Vejen til frihed: Oplysning og menneskerettigheder - ikke kristendom

Af Jacob Mchangama

Dette indlægs overskrift er med vilje sat skarpt og provokerende op. Når det kommer til at forklare, hvorfor Danmark er et sekulært demokrati med respekt for individuelle frihedsrettigheder, er der næppe nogen entydig forklaring. Og den ene forklaringsmodel udelukker ikke nødvendigvis, at andre modeller kan have relevans.

Når det er sagt, så ønsker jeg med dette indlæg at problematisere en ofte forekommende forklaringsmodel for Danmarks lykkelige status som frit og sekulært. Ifølge denne forklaringsmodel er den evangelisk lutherske protestantismes teologiske indhold og væsen det direkte grundlag for vores frihed. Denne forklaringsmodel er efter min opfattelse forkert, og jeg vil søge at vise, at oplysningstiden og menneskerettighederne - forstået som de klassiske borgerlige og politiske frihedsrettigheder - var afgørende for vores frihed og udgjorde et brud med evangelisk lutherske dogmer. Oplysningstiden tæmmede dermed kristendommen og banede vejen for demokratiet. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at oplysningstiden og dens menneskerettigheder ikke kan anskues løsrevet fra udviklingen i Europa, herunder blandt forskellige ofte indbyrdes stridende kristne trosretninger, særligt i tiden efter Reformationen. Men oplysningstiden og dens menneskerettigheder kan efter min mening bedre beskrives som en utilsigtet og måske endda paradoksal konsekvens af udviklingen hos kristne trosretninger, end som resultatet af en direkte og naturlig udvikling udspringende af disse trosretningers religiøse dogmer.

Den vel nok hyppigste og mest indflydelsesrige fortaler for den evangelisk-lutherske forklaringsmodel er pastor Søren Krarup. Krarup anser ikke blot kristendommen for frihedens forudsætning, men også menneskerettigheder for frihedens modsætning. Krarup har skrevet, at:

"Således fortrænger oplysningstidens dyrkelse af en abstrakt frihed og lighed den frihedstradition, som kristendommen sætter, og som naturligvis har sin rod i evangeliets adskillelse af åndeligt og verdsligt regimente, af Guds og kejserens rige."

I et nyligt debatindlæg uddybes denne pointe:

"Først dér, hvor forskellen på Guds og kejserens rige ligger til grund for det verdslige regimente, først dér er der verdslighed og adskillelse af religion og politik. Mit rige er ikke af denne verden, sagde Vorherre til Pilatus. Derfor skal staten ikke give religiøse love."

Om Grundloven og menneskerettigheder har han i en folketingsdebat gjort gældende, at:

"Hvor den abstrakte lighed uden ringeste hensyn til de konkrete mennesker i det konkrete land er menneskerettighedernes idé, er respekten for den givne, gældende lov retssamfundets forudsætning. Retssamfundet bygger på gældende lov, som er blevet til i samklang med folkets og landets tradition og historie. Den danske grundlov bygger i sidste instans på traditionen fra Jyske Lov og dermed på frihedsrettighedernes, på Edmund Burkes og - ja, lad mig blot sige - på kristendommens retstradition."

Krarup synes således at sætte en automatisk modsætning mellem menneskerettigheder og Grundlovens konkrete og historiske forankring. En forankring der ifølge Krarup er uadskillelig fra dens kristne tradition. Også filosoffen Kai Sørlander og litteraten Kasper Støvring har slået på protestantismens selvsekulariserende natur, og at frihed og demokrati derfor bygger på kristendom.

Danmarkshistorien - særligt efter reformationen - viser dog, at adskillelse af politik og religion har været alt andet end normen. Rent faktisk var religiøst baserede love en vigtig del af tiden efter Reformation, særligt under enevælden. En periode der hægede om Danmarks status som en strengt evangelisk luthersk stat. Helt frem til vedtagelsen af Grundloven i 1849 var der en række love, som eksplicit diskriminerede på baggrund af religion og straffede folk, der afveg fra religiøse normer. En praksis som Grundloven og dens menneskerettigheder gjorde op med.

Kongeloven fra 1665 og Danske Lov fra 1683, der udgjorde datidens "grundlov", gør vigtigheden af religion og religiøse dogmer meget klart.

I Kongeloven hedder det således, at "den beste begyndelse till alting er at begynde med Gud". Kongen skulle således "ære, tiene og dyrcke den eene rette og sande Gud" og derved holde "Landsens Jndbyggere og den vældeligen haandhæffve og beskierme i disse Lande og Riger mod alle Kiettere, Sværmere og Guds bespottere".

Danske Lovs 2. Bog fastslår, at alene den evangelisk-lutherske kristendom er tilladt i Kongeriget, og 6. Bog fastslår, at alt samkvem til nogen anden religions øvelse eller prædiken er forbudt. Danske Lov søger altså at skabe et Danmark, der er renset for øvrige religioner, og hvor den evangelisk lutherske tro gennemsyrer alle dele af borgernes liv. En udvikling der allerede blev sat i gang under Christian IV efter reformationen. I Professor Henning Matzens "Dansk Statsforfatningsret" fra 1883 hedder det da også, at:

"Grundsætningen som den ældre Forfatning vedkjendte sig, var saaledes Trostvangen, i Kraft af hvilken Staten bestemmer, til hvilken Religion dens Borgere maa bekjende sig og udelukker, udviser eller straffer dem, som ikke efterkomme dens Paalæg i saa Henseende."

I Danske Lov ses dette tydeligst ved, at straffene nøje var opbygget efter de ti bud. Særligt Danske Lovs 6. bog om "Misgierninger", hvis første kapitel handler om "vildfarende Lære, Guds Bespottelse og Troldom", eksemplificerer ortodoksiens strenge religiøse love. Her bestemmes det bl.a., at apostasi i form af konvertering til katolicismen medfører, at en frafalden ikke må tage arv eller ophold i riget. Der er også dødsstraf for "Munke, Jesuviter og deslige Papistiske Geistlige Personer", der opholder sig i landet.

Retsordenen tålte heller ikke nogen form for udfordring eller kritik af den rene lære. I Danske Lov 6-1-7 hedder det således, at "Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslais, og tillige med Tungen settis paa een Stage". Såkaldte trolddomskunster var også strengt sanktionerede. I 6-1-9 hedder det, at "Befindis nogen Troldmand, eller Troldqvinde, at have forsoret Gud og sin hellige Daab og Christendom, og hengivet sig til Dievelen, den bør levendis at kastis paa Ilden og opbrændis".

Det er endog overordentligt svært at forene disse lovbestemmelser med ideen om protestantismen som selvsekulariserende. Danske Lov er således et klart eksempel på den sammenblanding af stat, lov og religion, som protestantismen ifølge Krarup et al angiveligt skulle være resistent overfor og skulle være kuren imod.

Blandingen af en enevældig konge og religiøst ortodoksi gjorde, at Danmark blandt en række oplysningstænkere blev anset for et skoleeksempel på den slags absolutistiske stater, som oplysningstidens tanker søgte at gøre op med.

Den engelske gesandt i Danmark, Whig'en Robert Molesworth, skrev i 1692 sin berømte "An Account of Denmark". Dette værk var en beskrivelse af datidens Danmark og Molesworth var barsk i sin karakteristik af både enevælden og religionens rolle. Om enevælden skrev han bl.a. følgende:

"The Kings have ever since been, and at present are, Absolute and Arbitrary; not the least remnant of Liberty remaining to the Subject."

Religionens rolle fik følgende skudsmål:

"[...] whoever takes the pains to visit the Protestant Countries abroad, who have lost their Liberty even since they changed their Religion for a better, will be convinced that it is [...] the Doctrine of a blind Obedience in what Religion soever it be found, that is the destruction of the Liberty, and consequently of all the Happiness of any Nation."

I Tom Paines "Common Sense" fra 1776 - den mest læste og indflydelsesrige pamflet i Amerika i året for Uafhængighedserklæringen - bruger Paine Danmark og Sverige som eksempler på absolutistiske stater, der står i kontrast til de principper et frit og uafhængigt Amerika skal baseres på.

1665 og 1683 kan forekomme langt væk. Men Henning Matzen og Johannes Timms "Den Danske Kirkeret" fra 1891 viser, at en lang række af Danske Lovs og Kongelovens regler og hensyn gjaldt lang tid efter disse loves indførelse og blev understøttet af senere lovgivning. F.eks. kunne jøder kun få adgang til Riget efter særlig tilladelse. Kristne og jøder kunne kun gifte sig efter kongelig bevilling, der medførte, at børnene skulle opdrages som protestanter. Det var for danske evangelisk-lutherske borgere "ubetinget forbudt [...] at indfinde sig ved fremmed gudstjeneste", og de måtte end ikke frivilligt blive medlemmer af andre trossamfund. Evangelisk-lutherske børn måtte ikke opdrages af en "Fremmed Religions Bekjender". En del af disse regler gjaldt helt frem til Grundlovens vedtagelse i 1849. Først med Grundloven indtrådte således endelig ophævelse af kravet om dåbs- og konfirmationstvang. Sanktionering af apostasi og forbuddet mod proselytmageri bortfaldt også først endeligt med Grundlovens vedtagelse.

