"Aktivister" - Hvornår vågner politiet, politikerne og pressen op?

Inspireret af "den højreorienterede avis", BT's overskrift: "Aktivister er trængt igennem politiafspærring", melder der sig nogle tanker

Ikke angivet Ikke angivet,

21/05/2011

Inspireret af "den højreorienterede avis", BT's overskrift: "Aktivister er trængt igennem politiafspærring", melder der sig nogle tanker.

For det første: Aktivister?

Hvordan kan man vedblive med at kalde dem aktivister eller unge, når de bryder loven, og ovenikøbet har planlagt det grundigt? Ville man også bruge ordet 'aktivist', hvis det var nynazister f.eks., der opførte sig på samme måde? Næppe. Kald dem dog det, de er: Voldsfikserede, venstreekstremer tosser. Hvis denne new speak omtale af dem er bevidst fra pressens side, kunne de i det mindste gøre os en tjeneste at indrømme det. Hvis det er ubevidst, burde de tage at vågne op og kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade.

For det andet: Hvor er politiet?

Fra Bt's artikel:

Selvom politet havde afspærret grunden forholder de sig indtil videre passivt overfor demonstranternes indtrængen.

- Lige nu er politet slet ikke synligt herude, siger Bt.dk´s reporter.

Det er da fint, at de søger 'dialog' inden en sådan aktion, men i det øjeblik den første ulovlighed begåes, bør der sættes ind. Det er utåleligt at se, hvordan retsstaten gang på gang sættes ud af kraft, når venstreorienterede voldsbøller får lyst til at bemægtige sig eller ødelægge andre menneskers ejendom. Det kan ikke passe, at ejeren, i dette tilfælde Mogens de Linde, blot skal bøje nakken og se til, mens de hærger området i en selvtægtsrus.

For det trejde: Konsekvens

I en retsstat burde en sådan laden stå til fra politiets side omgående føre til konsekvenser overfor politiets ledelse. På samme vis bør BZ-erne med det samme skulle stå til ansvar overfor deres handlinger, men igen og igen ser vi, at politiet lader dem slippe.

Fra Berlingske:

Men selvom politiet måske udskriver nogle bøder eller foretager nogle få anholdelser, er de ikke indstillet på kamp i dag. Selv hvis de unge trænger ind på grunden, vil politiet ikke smide dem ud. For de unge har planer om at besætte grunden hele sommeren. I så fald vil politiet møde kampklædt op og rydde grunden en anden sommerdag. Det bliver ikke i dag.

Èt af de vigtigste principper i et retssamfund er lighed for loven. Hvor er den her? Hvis jeg, som privatperson, bryder ind hos naboen, vil politiet næppe vente til en anden dag med at smide mig ud eller anholde mig. Det er muligt, de er mange, det er muligt, de går amok, men hvis vi med ret ryg vil kalde os et demokrati og et retssamfund, kan det simpelthen ikke passe, at de får lov til at slippe afsted med det her.

Hvornår vågner politiet, politikerne og pressen op?

Kilde: