Det er i dag 75 året for besættelsen af Danmark. Den 9. april 1940 krydsede tyske tropper den danske grænse, hvorefter fem år uden selvbestemmelse og med krænkelser fulgte.
Dagen skal bruges på at mindes de mennesker, som var underlagt besættelsesmagten, samt respektere de danskere som gjorde modstand mod samme. Både de soldater som ofrede deres liv i den korte kamp mod tyskerne, men også de modstandsfolk som i besættelsesårene modigt satte deres liv på spil. Heriblandt omkring 100 KU’ere.
Dagen skal også bruges på at lære af den 9. april. Kun ved at lære fra historien, på godt og på ondt, kan vi skabe en bedre fremtid. Fortidens erfaringer må og skal bruges. Men lektierne fra den 9. april er desværre ikke blevet taget til efterretning af nutidens politikere. Det ser vi tydeligt i den forsvarspolitik som føres i Danmark i dag.
Forsvarsforliget fra 2012 er det seneste triste eksempel herpå, men er blot en af flere eksempler på en negligering af Danmarks evne til at forsvare sig selv, såvel som at indgå i en stærk forsvarsalliance i NATO.
Danmarks forsvarsbudget er med det seneste forsvarsforlig nedadgående. I stedet for at leve op til vores forpligtelse til at bruge 2% af vores BNP på forsvaret, nærmer vi os de 1% til forsvarsbudgettet.
Det er en trist tendens. Ikke fordi forsvarets styrke og evne skal gøres op i procenter af BNP, men fordi den politiske vilje til at have et stærkt forsvar, og leve op til vores internationale forpligtelser, kommer til udtryk i det faldende forsvarsbudget.
En ting er dog det faldende forsvarsbudget. Penge kan flyttes frem og tilbage i en finanslov. Den sande tragedie i forsvarsforliget fra 2012 er, at store dele af Forsvarets kaserner har måtte lukke eller spare voldsomt. Et velfungerende og stærkt forsvar kan ikke opbygges fra den ene dag til den anden. Det tager tid og investeringer, før Danmark nogensinde kommer op på samme niveau, som før 2012.
Hvis man virkelig lære en lektie fra 9. april er det, at forsvarssagen er en sag, som går på tværs af generationer. Det er enhver politisk generations opgave at sikre et stærkt forsvar. For trusselsbilledet som findes i dag, er ikke nødvendigvis det, der gør sig gældende i morgen.
Alle politikere har været med til besparelserne, alle politikere bærer skylden for dette. Hvad fremtiden for Danmarks suverænitet og sikkerhedsmæssige situation indebærer, kan ingen sige. Ruslands seneste aggressioner eskalerer forhåbentlig aldrig til reelle kamphandlinger, men truslen fra Rusland kan man ikke lade stå alene. Den kræver en politisk reaktion og et større forsvarsbudget, som går i den stik modsatte retning af forsvarsforliget fra 2012.
Alle som i dag siger, at vi aldrig igen skal have en 9. april, må i morgen tage konsekvensen, og starte det politiske arbejde for et større forsvarsbudget.