Perioden før Grundlovens vedtagelse kan måske opsummeres med følgende citater fra Holcks Statsforfatningsret fra 1869. I denne hedder det, at der før Grundloven herskede en "Sammenblanding af Stat og Kirke", der medførte, at "borgerlige tvangsmidler anvendtes for at fremtvinge Opfyldelsen af kirkelige forpligtelser og af kirkelige betingelser opstilledes for Nydelsen af borgerlige Rettigheder".

Det er dog vigtigt at understrege, at "politiske, økonomiske og humane hensyn", med Matzens ord, gradvist gjorde, at visse religiøst betingede forbud med tiden opblødedes eller ophævedes.

Hvor kom disse progressive impulser fra? Dette spørgsmål kan der næppe gives noget entydigt svar på. Men i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen (U.1989.449B) påviser Danmarks største nulevende retshistoriker, Ditlev Tamm, at Danmarks retsorden i tiden omkring den franske revolution undergår en vis reformation - omend pragmatisk - som synes inspireret af revolutionen. En af hovedmændene bag disse reformer var generalprokurør Christian Colbiørnsen. Tamm skriver bl.a., at:

"I ikke ubetydeligt omfang, kom således den lovgivning, som gennemførtes i Danmark i 1790-erne, til at hvile på principper, som havde fundet udtryk i menneskerettighedserklæringen. I sin tale i Landhusholdningsselskabet taler Colbiørnsen da også ligefrem om 'hine dunkle tider, da menneskerettighederne var ukendte'."

Oplysningstidens ideer siver altså langsomt ind i enevældens retsorden, der nu af ledende danske embedsmænd som Colbiørnsen omtaltes som en "Constitution". Reformerne kommer dermed fra ydre påvirkninger. Ikke gennem evangelisk lutherske tanker om forholdet mellem borger og stat.

Et endnu mere markant vidnesbyrd om den franske revolutions og menneskerettighedserklæringens betydning for den borgerlige og politiske frihed, som langsomt tager fæste i Danmark og kulminerer med Grundloven, findes i Matzens ovennævnte værk fra 1883. Vedrørende religionsfriheden skriver Matzen således, at reformationen alene adskilte sig fra tiden under katolicismen ved:

"At det nu i de protestantiske Lande blev Staten som overtog Kirkens Opgave, og Trostvang og Censur vedbleve derfor at herske i alle Stater [...] indtil Erklæringen af Menneskerettighederne 1789 [...] betegnede en friere og fornuftigere Opfattelses Gjennembrud, som senere er bleven samtlige de nyere Forfatningers, hvoriblandt ogsaa vor Grundlovs, Fælleseje."

Om trykkefriheden, der før Grundlovens indførelse var undergivet censur, skriver Matzen: "Som ovenfor fremhævet ansaa Kirken og efter dens Forbillede Staten det fra gammel tid som sin pligt at føre Tilsyn med den aandelige forsyning". I 1537 - året efter Reformationen - indførtes således den første positive censurforanstaltning. Et forbud mod at trykke og indføre bøger, der ikke på forhånd var godkendt af Universitetet og Bispen i ethvert stift. Ifølge Matzen skulle denne censur modvirke "Fejl og Urigtigheder, i særdeleshed, saadanne Ting som stred imod den rene Lære".

Om Grundlovens indførelse af en beskyttelse af trykkefriheden skriver Matzen:

"Trykkefriheden er herefter et grundlovsmæssigt tilsikret Gode, og har saaledes ogsaa paa dette Punkt vedkjendt sig en af den moderne Statsrets Hovedgrundsætninger, der fandt sit første udtryk i Menneskerettighedernes Erklæring af [...] 1789."

Disse er klare tilkendegivelser af, at nogle af de frihedsrettigheder i Grundloven, der har haft størst praktisk betydning for udbredelsen af frihed og religiøs tolerance i Danmarkshistorien er baseret på menneskerettigheder. Disse rettigheder udgør et markant brud med den hidtil herskende samfundsorden baseret på evangelisk-lutherske dogmer.

Det er værd at bemærke, at Matzen henviser til Menneskerettighedserklæringen af 1789. Denne erklæring indeholder de klassiske borgerlige og politiske frihedsrettigheder og er i sit væsen meget lig den amerikanske uafhængighedserklæring og den anglo-skotske oplysningstradition. Matzen nævner derimod ikke den senere franske menneskerettighedserklæring fra 1793. En erklæring, der i højere grad betonede materiel lighed, og som dermed faldt sammen med og symboliserede revolutionens overgang til terror som følge af den franske oplysningstids rationalistiske overdrev.

Den måske mest bemærkelsesværdige kritik af forestillingen om kristendommen som forudsætning for det sekulære og frie samfund kommer fra en noget uventet kant. Pastor Emeritus John W. Hørbo skriver således følgende i en kritik af Kai Sørlander bragt i Tidehverv i marts 2005:

"Om kristendommen virkelig har ført til den sekularisering af det politiske, som vi dag står i, - det er en tvivlsom sag. Rigtignok betyder reformationen en skelnen mellem de to sværd, men det er sandelig både bødlen og prædikanten, der er Guds redskaber til velsignelse for samfundslivet. Der er tale om en religiøs helhedsopfattelse af samfundslivet, hvor det sekulære egentlig er en specifik teologisk sag.

Det samfund, som ser sig i gæld til reformationen, ortodoksiens periode, er blottet for religionsfrihed og åndsfrihed. Så kan man diskutere, om det er kristendom, eller om det er en magtsyg kirkeinstitution, der driver sin politik, men man kan ikke entydigt sige, at reformationen fører frem mod det moderne samfund. Ortodoksien lå langt fra det, og kirken blev et instrument også i magthavernes hånd. Kirken understøttede i virkeligheden, hvad vi i dag meget let kunne komme på at kalde et totalitært samfund."

Bjørn Poulsen har i sin bog "Ideernes Krise i Åndsliv og Politik" fra 1960 beskrevet den tidehvervske version af kristendommen, hvor politisk kristendom "er det rene vås" (Poulsens ord) med disse rammende ord:

"Når man tager i betragtning, hvilken rolle kristendommen har spillet for udformningen af hele vor kultur, må det være indlysende, at der i denne teologi foreligger et afgørende brud med fortiden."

Her rammer Poulsen ned i noget essentielt ved den krarupske version af kristendommens betydning for Danmarks frihed. Den er netop udtryk for teologi; for en bestemt teologisk snarere end en historisk tilgangsvinkel til de begivenheder, der har gjort Danmark frit og sekulært. Sat på spidsen lader det frie sekulære samfund sig i den krarupske version forklare af Matthæusevangeliet 22;21, hvor Jesus siger: "Giv Cæsar, hvad Cæsars er, og Gud, hvad Guds er". Dette uanset, at virkeligheden viser, at dette flertydige skriftsted ingenlunde historisk har medført, at danske regenter har ment, at Jesu ord skulle forhindre, at stat og religion blev sammenblandet og håndhævet med rå magt. Skal man endelig søge at forklare Danmarkshistorien fra en teologisk tilgangsvinkel, så forekommer det mig, at et andet og mere entydigt skriftsted må med i lignelsen. I Paulus brev til Romerne kapitel 13 hedder det:

"Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning."

Det er svært at forestille sig en bedre opskrift på et absolutistisk samfund. Ikke blot er den protestantiske statsmagt efter Reformationen tillagt uindskrænket magt til at herske over både verdslige og religiøse forhold. Oprør mod statsmagten er samtidig udtryk for et oprør mod Gud. Absolutismen er således en guddommelig indretning, der ikke lader sig ændre eller kritisere. Udgangspunktet i både den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske menneskerettighedserklæring er det radikalt modsatte. Her er statsmagten kun legitim, såfremt den overholder de grænser, der gælder for dens råden. Overskrides disse grænser, ophører statsmagten med at være legitim, og den kan forkastes af de borgere, som statsmagtens legitimitet og kompetencer alene udgår fra.

Kigger vi på kristendommen i dagens Danmark spiller den efter min opfattelse overvejende en positiv rolle. Folkekirken giver troende sammenhold og mening i tilværelsen uden derved at påtvinge ikke troende eller andre religiøse retninger sine bud eller krav. Men som det ses ovenfor, skyldes dette i høj grad, at kristendommen er blevet tæmmet, snarere end som en naturlig og logisk følge af kristendommens væsen. Som det fremgår af både citaterne fra Matzen og Colbiørnsen, er kristendommen bl.a. blevet tæmmet af oplysningstidens tanker om fornuft og menneskerettigheder. Disse tanker er således i destilleret form og i nøje afmålte doser blevet en del af dansk politisk kultur og retstradition. Dette på trods af, at disse tanker tidligere stod i kontrast til den samfundsorden, der herskede her i landet.

Dette betyder naturligvis ikke, at der behøver bestå et radikalt modsætningsforhold mellem kristendom og demokratiet. Disse størrelser kan udmærket gå hånd i hånd, som det er tilfældet i dag. En stat, hvor religion blev forbudt og undertrykt og ateisme med magt sat i dets sted, ville ikke være bedre end et religiøst ortodoksi.

Det er således vigtigt at fastslå, at det liberale demokrati og dets menneskerettigheder for at være legitime ikke skal have et selvstændigt formål, en højere mening eller overordnet retning, som statsmagten skal bevæge samfundet - og dermed borgerne - hen imod. Demokratiet skal alene fungere som en ramme, der sikrer borgerne mod vilkårlige overgreb, så borgerne hver for sig og i fællesskab kan leve deres liv, som de vil i overensstemmelse med egne værdier og overbevisning. Og her kan religionen selvsagt spille en væsentlig rolle i forhold til at give borgerens liv den mening, som staten hverken kan eller skal forsyne borgeren med.

Men netop fordi demokratiet ikke tilsigter at have sådanne subjektive mål, må det have klar fortrinsret og religionen udfoldes indenfor demokratiets rammer, så den tvang og diskrimination, som karakteriserede tiden før Grundloven, kan undgås. Her er Islam i dagens Danmark en væsentlig større udfordring end kristendommen. Men det forhold, at kristendommen blev tæmmet af ydre omstændigheder snarere end direkte af egne dogmer skaber også håb for en mildning af Islam. Den demokratiske fortrinsret behøver efter min mening ikke nødvendigvis at betyde et opgør med den evangelisk lutherske kristendoms privilegerede stilling i Grundloven. Heller ikke selvom Grundlovens fædre med § 66, der siger, at "folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov", forudsatte en mere effektiv adskillelse end i dag.

Vel burde en ideel grundlov - hvis en sådan findes - hverken inkludere kongehus eller statsreligion. Men vi lever ikke i en ideel verden, og både kongehus og kirke er institutioner, der er blevet fravristet deres mulighed for undertrykkelse. I deres tæmmede versioner udgør Kongehuset og Folkekirken institutioner, som giver store dele af befolkningen identitet og en samhørighedsfølelse. Her må også grænsen for menneskerettighederne gå; disse rettigheder skal beskytte mod overgreb og vilkårlighed, men ikke rive nedarvede institutioner op med rode, forudsat at disse institutioner ikke frembyder en fare for det enkelte menneskes frihed.

Betyder det så, at Danmark skylder sin frihed til sværmeriske "abstrakte rettigheder" uden forankring og "rodfæstelse"?

Menneskerettigheder er - når de forstås som frihedsrettigheder - alt andet end abstrakte. De er vundet efter blodige stridigheder og er således hverken faldet ned fra himlen eller "nonsens på stylter". Menneskerettighederne er formuleret som et svar på det absolutistiske og religiøse tyranni, som hærgede Europa i århundreder. De religiøse stridigheder, hvor protestanter og katolikker med magt søgte at påtvinge hinanden og egne borgere religiøse dogmer, kulminerende med 30-årskrigen, som medførte en modstræbende anerkendelse af, at religiøs tolerance og rettigheder var nødvendige. Nødvendige fordi hverken protestanter eller katolikker efter Reformationens skelsættende opgør med pavemagten formåede at vinde overherredømme og dermed var tvunget til at leve på samme territorium. Det fik både katolikker og protestantiske trosretninger til at formulere "naturrettigheder", der skulle forhindre overgreb og sikre en vis form for religiøs tolerance. Disse naturrettigheder - hvis rødder skal findes i antikken snarere end i bibelen - skulle senere blive til de menneskerettigheder, som vi har set betød et opgør med religiøs tvang og et gennembrud for borgerlig og politisk frihed her i landet.

Og så ender det måske med, at man alligevel må give kristendommen en væsentlig del af æren for Vestens og dermed Danmarks frihed. Men i så fald som en indirekte og utilsigtet konsekvens, snarere end som en direkte følge af kristendommens væsen og budskab.

Jacob Mchangama er chefjurist hos CEPOS og ekstern lektor i internationale menneskerettigheder

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere