Af Frédéric Bastiat
Bør Staten understøtte kunsten? Der kan siges meget for og imod.Til fordel for understøttelsessystemet kan man sige, at kunsten udvider, opløfter og forædler en nation, løsriver den fra materielle beskæftigelser, giver den sans for det skønne og således virker gavnligt på dens tænkemåde, dens sæder og skikke, ja, selv på dens erhvervsliv. Man kan spørge, hvorledes det vil stå til med musikken i Frankrig uden Teatre - Italien og Konservatoriet, med den dramatiske kunst uden Theatre-Francais, og med maler- og billedhuggerkunsten uden vore samlinger og museer. Man kan gå videre og spørge, om der uden centralisering og følgelig understøttelse af de skønne kunster ville have udviklet sig den udsøgte smag, som er fransk produktions kendemærke, og som giver den indpas over hele verden. Ville det ikke med sådanne resultater for øje være højst uklogt at give afkald på dette ringe bidrag fra alle borgere, som i sidste instans indbringer dem berømmelse og hæder over hele Europa?
Imod disse argumenter og mange andre, hvis vægt jeg ikke bestrider, kan man opstille ikke mindre vægtige mod-argumenter. Der er først, kunne man sige, et spørgsmål om retfærdig fordeling. Går lovgiverens ret så vidt som til at beskære håndværkernes dagløn for at tilvejebringe et tillæg til kunstnerens indtægt? Hr. Lamartine sagde: »Hvis De afskaffer understøttelsen til et teater, hvor ville De da standse på denne vej, og ville ikke den logiske følge være, at De nedlagde vore universiteter, vore museer, vore institutter og vore biblioteker?« Man kunne svare: »Hvis De vil understøtte alt godt og nyttigt, hvor vil De da standse på denne vej, og ville De ikke med logisk konsekvens være tvunget til at fastsætte tilskud til landbrug, industri, handel, velgørenhed og undervisning? Desuden, er det så sikkert, at understøttelsen fremmer kunsten? Det er et spørgsmål, som er langt fra at være afgjort, og vi ser med vore egne øjne, at de teatre, som trives, er de, som består ved egne kræfter. Endelig, når man hæver sig til højere betragtninger, kan man iagttage, at behov og ønsker gensidig fremkalder hinanden og retter sig mod stadig mere værdifulde ting, efterhånden som samfundets velstand muliggør tilfredsstillelse, og at Staten ikke skal blande sig i dette forhold, fordi den under et givet øjeblikkeligt velstandsniveau ikke ved beskatning ville kunne opmuntre luksusindustrien uden at skade nødvendighedsvareindustrien og således måtte påvirke civilisationens naturlige fremgang. Man kan iagttage, at disse omplaceringer i behovene, smagen, beskæftigelsen og befolkningen bringer samfundene i en usikker og farlig situation.«
Se, det er nogle af de argumenter, som modstanderne af statsindgreb anfører, for så vidt angår den orden, i hvilken borgerne mener at burde tilfredsstille deres behov og ønsker og følgelig udfolde deres aktivitet. Jeg tilstår, at jeg hører til dem, som mener, at valget tilsyneladende skal komme nedenfra, ikke ovenfra, fra borgerne, ikke fra lovgiveren, og den modsatte lære synes mig at føre til tilintetgørelse af den menneskelige frihed og værdighed.
Men ved man, hvad man - ifølge en lige så forkert som uretfærdig slutning - beskylder økonomerne for?
Når vi afviser understøttelse, beskylder man os for at forkaste selve den ting, som der er tale om at understøtte, og for at være fjender af al slags virksomhed, fordi vi vil, at sådan virksomhed på den ene side skal være fri, og på den anden side skal søge sin løn i sig selv. Når vi således forlanger, at Staten ikke gennem beskatning skal blande sig i religiøse anliggender, er vi ateister. Forlanger vi, at Staten ikke gennem beskatning skal blande sig i opdragelsen, så hader vi oplysning. Siger vi, at Staten ikke ved beskatning må give jorden eller en vis industri en kunstig værdi, så er vi fjender af ejendomsret og arbejde. Mener vi, at Staten ikke bør understøtte kunstnerne, er vi barbarer, som anser kunsten for unyttig.
Jeg protesterer her af al kraft mod disse slutninger. Det er så langtfra, at vi nærer den urimelige tanke at tilintetgøre religionen, opdragelsen, ejendomsretten, næringslivet og kunsten, når vi forlanger, at Staten skal beskytte den frie udvikling af alle disse former for menneskelig aktivitet uden at understøtte det ene på det andets bekostning. Tværtimod tror vi, at alle samfundets kræfter vil udvikle sig harmonisk under frihedens indflydelse, og ingen af dem vil, som vi ser det i øjeblikket, blive en kilde til forvirring, mishag, tyranni og uorden.
Vore modstandere tror, at en virksomhed, som hverken understøttes eller reguleres, er en dødsdømt virksomhed. Vi tror det modsatte. De har tro til lovgiveren, ikke til den menneskelige natur.
Således sagde hr. Lamartine: »Ifølge denne grundsætning må man ophæve de offentlige udstillinger, som bringer dette land rigdom og hæder.«
Jeg svarer hr. Lamartine: »Efter deres synspunkt betyder ikke at understøtte det samme som at tilintetgøre, fordi De ved at gå ud fra som givet, at intet består uden ved Statens vilje, slutter, at intet lever uden, hvad beskatningen holder i live. Men jeg vender mod Dem et eksempel, som De selv har valgt, og gør Dem opmærksom på, at den største og fornemste udstilling, som kan tænkes, den frieste, den mest universelle - jeg kan endog betjene mig af et udtryk, der her ikke er overdrevet - til bedste for menneskeheden, det er den udstilling, som forberedes i London, den eneste, hvori ingen regering blander sig, og som ingen skat understøtter.«
Vender vi os igen til kunsten, kan man, vil jeg gerne gentage, anføre vægtige grunde for og imod understøttelses-systemet. Læseren vil imidlertid forstå, at det efter dette skrifts specielle formål ikke har været min opgave at udvikle disse grunde eller dømme mellem dem. Men hr. Lamartine har fremsat et argument, som jeg ikke kan forbigå i stilhed, thi det falder inden for dette skrifts bestemt afstukne grænser.
Han har sagt følgende: »Det økonomiske spørgsmål vedrørende teatre kan sammenfattes i et enkelt ord: Det er arbejde. Lige meget af hvad art arbejdet er, er det et ligeså frugtbart, et ligeså produktivt arbejde som anden slags arbejde i en nation. De ved vel, at teatrene i Frankrig føder og lønner ikke mindre end firsindstyve tusinde arbejdere af enhver art, malere, murere, dekoratører, kostumeskræddere, arkitekter o.s.v., som betyder liv og omsætning i flere kvarterer af denne hovedstad, og som af denne grund må fremkalde Eders sympati, oversæt: Eders understøttelse.
Og fremdeles: »Paris' fornøjelser skaber provinsernes beskæftigelse og forbrug, og den riges luksus giver løn og brød til to hundredtusinde mennesker af alle slags, som lever af den over hele republikken så mangfoldige teaterindustri, og som af disse ædle fornøjelser, som udmærker Frankrig, erholder deres livs ophold og det nødvendige til deres familier og børn. Det er dem, De giver disse 60.000 francs.« (Hør, hør - talrige bifaldsråb).
For mit vedkommende må jeg sige: Dårligt. Dårligt. Idet jeg naturligvis indskrænker denne doms rækkevidde til det økonomiske argument, som der her er tale om.
Ja, det er til teatrenes arbejdere, at i det mindste en del af de omtalte 60.000 francs går. Nogle smuler ville vel kunne forvilde sig på vejen. Ja, måske ville man endog ved at undersøge sagen nærmere opdage, at kagen går den anden vej. Arbejderne skulle være glade, om der blev nogle krummer til overs til dem! Men jeg vil gerne forudsætte, at hele understøttelsen går til malere, dekoratører, kostumeskræddere, frisører o.s.v. Det er det, man ser.
Men hvorfra kommer pengene? Det er sagens bagside, fuldt så vigtigt at undersøge som dens forside. Hvor er kilden til disse 60.000 francs, og hvor vil de gå hen, hvis ikke en lovgivendeforsamlings afstemning først førte dem til Rue Rivolt og derfra til Rue Grenelle? Det er det, man ikke ser. Der er sikkert ingen, der vover at påstå, at den lovgivende forsamlings afstemning får denne sum til at vokse op af jorden, at den er et rent tillæg til den nationale velstand, at disse 60.000 francs uden denne mirakuløse afstemning for stedse ville have været usynlige og ikke til at få fat på. Man må vel indrømme, at alt, hvad flertallet har kunnet gøre, er at bestemme, at de skulle tages eet sted fra og sendes et andet sted hen. Når det nu forholder sig således, er det klart, at den skatteyder, som er blevet pålagt en franc i skat, ikke mere har rådighed over denne franc. Det er klart, at han vil blive berøvet et gode til en værdi af én franc, og at den arbejder, hvem det nu måtte være, som skulle have skaffet ham dette gode, vil være berøvet en løn af samme størrelse.
Lad os derfor ikke nære den barnlige illusion at tro, at afstemningen den 16. maj betyder nogen som helst gevinst for den nationale velstand og næringslivet. Den flytter goderne, den flytter arbejdslønnen, det er det hele.
Vil man sige, at den erstatter én art goder og én art arbejder med goder og arbejder, som er vigtigere, mere moralske og mere fornuftige, så ville jeg kunne opponere på dette grundlag. Jeg ville kunne sige: Ved at berøve skatteyderne 60.000 francs formindsker De landmændenes, jordarbejdernes, tømrernes og smedenes dagløn og forøger sangernes, frisørernes, dekorationsmalernes og garderobebetjentenes ligeså meget. Der er intet, som beviser, at denne sidste gruppe er mere værdig end den anden. Hr. Lamartine påberåber sig det ikke. Han siger selv, at teatrenes arbejde er ligeså frugtbart, ligeså produktivt (men ikke mere) som ethvert andet, hvilket oven i købet kunne bestrides, thi det bedste bevis for, at det sidste ikke er ligeså frugtbart som det første, er, at dette behøves til at lønne det andet.
Men denne sammenligning mellem de forskellige slags arbejdes indre værdi og fortjeneste angår ikke det emne, som jeg her behandler. Alt, hvad jeg her har at gøre, er at bevise, at hvis hr. Lamartine og de personer, som har bifaldet hans bevisførelse, med venstre øje har set den løn, som skuespillernes leverandører har tjent, så burde de med det højre øje have set den løn, som er gået tabt for skatteydernes leverandører. Da de har undladt dette, har de udsat sig for latterliggørelse ved at tage en omflytning for en vinding. Hvis de var konsekvente i deres lære, ville de forlange understøttelser i det uendelige. Thi hvad der gælder om én franc og om 60.000 francs, det gælder under tilsvarende omstændigheder om en milliard francs.
Når talen er om skatter, mine herrer, så bevis deres nytte med argumenter, som vedkommer selve sagen, men ikke med denne ulyksalige påstand: »De offentlige udgifter underholder den arbejdende klasse.« Den har altid den fejl at skjule en væsentlig kendsgerning, nemlig at offentlige udgifter altid træder i private udgifters sted, og at de følgelig rigtig nok underholder én arbejder i stedet for en anden, men ikke tjener til at forbedre den arbejdende klasses lod taget under et. Deres argumentation er stærkt på mode, men den er for urimelig til, at fornuften ikke skulle kunne få bugt med den.
Claude Frédéric Bastiat (1801-1850) var en klassisk liberal franskmand, økonom og medlem af det franske parlament
