I dagens udgave af Børsen forsøger Anders Samuelsen at opstille en form for tvungen dikotomi mellem efterløn og efterskoler. Og for at ingen skal være i tvivl om valget, så gør han lige læserne opmærksomme på, hvad der er fedt og hvad der er kerneydelse. Må vi være fri. Det er den rene og skære populisme og vi forventer os mere af Anders Samuelsen.
Liberal Alliances genvundne succes skyldes ikke, at partiet har opstillet gøgleriske modsætninger mellem forskellige typer at offentlige ydelser og tjenester. Partiets genopstandelse skal alene søges i den kendsgerning, at der fortsat er 5-10% af det danske vælgerkorps, der gerne vil have fingrene i en større del af deres arbejdsindkomst og i øvrigt vil behandles som voksne mennesker, der ikke skal ikke skal have adfærdsanvisninger i almindelig livsførelse. Vælgere, der er fuldstændig ligeglade med om deres penge havner i den ene eller anden lomme, bare der samlet set bliver flere tilbage i deres egen lomme, når regnskabet gøres op. Vælgere, der ikke vil finde sig i, at det private bliver politisk eller det politiske bliver privat. Det vil sige et samfund, hvor staten blander sig i privatsfæren og hvor politikere gør politik til et karrierevalg.
Når disse vælgere læser, at Anders Samuelsen vil fodre hunden med halen, så bliver de irriterede. Irriterede, fordi de mærker det seminaristiske lefleri kombineret med det åbenlyse løftebrud. For de håbede nu engang, at Liberal Alliance var partiet, der ikke ville kopiere den klassiske floskulatur fra Christiansborg; det fordummende budskab, der reducerer politik til et binært valg mellem offentlige ydelser.
Så blot et enkelt råd til Anders Samuelsen: Hold nu fast i grundidéerne om lavere skatter og større frihed. Ellers ender du med at blive sindbilledet på Groucho Marx’ berømte morsomhed: ”Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others”
Liberal Alliances genvundne succes skyldes ikke, at partiet har opstillet gøgleriske modsætninger mellem forskellige typer at offentlige ydelser og tjenester. Partiets genopstandelse skal alene søges i den kendsgerning, at der fortsat er 5-10% af det danske vælgerkorps, der gerne vil have fingrene i en større del af deres arbejdsindkomst og i øvrigt vil behandles som voksne mennesker, der ikke skal ikke skal have adfærdsanvisninger i almindelig livsførelse. Vælgere, der er fuldstændig ligeglade med om deres penge havner i den ene eller anden lomme, bare der samlet set bliver flere tilbage i deres egen lomme, når regnskabet gøres op. Vælgere, der ikke vil finde sig i, at det private bliver politisk eller det politiske bliver privat. Det vil sige et samfund, hvor staten blander sig i privatsfæren og hvor politikere gør politik til et karrierevalg.
Når disse vælgere læser, at Anders Samuelsen vil fodre hunden med halen, så bliver de irriterede. Irriterede, fordi de mærker det seminaristiske lefleri kombineret med det åbenlyse løftebrud. For de håbede nu engang, at Liberal Alliance var partiet, der ikke ville kopiere den klassiske floskulatur fra Christiansborg; det fordummende budskab, der reducerer politik til et binært valg mellem offentlige ydelser.
Så blot et enkelt råd til Anders Samuelsen: Hold nu fast i grundidéerne om lavere skatter og større frihed. Ellers ender du med at blive sindbilledet på Groucho Marx’ berømte morsomhed: ”Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others”
