Tyskere skrotter velkørende biler for at få del i skrotpræmie

Finanskrisen har også ramt Tyskland, og for at komme landets bilindustri til undsætning betaler staten nu bilejere for at udskifte deres gamle bil ...

Slettet Bruger,

09/05/2009

Finanskrisen har også ramt Tyskland, og for at komme landets bilindustri til undsætning betaler staten nu bilejere for at udskifte deres gamle bil med en ny. Enhver, der har en mindst ni år gammel bil, får 2.500 euro (18.750 kr.), for at aflevere den til skrotning og i stedet købe et nyt køretøj med et forholdsvis ringe udslip af giftige substanser, skriver Berlingske Tidende.

Kritikere kalder skrotpræmien idiotisk. En ti år gammel bil udleder ikke væsentlig flere giftstoffer end en ny, medmindre den brugte er en diesel. Og halvdelen af de over en million biler, som tyskerne i disse dage sender til ophugning, kunne sagtens køre på vejene.

"Hvad med resten af samfundet?"
Dirk Heilmann driver en skrothandel i det yderste af Østberlin, og også han tjener godt på stattens støttepakke. Men han ærger sig, når han ser nogle af de skrottede biler. F.eks. en sølvfarvet Saab 9.5, med soltag, sorte lædersæder og mørke træpaneler. Den har ikke en skramme, og motoren spinder som en kat, fortæller han.

"Det er ikke fornuftigt," siger Dirk Heilmann til Berlingske Tidende. "Det er godt for bilindustrien lige nu, men hvad med resten af samfundet? Hvem køber fjernsyn, køleskabe og gulvtæpper?"

Det er en stakket frist til bilindustrien, mener formanden for det liberale FDP, Guido Westerwelle. Han forudser, at salget vil gå i stå, når ordningen slutter senest ved årsskiftet, fordi alle, der ville skifte bil, har gjort det, mens de kunne få støtten.

[email protected]

Kilde: