Af Mikkel Kruse
Trettentusind, syvhundrede og fireoghalvfems. Så mange unge fik den 1. august i år afslag på deres studieansøgninger og måtte dermed udskyde deres uddannelse på ubestemt tid. Men knap havde kuverten med "det bliver bare ikke os to"-brevet fra drømmeuddannelsen ramt gulvet, før de skuffede ansøgere måtte se sig udråbt som forkælede pattebørn. Samtidig med, at et rekordstort antal ansøgere var blevet afvist, var 4.000 studiepladser på mindre attraktive studier nemlig ubesatte. Og det tog ikke lang tid for politikere og meningsdannere at konkludere, at det var de studerende, der var problemet, ikke systemet.Under overskriften "De forkælede unge" kunne dagbladet Information således citere samfundsforsker fra Aalborg Universitet, Johannes Andersen, der kaldte de studiesøgende "barnagtige" og egoistiske:
"De unge tænker på deres egne behov og mindre på samfundets interesser. De er vant til altid at vælge det bedste, både når det gælder restauranter, kulturtilbud og uddannelse ... Men de bør i stedet lære at prioritere samfundets behov og indstille sig på at vælge det næstbedste. Det er banalt, men de skal se det i øjnene."
I samme artikel undrede videnskabsminister Helge Sander fra Venstre sig over, at de unge ikke bare flyttede til provinsen efter de ubesatte studiepladser.
"Det er altså ikke så slemt derovre. Men det er tilsyneladende uoverskueligt at flytte nogle få 100 km væk," sagde han og karakteriserede de unge som "meget lidt fleksible".
Uddannelse nær og fjern
Johannes Andersen og Helge Sander tilhører begge 68'er-generationen, der nød godt af det frie optag på datidens uddannelser, men de har ikke meget forståelse for de generationer, der nu skal i gang med karrieren.
Hvorledes vurderede Johannes Andersen, at samfundet havde behov for en mediefeteret samfundsforsker, der kunne deltage i TV-programmer som "Kender du typen?", før han altruistisk fulgte fællesskabets kald?
Og hvad ved Helge Sander om at flytte "få hundrede kilometer" væk for at få en uddannelse? Født og opvokset nær Herning i Vestjylland og uddannet som journalist ved Herning Folkeblad har Helge Sander ikke selv oplevet de afsavn, som han på vegne af de studerende så skødesløst affejer.
At flytte til den anden ende af landet kræver mere end en opringning til flyttemanden. Man skal efterlade kæreste, venner, familie og job, for ikke at nævne den lejlighed, som man har stået på venteliste til siden fødslen.
Nogle gange er sådanne afsavn nødvendige, som når man må flytte for at få ønskejobbet. Men i studiepladsernes tilfælde burde alt dette flytteri være unødvendigt. Problem: For mange studiepladser ét sted, for få et andet sted. Løsning: Flyt studiepladserne derhen, hvor der er efterspørgsel efter dem. Sådan ville problemet i hvert fald blive løst på det frie marked.
Harry Potter og det velfungerende marked
"Harry Potter and the Deathly Hallows", den sidste bog i forfatteren J.K. Rowlings serie om den unge troldmandslærling, er den hurtigst sælgende bog nogensinde i Storbritannien. Allerede 24 timer efter udgivelsen var der blevet langet 2.7 mio. eksemplarer over disken i forfatterens hjemland. Alligevel er det i dag en smal sag at få fingre i bogen om Harry Potter og hans venner. Amazon sælger således bogen for $9, til levering næste dag (i hvert fald, hvis man bor i USA).
Når efterspørgslen på historier om livet på en trolddomsskole bliver opfyldt lettere end efterspørgslen på uddannelsespladser, skyldes det, at bøger bliver solgt på et frit marked, mens studieansøgninger håndteres af et statsligt bureaukrati.
Både forlag og bogbutikker tjener deres penge på at tilfredsstille kundernes behov og har derfor en interesse i at vurdere, hvor mange bøger der kan afsættes. Universiteterne er derimod underlagt statens kontrol, hvor politikerne kun behøver at stå til ansvar for "kunderne" hvert fjerde år.
Når den usynlige hånd får et rap over fingrene
På trods af, at man i årevis har vidst, at ungdomsårgangene bliver større og større, har man ikke tilsvarende øget antallet af studiepladser. Og de politikere, der i disse dage kræver
Enhver planøkonomi resulterer i lange køer og spildte ressourcer, og de statsstyrede universiteter er ingen undtagelse. Løsningen er at privatisere de videregående uddannelser, så universiteterne selv kan bestemme, hvilke og hvor mange studiepladser de vil oprette. Og lad også gerne uddannelserne være brugerfinansierede, så de studerende bliver mindet om, at der skal være jobmuligheder i den anden ende af studiet i eskimologi. En god gedigen skattelettelse (en flad skat på 20 procent er en god start) vil gøre det meget lettere at betale studielån tilbage og i det hele taget gøre det mere attraktivt at uddanne sig til et højere betalt job.
Unge i dag er ikke forkælede, og det er hykleri af værste skuffe, når meningsdannere fra en generation, der fik alt forærende, beskylder dem for at være det. Vi skal dog ikke vende tilbage til 70'ernes frie optag og dundrende underskud. I stedet skal universiteterne gøres frie, og kontrollen skal tilbage i hænderne på de studerende, hvis liv og karriere det drejer sig om. Markedets usynlige hånd har snart fået nok rap over fingrene i statens røde skoler.
Mikkel Kruse er næstformand for Liberal Alliances Ungdom
