Anette Rix er selv den største hykler

Anette Rix er leder af 'Reden', og kendt som varm fortaler for kriminalisering af prostitutionskunder

Lars Jensen,

05/11/2011

Anette Rix er leder af 'Reden', og kendt som varm fortaler for kriminalisering af prostitutionskunder. Hun tror vitterligt at et forbud vil gøre underværker for de prostituerede, fordi netop et forbud mod købesex vil fjerne især mænds sex-lyst. Men også kvinders behov for at tjene penge skulle forsvinde med en kriminalisering.

Efterhånden har alle argumenter været prøvet. Man har - mod bedre vidende - postuleret at det ville hjælpe de prostituerede til at forlade erhvervet. Man har forsøgt at lyve sig til opmærsomhed, og gøre udbredelsen af gadeprostitution meget større end det i virkeligheden er. Man har hidset sig op, og man har appeleret til befolkningens næstekærlighed.

Men politikerne er stadig tilbageholdende med en kriminalisering. Det samme er befolkningen, som overvejende mener at prostitution skal være legalt, så længe det er baseret på frivillighed. Faktisk mener to tredjedele af danskerne IKKE, at man skal forbyde at købe sex.

Dette tal overrasker ikke Anette Rix, som instinktivt trækker offer-kortet, når hun skal forklare hvorfor hun så fastholder sit ønske om at kriminalisere sine brugeres kunder. Til TV2 udtaler hun, at "Hvis man problematiserer prostitution så er man snerpet - det mærkat har jeg flere gange fået på mig. Så det tror jeg, danskerne er bange for". Årsagen til frisind er altså frygten for at blive kaldt snerpet. Javel, så.

Nu prøver Anette Rix så med en ny metode. Med slet skjult fordømmelse udtaler hun til TV2, at danskerne er dobbeltmoralske.

"Danskerne anerkender, at det er skadeligt for den prostituerede. De kender skadevirkningen, men synes alligevel at det skal være lovligt. Det synes jeg er dobbeltmoralsk", udtaler hun.

Den logiske konsekvens af hendes udtalelse må være, at hvis man kan finde en skadevirkning af et erhverv, så bør man kriminalisere dette erhverv. Ellers er man dobbeltmoralsk. Det KAN ikke handle om, at man bare anerkender, at mennesker vælger forskelligt, og at nogle valg - objektivt set - er mere smarte end andre.

Det KAN heller ikke handle om, at man bare ikke tror på at kriminalisering løser noget som helst. Vi har jo alle set hvor forrygende kriminalisering har virket inden for andre områder. Vi hører f.eks. aldrig om handel med hash, narkotika, våben og mennesker, vel? For den slags er allerede kriminaliseret. Og så er alle problemerne jo løst.

Nu venter vi vel alle i spænding på, at Anette Rix forholder sig til en mulig hverdag uden et forsvar. Alt for mange soldater er blevet dræbt, lemlæstet og traumatiseret i tjenesten. Vi kender skadevirkningerne, og bør derfor kræve forsvaret nedlagt.

Det samme gælder politiet. Hvis Anette Rix bliver overfaldet på vej til arbejde på Halmtorvet, så må hun selv løse sine problemer. For flere end et par gange er politibetjente kommet til skade, når de har forsøgt at fange forbrydere.

Anette Rix skal også til at klippe sit eget hår. Vi har nemlig lige lært, at - især gravide - frisører lever et farligt liv, fyldt med forfærdelige kemikalier på arbejdspladsen. Ergo må frisørernes kunder kriminaliseres pr. snarest muligt.

Og når frisørerne så bliver arbejdsløse, og henvender sig på kommunen for at få hjælp, så skal de omgående i fængsel. For det er nemlig også farligt at være medarbejder på et JobCenter eller byens rådhus. Faktisk kan man dø af det. Så alle borgere - uanset hensigter - der måtte henvende sig på et JobCenter skal fanges, dømmes og straffes hårdt.

Vi vil jo ikke være dobbeltmoralske, vel?

Kilde: