gøre sig fortjent til at modtage noget - fra andre. På den måde er den enkelte faktisk forpligtet i forhold til og overfor fællesskabet. Ved at tage et udgangspunkt i den enkeltes forpligtelser garanteres fællesskabets fortsatte beståen. En god liberal politiker stiller krav om noget for noget.
8. Regelstop
Ved regelstop kan de seneste års vildtvoksende regeljungle beskæres eller i hvert fald bremses. Ligesom der ikke må ske en stigning i skattetrykket, bør der ikke ske en nettotilgang af regler, henvendt på kommuner og regioner. Det betyder igen, at der passende kan foretages en regelsanering af eksisterende regler og samtidig ske en forenkling i samspillet mellem stat og kommuner og stat og regioner. Et fintmasket net af regler er udtryk for et statsligt ønske om at detailstyre kommuner og regioner og for et indgreb i det decentrale folkestyre og manglende accept af lokale forskelle. Egentligt ikke særligt liberalt. Med den nye kommunestruktur med færre, større og mere selvstændige og professionelt drevne kommuner og regioner, skulle det vel ikke være nødvendigt for Folketinget at regulere tæt? Regelintensiviteten må på retur! Mange og komplicerede regler udgør en administrativ byrde og optager for mange ressourcer. Et spild af samfundsressourcer. Og et spild af talentfulde medarbejderes ressourcer. Regler fører kontrol med sig og det bliver pludseligt vigtigere at overholde regler end producere services og velfærd.
Regelstop må for en liberal være ligeså vigtigt som skattestop.
9. Markedsmæssiggørelse og brugerbetaling i udpræget grad
Undertiden fremkommer unge progressive liberale med et forslag om, at skatten skal sættes betydeligt ned, og at borgerne efterfølgende selv skal betale for brug af offentlige ydelser, de frit vælger efter behov, og som i en åben konkurrencesituation vil betyde, at borgeren har flere ydelser at vælge mellem. De offentlige institutioner kan ikke være sikre på deres budget- og indtægtsgrundlag og må gøre sig fortjent til økonomisk overlevelse ved at stille deres service til rådighed for borgerne mod betaling og ved at gøre deres service attraktiv - på markedsvilkår.
Den liberale Andreas Junge er i en klumme her på 180Grader fremkommet med følgende tankeeksperiment: "Forestil dig, at det offentlige ikke har lov til tage dine penge, med mindre du ønsker at modtage den ydelse, som sektoren kan tilbyde. Du betaler kun for det, du efterspørger helt konkret. Hvis du ønsker at besøge din lokale kirke og høre på præstens prædikener på søndag, aftaler du en pris med ham. Hvis du synes, konkurrenten i nabobyen er bedre, laver du håndslag med nabopræsten. Hvis du vil have din gamle mor passet et sted, hvor hun ikke bliver tilsvinet og udsat for overgreb af de ansatte på det billige plejehjem, finder du et plejehjem, hvor kvaliteten og prisen er lidt højere (og da der sikkert er mange, der har lignende præferencer, får det billige plejehjem nok hurtigt problemer med at finde kunder til butikken). Hvis det irriterer dig, at pædagogerne i den lokale børnehave irettesætter dig og belærer dig om godt og dårligt forældreskab, når du henter dit barn som den sidste kl. 15.45 (pædagogerne kan jo ikke gå hjem, før du har afhentet dit barn), flytter du måske dit barn til den børnehave, hvor du bliver hilst velkommen, som den du er; nemlig den der betaler pædagogens egne regninger."
Gode tanker, men umulige at omsætte i et grundlæggende socialdemokratisk samfund, hvor markedsmæssiggørelse ikke vil vinde indpas i nogen videre grad. Simpelthen fordi det opfattes som suspekt at tjene penge og markedet anses som ublidt og usolidarisk og dermed noget, vi skal skånes for, da vi alle er svage og ofre. Tankevækkende at vi opfatter Danmark som et kapitalistisk land.
Markedsmæssiggørelse giver borgeren en række valgmuligheder. Valgmuligheder bidrager til den myndig- og mægtiggørelse af individet, som enhver moderne socialist taler om ved hjælp af begrebet empowerment. Men straks talen falder på valgfrihed mv. er reaktionen, at frit valg kan man ikke overlade til markedet og dermed den enkelte borger, da valg opfattes som et samfundsmæssigt og dermed politisk anliggende og ikke skal være frit. Det vil jo også udfordre den offentlige institution, der har monopol på opgaveudførelsen. I den socialdemokratiske verden er et samfundsanliggende lig med et statsligt anliggende og dermed kommer folketingspolitikerne indover med deres intensive regulering. I den socialdemokratiske verden er samfund og stat stort set et og samme. Meget uheldigt, da det ikke betyder et politik- og politikerfrit rum, uden interventioner. Det civile samfund svinder ind og væk. En god liberal må være på det civile samfunds side.
Afrunding
Der forestår et projekt for liberale politikmagere, men det bliver et langt sejt træk. Anders Fogh Rasmussen ved det og har igennem 6,5 år forstået at bruge sin regeringstid til at gennemføre et kulturelt systemskifte. Han er undervejs og det sker indirekte og mere gennem retorik og dermed holdningsprægning end gennem praktisk politik i form af beslutninger. Egentligt meget liberalt.
Lars Helleskov Engelbrektsen er cand. scient adm. og økonomisk konsulent
