Den (stadig) siddende regering har i sin regeringstid gjort meget ud af, at indføre "whistleblower"-ordninger. Disse whistleblower-ordninger har som et centralt element haft indbygget, at der skal kunne anmeldes anonymt, d.v.s. anmelderen skal trygt kunne angive personer, der måske - måske ikke - gør noget galt, uden selv at få afsløret sin identitet. Den anklagede får ikke mulighed for at vide, hvem anmelderen er, men må forsøge at kæmpe mod anklager, hvis ophav ikke lader sig bestemme.
Der er oprettet whistleblower-ordninger på det sociale område. Finanssektoren er også blevet pålagt at oprette whistleblowerordninger, og SKAT og kommunerne har med accelererende kraft oprettet hotlines, hjemmesider og alskes muligheder for anonymt at stikke naboen eller en kollega.
Det er befriende, at der endelig er en socialdemokrat, der angiveligt har taget tanken om anonymt angiveri alvorligt, og nu har offentliggjort, hvorledes livet i den socialdemokratiske folketingsgruppe former sig. Ikke at der er noget nyt i det, der er kommet frem, men sådan rent principielt er det da rart at se, at i hvert fald enkelte politikere griber lejligheden og blæser i fløjten om inkompetence og naragtighed.
Reaktionen fra S har selvfølgelig været det forventede tilbageholdte ramaskrig. Officielt mener folketingsgruppens formand ikke, at der er noget at kommentere, da S jo ikke vil kommentere "skønlitteratur", samtidig med, at man lader det skinne igennem, at personen fra de bagerste rækker er illoyal, umoralsk og under alle omstændigheder fortid hos S.
Ugens bogudgivelse kommer næppe til at betyde noget i dansk politik, når ugen er omme, bortset fra, at den anonyme (R.P?) formentlig bliver afsløret, men da han alligevel nok ikke ville stille op til næste valg er det jo inderligt ligegyldigt. Den Hemmelige Socialdemokrat er Dead Man Walking, i hvert fald når identiteten afsløres.
Det eneste interesante vil være, om der er en socialdemokrat (eller MF'er), der har fået sig en aha-oplevelse af dette. At det systematiserede stikkeri, som Folketing og kommuner uden blusel opfordrer til, måske ikke er så uproblematisk, når det rammer en. Når der pludselig bliver refereret fra interne møder, når der bliver refereret til fortrolige samtaler, og når det, der engang var et lukket rum pludselig bliver belyst. Og for at gøre det mere kafkask, så serveret i en form, hvor noget - præcist hvad vises ikke - måske er fiktion, sladder eller andenhåndsviden.
Men det er nok at håbe for meget på en politisk aha-oplevelse .....
